Læreren er central i dannelsen hos elever – men dannelse kan ikke tvinges frem

børn skriver
Et nyt forskningsprojekt fra VIA viser, at skolerne ikke ’bare’ kan indføre dannelse som en færdig pakkeløsning.
Et nyt forskningsprojekt fra VIA viser, at skolerne ikke ’bare’ kan indføre dannelse som en færdig pakkeløsning. Det kræver sprog og tid til refleksion før og efter undervisningen, og læreren skal stå stærkt i arbejdet med dannelse. 
Nedenstående artikel med konkrete anbefalinger fra tre VIA-forskere nederst blev den 4. maj 2020 bragt på folkeskolen.dk, der er et online fagblad for undervisere.

Dannelsen foregår i eleven. Den er et indre anliggende, kan ikke ses og slet ikke måles.

Derfor kan man heller ikke kalkulere med, at hvis man gør noget bestemt, så bliver eleverne dannede. Og måske derfor har dannelsen haft trangere kår i en tid med accountability og målstyring.

Lektor Niels Bjerre Tange og docent Thomas Iskov fra Forskningscenter for Pædagogik og dannelse ved VIA University College tager på ingen måde stilling for eller imod målstyring, og de tager afstand fra den skarpe modsætning mellem dannelse og læring, som er blevet sat op de seneste år. Men efter deres netop afsluttede forskningsprojekt ’Dannelse i Pædagogisk Praksis’, der er gennemført i samarbejde med Odder Kommune, er de meget klare i spyttet om, at dannelse kræver sprog, refleksion, respekt for praksis og frem for alt åbenhed – på alle niveauer.

Dannelse kræver prioritering

”Man skal have et sprog for dannelsen, og der skal være plads til den. Hvis alle parkeringspladser er optaget af andre ting, så kan den ikke leve,” forklarer Niels Bjerre Tange, og Thomas Iskov supplerer:

”Der er ikke i sig selv noget galt med læring og mål. Men hvis det fylder det hele, så bliver der ikke plads og rum til at fortolke og arbejde frit med dannelsen. Det kræver tid og resurser og prioritering i forhold til alle de ting, der kan måles. Og hvis man ikke har et sprog for den, så bliver det andre diskurser, der dominerer”.

Eller som de konkluderer i forskningsrapporten:

”Måske har det ensidige fokus på læringsdimensionen, som skolereformen og målstyringen er udtryk for, kun været mulig, fordi der ikke har været et sprogliggjort og formulerbart korrektiv hertil i form af begreber, sprog og forståelser af dannelsesdimensionen og de pædagogiske og didaktiske konsekvenser, dette måtte have”.

Sprog og metoder til dannelse

Det var Odder Kommune, der tog initiativet til at styrke dannelsen i kommunens skoler. De kontaktede VIA University College, og en styregruppe bestående af forvaltningen, skoleledere og de tre forskere, Niels Bjerre Tange, Thomas Iskov og Tina Visgaard Duedahl, blev nedsat.

De tre forskere kom til at fungere dels som konsulenter på projektet, dels som uafhængige forskere. De formulerede to spørgsmål for forskningsprojektet:

1. Hvordan kan forskere, lærere, ledere og kommune komme til at forstå, begrebssætte og præcisere et fælles sprog for dannelse?

2. Hvordan kan det fællesgjorte dannelsesbegreb omsættes, så det bidrager til, at lærernes dannelseshensigter ekspliciteres som begrundelser for deres didaktiske beslutninger?

Forskerlogik mod skolelogik giver udfordringer

Odder kommune havde allerede et formål, som lød: ”At børn og unge dannes til at være aktive og bevidste medborgere, som gennem hele livet kan forholde sig til egen læring og den omverden, de er en del af”.

”Heldigvis var det kompatibelt med folkeskolens formål og med vores dannelsesbegreber. Men der er alligevel dele, der støder sammen, når man sætter forskerlogikken og skolelogikken sammen. I kommunen er man jo vant til at tænke på kvantificering og mål, og det egner det her sig ikke til. Det, man kan med dannelse, er at muliggøre betingelserne for, at det kan finde sted,” fortæller Thomas Iskov.

