Fuldt hus på de fleste af VIAs uddannelser i Holstebro

Billede af studiemiljø
Ved ansøgningsfristens udløb havde uddannelserne på VIA University College i Holstebro modtaget i alt 1.530 ansøgninger. Foto: arkiv
Det fleste af VIAs uddannelser i Holstebro kan se frem til at blive fyldt helt op efter sommerferien. Det står klart efter fristen for at søge ind på en videregående uddannelse udløb fredag middag. Særligt bygningskonstruktøruddannelsen går markant frem, mens sygeplejerskeuddannelsen også øger optaget i år. 

Fredag den 5. juli kl. 12.00 var der deadline for at søge ind på en videregående uddannelse gennem kvote 1. Ved ansøgningsfristens udløb havde uddannelserne på VIA University College i Holstebro modtaget i alt 1.530 ansøgninger. Af de mange ansøgninger havde 663 ansøgere en af VIAs uddannelser i Holstebro som deres første prioritet – det er én førsteprioritetsansøger mindre end sidste år. 

Særligt bygningskonstruktøruddannelsen ser ud til at gå markant frem med 25 procent flere førsteprioritetsansøgninger i forhold til sidste år. I alt har 70 ansøgere uddannelsen som deres førsteprioritet og med frit optag på uddannelsen kan alle, som opfylder adgangskravene, se frem til at starte på uddannelsen efter sommerferien.

”Vi er meget glade for, at der igen i år er en stor søgning til VIAs over 40 forskellige professionsbacheloruddannelser i Region Midtjylland. I VIA har vi et stærkt fokus på både at understøtte vækst i det private erhvervsliv og samtidig bidrage til en høj offentlig velfærd i Danmark gennem veluddannet arbejdskraft. Derfor er det positivt, at der i Holstebro stadig er stor interesse for både uddannelser rettet mod det offentlige som sygeplejerske, socialrådgiver og fysioterapeut samt de privatrettede uddannelser som bygningskonstruktøruddannelsen,” siger prorektor Louise Gade, der er den øverst ansvarlige for alle VIAs uddannelser.

For at imødekomme manglen på især ingeniører, lærere og sygeplejersker har VIA blandt andet oprettet uddannelsesstationer i Holstebro, hvor det er muligt at uddanne sig til lærer og produktionsingeniør – samt i Herning, hvor sygeplejerskeuddannelsen i Holstebro til næste år åbner en ny uddannelsesstation. 

Fuldt hus på flere sundhedsuddannelser

Sygeplejerskeuddannelsen i Holstebro oplever ligeledes en fremgang i antallet af ansøgere. I år har 133 ansøgere uddannelsen som deres førsteprioritet – mod 119 sidste år. Uddannelsen har i år fået lov at øge optaget med 20 ekstra studiepladser, så i alt 110 studerende nu får mulighed for at starte på uddannelsen til august.

Fysioterapeutuddannelsen har modtaget 118 førsteprioritetsansøgninger til i alt 80 studiepladser – en mindre fremgang fra de 116 ansøgere, der havde uddannelsen som førsteprioritet sidste år. Også socialrådgiveruddannelsen kan melde om forventet fuldt hus på de 128 studiepladser efter sommerferien. Her har 149 søgt uddannelsen som deres førsteprioritet – en enkelt mindre end de 150, som søgte uddannelsen sidste år. 

Anderledes ser det ud på ergoterapeutuddannelsen, som har fået 42 færre ansøgninger i forhold til sidste år. I alt har 137 søgt uddannelsen, hvoraf 43 har uddannelsen som førsteprioritet.

Lærere og pædagoger holder niveauet 

Sidste år kunne man for første gang søge ind på læreruddannelsen, som udbydes på en såkaldt uddannelsesstation i Holstebro, der hører under læreruddannelsen i Nørre Nissum. Her ser man ud til at fastholde niveauet af førsteprioritetsansøgere nogenlunde, og derfor er det forventeligt, at der igen starter et hold lærerstuderende på uddannelsesstationen i Holstebro. Hvor mange er ikke til at sige, før de studerende endeligt vælger studiested efter den 26. juli.

På pædagoguddannelsen har 150 ansøgere har haft Holstebro som deres førsteprioritet – det et beskedent fald på to ansøgninger sammenlignet med sidste år. Her har man ligeledes fået grønt lys til at øge optaget med seks studerende i år, så der i alt er 172 pladser.

Ansøgerne gennem både kvote 1 og 2 får besked fredag den 26. juli, om de er optaget på en ønsket videregående uddannelse eller ej. Hvis der herefter er ledige studiepladser på Campus Holstebro vil det være muligt at søge dem på www.via.dk/kampagner/ledige-pladser. 

 

Pressekontakt for yderligere oplysninger:

Prorektor Louise Gade, VIA University College.
T: 87 55 19 99
E-mail: loug@via.dk

Chef for Studieservice Helle Doktor Simonsen, VIA University College
T: 87 55 10 20
E: heds@via.dk

Journalist ved VIA University College, Casper Grud Nielsen
T:  87 55 14 15
E: grud@via.dk