Ministerbesøg og kunststøtte til VIA-studerende

mette bock
Kulturministeren prøver de højttalere, som Lise Vester har designet til palliativ behandling.           Foto: Arkiv
Kulturminister Mette Bock (LA) er imponeret over de produkter, som møbeldesignstuderende fra VIA Design lige nu udstiller i Milano. Samtidig har Statens Kunstfond valgt at præmiere de studerende for deres arbejde.

Studerende fra VIAs møbeldesignspeciale i Herning er lige nu i Milano, hvor de udstiller på Milan Design Week. Under overskriften ’Remedy Rush’ har de studerende skabt en lyserød stand og 12 designs til mennesker med funktionsnedsættelser, og det var noget, der fik kulturminister Mette Bock til at finde de store ord frem, da hun besøgte messestanden tidligere på ugen.

”Når jeg ser, hvad de unge laver her, bliver jeg i virkelig godt humør. Jeg er oprigtigt imponeret. Her kombinerer man design, æstetik og funktionalitet, og det tror jeg er noget, der betyder rigtigt meget for mennesker med funktionsnedsættelser,” sagde hun.

Og hun var ikke alene om at være imponeret. En repræsentant for Statens Kunstfond var også i Milano, og efter et besøg på VIAs stand, fik de studerende besked på, at deres stand var blevet præmieret, og de fik tildelt et legat på 25.000 kroner. Begrundelsen lød sådan:

”Udstillingen præmieres for at bearbejde en række stigmatiserende og tabubelagte emner på en overbevisende måde og derved demonstrere, hvad den nye generation af designere og kunsthåndværkere kan og vil med faget.”

Alle har ret til flot design

René Foli, uddannelses- og forskningschef på VIA Design, glæder sig over den opmærksomhed, som de studerende får i forbindelse med Milano-udstillingen.

”Med udstillingen viser de studerende, at de formår at kombinere deres kreative evner med samfundsansvar. Både standen og produkterne er opsigtsvækkende, så jeg er fuld af beundring over det, de præsterer her. Som chef må jeg sige, at jeg er meget stolt af både de studerende og deres undervisere,” siger han.

Kulturminister Mette Bock har tidligere været direktør i Muskelsvindfonden, og hun har med egne ord mødt utroligt mange fantastisk grimme og klodsede hjælpemidler. Derfor sparede hun ikke på roserne, da hun fik en rundtur på standen, hvor de studerende hver for sig præsenterede deres designs.

”Ved at kombinere design, æstetik og funktionalitet betragter man mennesker med funktionsnedsættelser som mennesker, der selvfølgelig har de samme behov for æstetik som alle andre. Det her er virkelig et udtryk for respekt, og det gør mig enormt glad.” 

Ministeren prøvede at sidde i en ’krammestol’, der skal berolige mennesker med angst, og hun blev udstyret med et sæt højttalere til at have om halsen til brug for palliative patienter – fordi høresansen er den, der forsvinder som det sidste inden døden. Derudover kiggede hun på terapilamper, en skammel der gør det nemmere for ældre og rygpatienter at tage strømper og sko på, en mekanisk vugge til børn med kolik og meget andet, der kort fortalt gør livet nemmere for mennesker med fysiske eller psykiske handicaps. 

Se billeder af de 12 designs på www.via.dk/milano

Om Remedy Rush
Remedy er noget, du kan bruge til at afhjælpe i en besværlig situation. Rush er et kapløb. Remedy Rush er de studerendes kapløb for at hjælpe og afhjælpe større og mindre funktionsnedsættelser med godt, dansk design.

 

 

Yderligere oplysninger fås hos:
Underviser og projektleder Eva Parmann, VIA Design, VIA University College
T: 28 91 39 29
E: evp@via.dk

Journalist Vivian Voldgaard, VIA Kommunikation, VIA University College
T: 87 55 14 36
E: viav@via.dk