Fremgang til VIA i Silkeborg

Billede af studiemiljø
216 ansøgere har søgt en uddannelse ved VIA i Silkeborg som deres første prioritet. Foto. Arkiv
Flere ansøgere har en af VIAs uddannelser i Silkeborg som deres førsteprioritet i år. Særligt sygeplejerskeuddannelsen kan notere en pæn fremgang i antallet af førsteprioritetsansøgere, mens læreruddannelsen er meget tæt på sidste års niveau. 

Fredag den 5. juli kl. 12.00 var der deadline for at søge ind på en videregående uddannelse gennem kvote 1. Ved ansøgningsfristens udløb havde uddannelserne på VIA University College i Silkeborg modtaget i alt 986 ansøgninger. Af de mange ansøgninger havde 216 ansøgere en af VIAs uddannelser i Silkeborg som deres første prioritet – det er en fremgang på knap syv procent sammenlignet med sidste års tal.

Flere får mulighed for at blive sygeplejerske

Fremgangen drives især af sygeplejerskeuddannelsen, som i år har modtaget i alt 648 ansøgninger, hvoraf 114 ansøgere har uddannelsen som deres førsteprioritet. Det er en fremgang på knap 19 procent i forhold til sidste års 96 førsteprioritetsansøgninger.

Uddannelses- og Forskningsministeriet gav tidligere på året grønt lys til, at VIA kunne øge optaget på hele sygeplejerskeuddannelsen med 120 studerende, hvoraf de 20 ekstra pladser skal gå til sygeplejerskeuddannelsen i Silkeborg for at imødekomme behovet for veluddannet arbejdskraft i sundhedsvæsenet. Dertil kommer, at sygeplejerskeuddannelsen i Silkeborg får yderligere ti ekstra pladser i år, som dog forsvinder igen næste år, når den nye uddannelsesstation for uddannelsen åbner i Herning.

I alt kan uddannelsen altså optage 120 studerende i år - mod 90 studerende sidste år. Dermed tyder det på, at mange flere studerende kan se frem til at starte på sygeplejerskeuddannelsen i Silkeborg efter sommerferien.

Lærer- og pædagoguddannelsen holder status quo

På læreruddannelsen i Silkeborg oplever man en generel tilbagegang i det samlede antal ansøgninger. Dog ligger antallet af dette års førsteprioritetsansøgninger, som typisk er en god indikator for, hvor mange der kan optages, på nogenlunde samme niveau som sidste år. Her har 102 ansøgere læreruddannelsen i Silkeborg som deres førsteprioritet i år – mod 106 sidste år.

Erfaringsmæssigt er efteroptaget i løbet af efteråret dog så stort, at der typisk kan oprettes et ekstra hold lærerstuderende allerede til vinter. Det var også tilfældet i år, hvor uddannelsen kunne udbyde et vinterhold fra februar 2019 – og det kan netop have været med til at lægge en dæmper på søgningen denne sommer.

VIA oplevede som den eneste professionshøjskole en fremgang i søgningen til læreruddannelsen sidste år, og generelt har søgningen til alle VIAs uddannelser været stigende de sidste ti år.

På pædagoguddannelsen i Ikast, der ligeledes er en del af VIAs Campus Silkeborg, er der en mindre tilbagegang på syv førsteprioritetsansøgninger sammenlignet med sidste år, så antallet i år lander på 110 med pædagoguddannelsen som førsteprioritet. Til gengæld er der en fremgang i det samlede antal ansøgninger fra 255 sidste år til 264 i år.

Ansøgerne gennem både kvote 1 og 2 får besked fredag den 26. juli, om de er optaget på en videregående uddannelse eller ej. Hvis der herefter er ledige studiepladser på Campus Silkeborg, vil det være muligt at søge dem på www.via.dk/kampagner/ledige-pladser.

 

Pressekontakt for yderligere oplysninger

Prorektor Louise Gade, VIA University College.
T: 87 55 19 99
E-mail: loug@via.dk

Chef for Studieservice Helle Doktor Simonsen, VIA University College
T: 87 55 10 20
E: heds@via.dk

Journalist ved VIA University College, Casper Grud Nielsen
T:  87 55 14 15
E: grud@via.dk