Mange vil læse Skat i Herning

Billede af studiemiljø
”Jeg er meget meget tilfreds. Skatteuddannelsen er en supervigtig uddannelse for Danmark, så jeg er så glad for, at så mange gerne vil studere hos os,” siger Morten Bøhm, der er uddannelsesleder for den nye uddannelse. Foto: Arkiv
”Jeg er meget meget tilfreds. Skatteuddannelsen er en supervigtig uddannelse for Danmark, så jeg er så glad for, at så mange gerne vil studere hos os,” siger uddannelseslederen. 

For Morten Bøhm har det været lige lovligt spændende at gå på arbejde de seneste par dage.

Han er uddannelsesleder for den nye skatteuddannelse, som VIA University College tidligere på året besluttede at oprette i Herning, og han har næsten ikke kunnet vente til det blev den 5. juli klokken 12.00.

Her udløb fristen for at søge ind på en af landets videregående uddannelser, og i alt har 21 ansøgere sat kryds ved Professionsbachelor i Skat som deres førsteprioritet. Hele 50 ansøgere har valgt uddannelsen som deres anden eller lavere prioritet.

”Jeg er meget meget tilfreds. Skatteuddannelsen er en supervigtig uddannelse for Danmark, så jeg er så glad for, at så mange gerne vil studere hos os,” siger uddannelseslederen.

For VIA er det vigtigt, at unge i hele regionen har et bredt udvalg af uddannelser, de kan vælge imellem. Derfor er prorektor Louise Gade også overordentlig tilfreds med dagens tal:

”Vi er utroligt glade for, at så mange gerne vil studere på vores nye skatteuddannelse i Herning. Det har høj prioritet hos VIA at sikre uddannelser til alle uden for de store byer, og søgningen til uddannelsen i Herning er for mig et bevis på, at vores strategi er rigtig,” siger hun.

Regeringen har et mål om, at 60 procent af alle uddannelser skal ligge uden for de store byer. Hos VIA er tallet på nuværende tidspunkt tæt på 58 procent.

Ifølge Louise gade er det samtidig meget vigtigt for VIA konstant at kunne uddanne unge med de kompetencer, som samfundet efterspørger, og skattefaglige kompetencer er stærkt efterspurgte – hos både offentlige og private arbejdsgivere i Region Midtjylland:

”Derfor glæder det mig ekstra meget, at vores helt nye skatteuddannelse ved første optag oplever så flot en søgning,” siger hun.

Festlig intro

Professionsbachelor i Skat bliver ifølge Morten Bøhm en uddannelse med udsigt til resten af verden og med undervisning i verdensklasse. De nye studerende bliver undervist af gæstelærere fra blandt andet Verdensbanken og OECD, og det internationale bliver dominerende gennem hele uddannelsen.

”Skat er i dag et international anliggende, og det kommer selvfølgelig til at smitte af på uddannelsen. Derfor vil vores studerende få et internationalt mindset og kompetencer, som de kan bruge ikke kun i SKAT, men også i rådgivningsbranchen hos fx revisorer, advokater og landbrugsbranchen,” fortæller han.

De nye studerende har første dag på studiet den 28. august, og de seneste par måneder har håndværkerne haft travlt med at gøre bygning C i VIAs ikoniske, hvide bygninger i Birk Centerpark klar til de nye studerende. De kommer til at bo side om side med de over 1000 designstuderende, der også går på VIAs Campus Herning. Og Morten Bøhm glæder sig til det mix af studieretninger, der fremover kommer i Herning:

”Design- og businessuddannelserne i Herning er jo stærkt forretningsorienterede, og derfor vil der være masser af ting, som de studerende kan bruge hinanden til. Derudover bliver det også bare sjovt at opleve, hvordan de skattestuderende og de spraglede og kreative designstuderende får glæde af hinanden,” siger han.

De kommende skattestuderende møder ind til tre dages intro. Her vil de blive rystet godt sammen i studiegrupper, lære Campus Herning at kende og blive klogere på, hvad de kan se frem til de kommende tre et halvt år, som uddannelsen strækker sig over.

Der er plads til i alt 40 studerende på Professionsbachelor i Skat. Ansøgerne får besked på, om de er blevet optaget på uddannelsen ved midnat til den 26. juli. Er der ledige pladser på den eller andre af VIAs uddannelser, kan de ses på dette link på samme tidspunkt. Pladserne fordeles efter først til mølle-princippet: www.via.dk/kampagner/ledige-pladser.

 

Pressekontakt:

Uddannelsesleder Morten Dahl Bøhm, VIA Professionsbachelor i skat
Mobil: 8755 3346
Mail: modb@via.dk

Prorektor Louise Gade, VIA University College
Mobil: 8755 1999
Mail: loug@via.dk

Journalist Vivian A. Voldgaard, VIA University College
Mobil: 8755 1436
Mail: viav@via.dk