Flere vil uddanne sig til skolelærer

Studiemiljø på Campus Aarhus C
Flere lærerstuderende har gode bud på, hvorfor læreruddannelsen igen er blevet populær. Foto: Arkiv.
I år har over 2.000 søgt ind på læreruddannelsen via kvote 2. VIA Læreruddannelsen i Aarhus har en fremgang på over 6 procent af lærerstuderende.

I årene 2013-14 fravalgte rigtig mange læreruddannelsen. Blandt andet på grund af den nye skolereform. Men det skræmmer ikke længere de studerende væk.

2.053 har på landsbasis søgt ind på læreruddannelsen via kvote 2, og en stor del af dem kommer til at læse i Aarhus. Her kommer de til at læse på et helt nyt Campus C.

Flere studerende herfra har gode bud på, hvorfor læreruddannelsen igen er blevet populær.

”Der er mange som gerne vil ud og vise, at vi kan gøre en forskel og vise, at lærergerningen er en sej profession”, siger studerende på læreruddannelsen i Aarhus, Maria Nebbegaard.

Maria er også studentervejleder på læreruddannelsen i Aarhus og har derfor meget kontakt med nye studerende på uddannelsen. Hun oplever stadig en skepsis blandt nye studerende på grund af de negative historier.

”Jeg har været ude for, at de studerende stiller sig kritisk over for, hvad det er de kommer ud til. Men samtidig oplever jeg, at de gerne vil ud og vise, at det godt kan lade sig gøre selvom medierne siger noget andet”, siger Maria Nebbegaard.

Fremgang på læreruddannelsen i Aarhus

Der er stor tilfredshed med det stigende antal af lærerstuderende i Aarhus. Campus Aarhus C har en fremgang på 6,8 procent via kvote 2.

”Det er enormt flot, at det bærer igennem, og at man vil gøre den her forskel. Jeg ved godt, der er mange, der siger at de gerne vil gøre en forskel. Men når man gør det på baggrund af rigtig mange negative historier, så er det virkelig dybfølt”, siger Annette Roed, som er uddannelsesleder for læreruddannelsen på Campus Aarhus C.

VIA har desuden haft stor succes med åbent hus arrangementer, hvor deltagerne kunne høre fra både lærere, studerende og studievejleder om uddannelsen.