Fuldt hus på pædagoguddannelsen i Grenaa

Billede af studerende på pædagoguddannelsen i Aarhus.
Pædagoguddannelsen i Grenaa bliver igen i år fyldt op. Billedet er fra Campus Aarhus C, som uddannelsen i Grenaa er tilknyttet. Foto: VIA University College
Trods tilbagegang i antallet af ansøgninger er der stadig fyldt op på VIAs pædagoguddannelse i Grenaa, når de nye studerende starter til september.

I dag den 5. juli kl. 12 lukkede årets tilmelding til landets videregående uddannelser gennem kvote 1, hvor det alene er ansøgerens karaktergennemsnit fra ungdomsuddannelsen, der er adgangsgivende.

49 ansøgere har peget på VIA University Colleges pædagoguddannelse i Grenaa som deres 1. prioritet, og dermed som det sted de drømmer om at læse de næste 3,5 år. I alt har uddannelsen modtaget 114 ansøgninger.

Der er derfor langt flere ansøgninger end studiepladser. Antallet af studiepladser på blandt andet VIAs pædagoguddannelse er fastsat fra politisk side.

Stadig fyldte uddannelser

Sidste år var antallet af ansøgninger til pædagoguddannelsen i Grenaa 165, hvoraf 70 havde valgt den som sin 1. prioritet. Begge tal er dermed gået tilbage med ca. 30 %, men uddannelsen fyldes alligevel op.

Overordnet set er ansøgningerne med VIA som 1. prioritet faldet med 1,4 % sammenlignet med sidste år. Det er især de velfærdsrettede uddannelser til pædagog, lærer og socialrådgiver, der oplever en nedgang.

”Selv om søgningen til nogle af VIAs uddannelser i år er gået tilbage sammenlignet med sidste år, så har vi stadig langt flere kvalificerede ansøgere til mange uddannelser, end vi har studiepladser til. Derfor får vi langt de fleste studiepladser fyldt op,” understreger VIAs prorektor Louise Gade og tilføjer, at der altid i perioder er nogle uddannelser, der er mere populære og mere søgte end andre – for eksempel i kølvandet på medieomtale, eller hvor der er stor jobsikkerhed.

Derimod er der en stor stigning i antallet af ansøgninger til de privatrettede uddannelser til fx ingeniør, bygningskonstruktør og professionsbachelor i Value Chain Management. Derudover er der en lille fremgang til sundhedsuddannelserne.

Kontakt for yderligere oplysninger

Jan Ankerstjerne
Uddannelsesleder på pædagoguddannelsen i Grenaa
T: 87 55 35 02
E: jaan@via.dk

Louise Gade
Prorektor ved VIA University College
T: 87 55 19 99
E: loug@via.dk

Helle Doktor Simonsen
Chef for Studieservice ved VIA University College
T: 87 55 10 20
E: heds@via.dk

Vivian Andersen Voldgaard
Journalist i VIAs kommunikationsafdeling. Vivian kan hjælpe til at få kontakt med uddannelsesdekaner eller andre i VIA.
T: 87 55 14 36
E: viav@via.dk

Fakta om VIA University College

  • VIA er kåret som Årets Entreprenante Uddannelsesinstitution af Fonden for Entreprenørskab i både 2014, 2018 og 2019.
  • VIA er en professionshøjskole med cirka 19.000 studerende på mere end 40 forskellige professionsbacheloruddannelser i 11 byer i Region Midtjylland. VIA uddanner blandt meget andet til ingeniør, lærer, pædagog, sygeplejerske, bygningskonstruktør, designer, filmanimator, socialrådgiver, fysioterapeut og bioanalytiker.
  • VIA er med 20.000 kursister årligt en af Nordens største udbydere af målrettet kompetenceudvikling til en lang række brancher inden for både den private og offentlige sektor.
  • VIA har campusser med flere uddannelser under samme tag i Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro. Dertil kommer enkelt-uddannelser i Nørre Nissum, Skive, Ikast og Grenaa.
  • VIA bedriver praksisrettet forskning, udvikling og innovation i en række forskningscentre. Aktiviteterne foregår i tæt samarbejde med virksomheder, offentlige institutioner og organisationer.
  • VIA har fokus på det internationale område gennem blandt andet uddannelseseksport, udenlandske studerende på VIAs uddannelser og danske VIA-studerende på praktik- og studieophold i udlandet.