De tre forskere gjorde klar til at facilitere arbejdet ude på skolerne, hvor lærerne skulle arbejde med en planlægningsmodel og på baggrund af dannelsesbegrebet skulle udvikle sprog og metode i forhold til at arbejde med dannelsen.

Her blev det dog hurtigt tydeligt, at en sådan model og et sådant fastlagt sprog om dannelse kan blive for instrumentelt.

”Vi var kommet frem til en række måder at forholde sig til dannelse på – etisk, demokratisk, selvoverskridende, kritisk konstruktiv og æstetisk forholdemåde. Det kan man godt tale om og udvikle sammen, men når lærerne begynder at ville planlægge, så bliver det for konkret, og konsekvensen blev, at det blev for instrumentelt. Det gik op for os, at det for nogle lærere blev endnu en opgave, som de skulle have krydset af, og det har jo intet med dannelse at gøre,” siger Thomas Iskov.

Dannelse kan ikke tvinges frem

På næste møde med lærerne trådte forskerne derfor et skridt baglæns og understregede, at samtalerne skulle være baseret på en åben og undersøgende tilgang, og at begreberne ikke var endelige.

”Det blev et af vores vigtigste fund, at man ikke kan arbejde instrumentelt med dannelse. Dannelsen kan ikke tvinges frem. Man kan måske tvinge eleven til at lære en remse udenad, men ikke til at blive fri og myndig, for dannelsen vedrører det, der er inden i barnet. Dannelse handler ikke alene om kompetencer og viden, men også om hvordan barnet forholder sig til denne viden. Lidt populært sagt: Hvis børnene skal være subjekter, så skal vi ikke behandle dem som objekter. Og som lærer kan man gøre noget i forhold til barnet, som berører barnet, men det er kun barnet, der kan tage det næste skridt,” siger Niels Bjerre Tange.

Han understreger vigtigheden af at arbejde med at udvikle et åbent sprog for dannelsen blandt lærerne.

”Det handler om at gøre læreren sensibel over for den dannende dimension i mødet med barnet. Vi kommer med et kvalificeret bud på, hvordan det kan se ud, men det er lærerne selv, der må tage det videre, siger Niels Bjerre Tange.

Praksis skal have gyldighed

Når man som lærer ikke kan planlægge dannelsen og som leder eller politiker ikke kan måle den, kan det næsten lyde, som om man bare må læne sig tilbage og håbe på, at magien opstår af sig selv i barnet. Men sådan skal det absolut ikke forstås, og det var bestemt heller ikke, hvad lærerne i Odder Kommune gjorde.

Da først forskerne havde fået understreget, at det netop skulle være en åben diskussion og refleksion, og ikke mindst at det skulle være på baggrund af lærernes praksis, viden og erfaringer med eleverne og faget, gik lærerne ind i det med liv og sjæl.

”Lærerne var enormt begejstrede og gik til det med lyst og stor dygtighed. Det er jo nerven i det, lærerne kan. Men man kan ikke trække det ned over hovedet på lærerne, og på den måde startede vores projekt nok med at være lidt for meget top-down. Lærerne skal være centrale i definitionen af dannelsen, og det er vigtigt, at den definition ikke bliver finit,” understreger forskerne.

Refleksion ud fra samtaleguide

Forskergruppen havde blandt andet faciliterende refleksionssamtaler før og efter undervisningen, hvor lærerne diskuterede deres hensigt med undervisning, og efterfølgende hvad der havde fungeret. Til det udviklede forskerne i samarbejde med lærere og ledere en samtaleguide, som understøtter lærerne i at udvikle et fælles sprog om dannelse og forholde sig til sammenhænge mellem deres didaktiske valg, undervisningen og elevernes mulighed for dannelse i den konkrete undervisningssituation.

Lederne blev inviteret med ind i samtalerne som faciliterende og deltagende.

