Gamle film fremmer ældres livslyst

Erindringsfoto
At vække erindringer kan være til stor gavn for mennesker med demens og deres pårørende. Arkivfoto
VIA deltager i projektet Erindringsbio, hvor plejehjemsbeboere får adgang til nemt og gratis at se historiske film. Film fra gamle dage kan nemlig vække erindringer og styrke selvværd, livslyst og dialog hos mennesker med demens.

Vi kender alle til, at film og fotografier kan vække minder til live. Det gamle klassebillede, filmen fra ferien for længe siden eller et klip fra en gammel nyhedsudsendelse kan sætte gang i hukommelsen, så vi kommer i tanke om glemte detaljer og genoplever følelser fra dengang.

At vække erindringer kan være til stor gavn for mennesker med demens og deres pårørende. Derfor er film fra gamle dage omdrejningspunktet i projektet Erindringsbio, som er skabt i et samarbejde mellem Filminstituttet, VIA University College og omsorgscentret Pedershave i Frederikssund. 

”Fokus er at vække erindringer og at skabe dialog med udgangspunkt i historiske film fra Filminstituttets arkiv og på den måde styrke livslysten hos mennesker med demens. Udover demente er målgruppen pårørende og plejehjemsansatte,” forklarer Anders Møller Jensen, der er forsker i aldring og demens hos VIA University College.

Han har tidligere arbejdet specifikt med film i forbindelse med såkaldt reminiscensarbejde i forhold til mennesker med demens.

Godt for selvværd og samvær

Konkret består Erindringsbio af en række filmpakker med dokumentariske film og optagelser fra primært 1950’erne og 1960’erne, som er hentet fra Filminstituttets arkiv og gratis kan ses online på computere, tablets og smartphones gennem hjemmesiden www.danmarkpaafilm.dk. I projektet er der som supplement til filmene også udarbejdet dialogmateriale.

“Grundtanken bag reminiscensarbejde er, at man kan bruge genstande fra fortiden til at fremkalde minder hos mennesker med demens i nutiden. Hvis du har demens, kan du måske ikke huske, hvad der skete for fem minutter siden, men minder halvtreds år tilbage kan stadig være intakte - og kan for eksempel aktiveres med film fra den tid,” siger Anders Møller Jensen.

Han forklarer, at dét at se film, der vækker erindringer, kan give personen med demens en behagelig tur ned ad ungdommens og barndommens gade. 
Samtidig viser forskning, at fortidsgenstande kan give fornyet energi og styrke personens følelse af identitet og selvværd. Desuden kan den dementes relation til pårørende og plejepersonale blive styrket, når de for eksempel samles om at se en film som en fælles aktivitet.

Bliver tilbud til alle plejehjem

Idéen om at vise historiske film for mennesker med demens opstod for flere år siden, da Filminstituttet gik i gang med at digitalisere de mange film i filmarkivet og gøre dem tilgængelige online på streamingsitet ’Danmark på film’. Filmene blev taget imod med stor interesse af blandt andet Alzheimerforeningen. 

Da et plejehjem sidste år henvendte sig til Filminstituttet med en forespørgsel på specifikke film til deres beboere, blev det besluttet at skabe et særtilbud til mennesker, som af sundhedsmæssige årsager ikke selv kan opsøge og få gavn af de historiske film. 

Erindringsbio bliver i første omgang afprøvet på omsorgshjemmet Pedershave i Frederikssund til en række filmvisninger i november. 

På længere sigt er målet, at Erindringsbios filmpakker kan tilbydes til alle landets plejehjem. Ambitionen er desuden at udvikle en demensvenlig hjemmeside og skræddersy biografvisninger til mennesker med demens.

En hjælp mod ensomhed

“I mit arbejde som aktivitetsmedarbejder hos Pedershave fokuserer jeg meget på at gøre vores personale bedre til at starte og følge op på samtaler, fordi det er noget, der kan være svært. Her ser jeg Erindringsbio som lidt af en gave”, fortæller Eva Britt Larsen Blytmann.

Hun nævner ensomhed som en af de største udfordringer i plejearbejdet med mennesker med demens. Derfor ser hun frem til at bruge filmpakkerne til at skabe samvær og samtale mellem omsorgscenterets borgere.

”Vi har allerede oplevet, at film kan fungere som samtalestartere, der kan gøre os klogere og bringe os nærmere på de mennesker, vi arbejder med. Jeg glæder mig til at bruge filmpakkerne, fordi jeg tror, de kan blive et rigtig godt redskab i arbejdet med at øge den indsats,” siger Eva Britt Larsen Blytmann.

Yderligere oplysninger om Erindringsbio fås hos:

Anders Møller Jensen, cand.scient., ph.d.-studerende og ekspert i aldring og demens hos VIA University College. Mobiltelefon: 87 55 17 03. E-mail: amj@via.dk