Masser af ansøgere til Herning-uddannelser

Billede fra en systue på Campus Herning
Fredag klokken 12 udløb fristen for at søge ind på design- og businessuddannelserne på VIAs campus Herning. Foto: Arkiv
Designuddannelserne på VIAs campus Herning har modtaget 670 ansøgninger.

Fredag klokken 12 udløb fristen for at søge ind på design- og businessuddannelserne på VIAs campus Herning. I alt har VIA Design modtaget 670 ansøgninger. Af dem har 441 ansøgere valgt design- og businessuddannelserne som deres førsteprioritet, det vil sige, at det er den uddannelse, som ansøgerne allerhelst vil ind på. Det er en tilbagegang på godt tre procent sammenlignet med sidste år.

På landsplan oplever stort set alle uddannelsesinstitutioner en tilsvarende tilbagegang. Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet har 51.622 søgt ind via kvote 2. Det er tre procent færre end sidste år.

VIA University College oplever dog kun et samlet fald i antallet af modtagne ansøgninger på 1,5 procent. Det er særligt uddannelserne til pædagog, folkeskolelærer og socialrådgiver, som de unge går udenom i årets første ansøgningsrunde.

”Vi vil i VIA selvfølgelig gerne have flest mulige kvalificerede ansøgere til alle vores over 40 forskellige uddannelser i Region Midtjylland. Men faldet i antallet af ansøgninger skal ses i lyset af, at tallene er steget de sidste 10 år. Derfor kan stigningen ikke bare fortsætte, og faldet var forventet – særligt fordi vi er i en tid med forbedring i konjunkturerne. Det afgørende er, at kvote 2-søgningen stadig er god, og vi forventer igen i år at få fyldt de fleste af VIAs uddannelser helt op, da vi har mange flere ansøgere, end vi har studiepladser til,” siger Louise Gade, der efter en omorganisering med virkning fra januar i år, er prorektor og dermed den øverst ansvarlige for alle VIAs uddannelser.

Pæn start for skatteuddannelse

På Campus Herning har 295 søgt en studieplads på designteknologuddannelsen som førsteprioritet, mens 146 gerne vil læse på topup-uddannelsen Design og business.  

Efter sommerferien slår VIA dørene op til den nye uddannelse Professionsbachelor i Skat, og den kommer til at bo under samme tag som designuddannelserne. Langt de fleste ansøgninger til den uddannelse forventes at tikke ind til det store kvote 1-optag, der har ansøgningsfrist 5. juli, men allerede nu har uddannelsen modtaget 15 ansøgninger. 

VIA gør meget ud af at sikre uddannelser i alle dele af Region Midtjylland, så der også er god adgang til arbejdskraft uden for de største byer. VIA udbyder uddannelser i 11 byer i Region Midtjylland. Ud over skatteuddannelsen er VIA på trapperne med en ansøgning til Uddannelses- og Forskningsministeriet om etablering af en uddannelsesstation for sygeplejerskeuddannelsen i Herning. Går alt planmæssigt, får den studiestart i februar 2020. 

Samfundet i fokus

Louise Gade mener, at den fortsat store søgning til VIA beviser, at mange er tiltrukket af professionsbacheloruddannelserne, som veksler mellem teori og praksis, og som giver mulighed for at sætte aftryk på samfundet som eksempelvis skattemedarbejder. 

”Professionsbacheloruddannelsernes dna er jo, at den teori, de studerende lærer på uddannelsen, skal kunne bruges direkte i job fra dag ét på arbejdsmarkedet. Derfor er uddannelserne meget målrettede og praksisnære – samtidig med at de gør meget ud af at klæde de studerende på med den seneste forskningsviden, med de kompetencer, som arbejdsmarkedet efterspørger, med dannelse og med et innovativt mindset til at tænke nyt til gavn for samfundsudviklingen,” siger hun. 

De studerende får i år besked på om de er optaget på deres drømmeuddannelse den 26. juli. 

 

Pressekontakt for yderligere oplysninger:

Prorektor Louise Gade, VIA University College.
Mobiltelefon: 87 55 19 99
E-mail: loug@via.dk
Louise Gade er dog på tjenesterejse i udlandet 14.-16. marts og kan derfor være vanskelig at træffe 15. marts. Men hun er til rådighed for interviews 15. marts kl. 17.00-19.00.

Chef for Studieservice Helle Doktor Simonsen, VIA University College.
Mobiltelefon: 87 55 10 20
E-mail: heds@via.dk 

Journalist Vivian Andersen Voldgaard, VIAs kommunikationsafdeling.
Mobiltelefon: 87 55 14 36.
E-mail: viav@via.dk