”I samtalerne var det pludselig lederne, der var inde i lærernes maskinrum, fordi det vigtige blev lærernes overvejelser i forhold til deres undervisningsplan. Det gav mulighed for en fin samarbejdskultur og skoleudvikling. Men det skal netop foregå med respekt for lærernes professionalisme og viden fra hverdagspraksis. Praksissproget skal have gyldighed,” forklarer Niels Bjerre Tange.

Forskerne udviklede i samarbejde med lærerne også en ny dannelsesdidaktisk model, som kan hjælpe lærerne til analytiske distinktioner mellem dannelsesintentioner, didaktiske beslutninger og didaktiske rammebetingelser.

Ledere kan ikke styre dannelse

I Odder var både skolerne, ledelserne og forvaltningen med i projektet, så man kunne arbejde med begreberne åbent og ændre hen ad vejen. Dermed blev det også tydeligt, at dannelsesbegreber meget vanskeligt kan udvikles på ét niveau og i én kontekst og så videregives som en færdig pakke til et andet niveau. Og dannelsen kræver en særlig form for ledelse, fordi den vedrører en skrøbelig del af den pædagogiske opgave, som foregår inden i barnet.

”Hvis praksis skal have lov til at være primær, så må man ikke tænke, at det handler om at styre lærerne, for så vil de blive usensible over for den praksis. Ledelse af en dannelsesinstitution må foregå i et balancefelt mellem at ville noget ledelsesmæssigt og at skærme lærerne og lytte til, hvad praksis peger på,” siger Thomas Iskov.

Ledelsen skal være bevidst om ikke at kunne styre dannelsen. Lederne skal tænke på, at lærernes arbejde med at udvikle myndighed, etik og dannelse hos eleverne kalder på myndighed, etik og dannelse hos lærerne. Det bør tænkes med i den måde, man leder lærerne på.

Man skal besinde sig

”Det pædagogiske rummer en måde at besinde sig på. Jeg gør noget med børn, som jeg ikke ved, hvor ender. Det er stadig pædagogisk praksis. Men det kalder på et diskursskifte, for vi har vænnet os til et evalueringssprog, hvor man sætter det som et kvalitetskriterium, at undervisningen skal have en bestemt målbar effekt, og det kan man ikke med dannelsen,” siger Niels Bjerre Tange.

Og en af rapportens vigtigste pointer er den konstante åbenhed hos alle parter.

”Det er vigtigt, at skolens lærere, ledelse og forældre er åbne over for, at den pædagogisk-didaktiske opgave omkring dannelse er særlig. Dannelse er ikke synlig, men vedrører udviklingen af barnets indre frie forhold til sig selv som menneske i verden. Dannelsen er ikke målbar og kan ikke testes, måles eller evalueres. Den kan villes, italesættes og måske opleves. Læreren vil noget med eleven, men det må altid karakteriseres som et eksperiment, hvis udfald ikke kan styres eller forudsiges,” konkluderer de tre forskere bag projektet ’Dannelse i Pædagogisk Praksis’ fra Forskningscenter for Pædagogik og dannelse ved VIA University College.

Læs mere om aktionsforskningsprojektet ’Dannelse i Pædagogisk Praksis’, som docent Thomas Iskov, lektor Niels Bjerre Tange og lektor Tina Visgaard Duedahl har stået i spidsen for her:

VIA-FORSKERNES ANBEFALINGER TIL AT ARBEJDE MED DANNELSE PÅ SKOLER:

• Skolens dannelsesopgave skal sprogliggøres for at sikre, at dannelsen får plads i forhold til andre diskurser om skolen. Det skal foregå i en proces, der inddrager lærerne i alle faser.

• Lærernes praktisk-pædagogiske sprog skal værdsættes, og dannelsen skal forstås i relation til konkret hverdagspraksis.

• Ledelsen skal tage ansvar for processen, men huske, at lærerne ikke skal styres til dannelsen. På samme måde skal lærerne ikke planlægge dannelsesintentioner med bestemte didaktiske beslutninger.

• Lærernes arbejde bør understøttes gennem etableringen af refleksionsrum med den nødvendige tid, rum og ressourcer. For eksempel ved at bruge forskningsprojektets dannelsesdidaktiske samtaleguide og den dannelsesdidaktiske analysemodel.