Jurist og mor til fire: ”Nu vil jeg være skoleleder” 

Familien Gade Clausen
Susanne Gade Clausen med sin familie.  Privatfoto
Susanne Gade Clausen fra Silkeborg er 49 år og mor til fire. Men det stopper hende ikke fra at supplere sit fag som jurist ud med en ny uddannelse, så hun kan blive skoleleder.  

Med fire skolebørn i hjemmet i Silkeborg, har 49-årig Susanne Gade Clausen det sorte bælte i at jonglere med informationer, beskeder og lektier på skolens intranet. Fra børnenes skolestart har hun haft interesse i at være en del af beslutningerne på skolen, og har derfor haft en plads i skolebestyrelsen i mange år. Siden 2016 har hun også været en del af landsforeningen Skole -og Forældre, og hun er beskikket af undervisningsministeren til at tale børnenes sag Dansk Center for Undervisningsmiljø, hvor hun også varetager en bestyrelsespost.

”Det er ikke usædvanligt, at man som forælder engagerer sig i sine børns skole, blandt andet ved at sidde i skolebestyrelsen. Men pludselig kunne jeg se, at min interesse efterhånden strakte sig en del længere,” siger Susanne Gade Clausen om begyndelsen til at skifte retning på arbejdsmarkedet. 

Skal kunne tale med kollegaer 

For 20 år siden blev hun uddannet jurist og har primært arbejdet med offentlig administration, bl.a. i Sundhedsvæsnet og Arbejdsskadestyrelsen. 

”Førhen var det jobbet, der valgte mig, fremfor mig, der valgte jobbet. Det skal være slut nu. Jeg kan ikke holde lysten tilbage for som skoleleder at samle de overordnede tråde. Men jeg måtte indse, at jeg ikke bliver skoleleder uden en didaktisk baggrund. Det er et krav, at jeg taler samme sprog som mine kollegaer,” siger Susanne Gade Clausen.

Derfor begyndte hun i 2019 på Trainee-meritlæreruddannelsen ved VIA University College i Silkeborg. Det er en uddannelse, der netop giver adgang for personer, der i forvejen har en videregående uddannelse, men som har brug for at styrke og supplere anden erhvervserfaring med didaktiske redskaber og metoder til at kunne undervise i praksis. 

Vil give lærere arbejdsro 

”Bare fordi man har en stor faglig viden, er det ikke selvsagt, at man kan videreformidle den viden og undervise børn og unge. Jeg har den største respekt for lærernes arbejde og det, som foregår i klasserne. Den ledelsesopgave der ligger i at give lærerne arbejdsro og tilføre skolen flere investeringer eller ressourcer, vil jeg gerne byde ind med løsninger på. Som skoleleder skal man kunne tænke bredt og have overblik fra det lokale mikroperspektiv til de store samfundsmæssige aspekter. Med min nye uddannelse får selv en garvet rotte som jeg nye redskaber i penalhuset til at kunne udføre mit drømmejob,” siger Susanne Gade Clausen. 

Hun underviser sideløbende med studiet 5.- 9. klasse i tysk på Bakkelandets Friskole. Hun er begejstret for, at den didaktiske teori hun får på VIA, kan bruges direkte næste dag i den praktiske undervisning. Gruppearbejdet på studiet, hvor mange forskellige erfaringer mødes, er også med til at holde den 49-årige på skolebænken.  

Går foran sine børn 

”Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at det var en nem beslutning at forlade mit faste jurist-job for at blive studerende i min alder. Jeg kan jo slå mig gevaldigt undervejs og aner ikke, hvordan det hele kommer til at gå. Men det nytter ikke, at jeg siger til mine børn, at de skal forfølge deres drømme, hvis jeg ikke selv giver mine drømme en chance. Jeg er forpligtet til at gå forrest og vise børnene, at man kan, hvad man vil. Hele familien bakker mig op. Det betyder meget. Det betyder også meget, at jeg hver uge får respons fra praksis til lærerbøgerne og til min uddannelse på VIA, for det gør det aldrig kedeligt at sidde i skolen. Jeg er vild med, at jeg sprang ud i det og glæder mig meget til min kommende karriere som skoleleder,” siger Susanne Gade Clausen. 

Fakta

 Trainee-meritlæreruddannelsen er en læreruddannelse for studerende, der enten:

• Har afsluttet en kandidat-, bachelor-eller professionsbacheloruddannelse

• Har en erhvervsrettet uddannelse og har mindst to års erhvervserfaring - suppleret med relevante fag på gymnasialt niveau.

Følgende er ikke et krav for optagelse, men en fordel, hvis du:

• Har erhvervserfaring fra skoler eller andre job med fokus på undervisning

• Har særlige fagprofiler eller faginteresser i forhold til folkeskolens behov

• Har talenter eller kompetencer, der er interessante for folkeskolen

Læreruddannelsen som trainee-merit er bygget op på samme måde som den almindelige meritlæreruddannelse. Man deltager i undervisningen sammen med både merit- og andre lærerstuderende. Uddannelsen er tilrettelagt, så du har hele dage som vikar på en skole og hele dage på læreruddannelsen i Silkeborg. Man er vikar ca. 11-12 arbejdstimer om ugen på den skole, hvor man under uddannelse er tilknyttet som vikar.

Der er ansøgningsfrist til uddannelsen den 1. august. Man kan læse meget mere her: