Norge lærer samskabelse af Danmark

Billede af undervisningssituation
Lektor, ph.d., ledelseskonsulent og forsker i samskabelse, Jens Ulrich fra VIA stod for undervisningen af de 32 nordmænd. 
Ansatte fra biblioteker og øvrige kulturinstitutioner i Oslo-området har være på kursus hos VIA i Aarhus for at lære om samskabelse mellem kommuner, borgere og foreninger.

32 ledere og medarbejdere fra biblioteker og øvrige offentlige kulturinstitutioner i Oslo-området har været på studierejse til Midtjylland for at hente inspiration.

Undervejs var den norske delegation den 8. april på et kursus hos professionshøjskolen VIA University College i Aarhus. Her blev de introduceret til fordele og muligheder ved at arbejde med samskabelse mellem det offentlige og frivillige borgere – altså civilsamfundet.

Der var lektor, ph.d., ledelseskonsulent og forsker i samskabelse, Jens Ulrich fra VIA, der stod for undervisningen af de 32 nordmænd. De kom fra Buskerud Fylkeskommune (svarende til en dansk region) samt Øvre Eiker Kommune og Kongsberg Kommune.

Langt fremme med samskabelse

”I VIA kører vi i forvejen et toårigt projekt, der klæder ledere og medarbejdere på biblioteker i en anden del af Norge end Oslo-området på med kompetencer til at realisere samskabelse. Det var på den baggrund, at delegationen fra Buskerud Fylkeskommune, Øvre Eiker Kommune og Kongsberg Kommune tog kontakt til VIA for at få mere viden om mulighederne ved og behovet for kompetencer til samskabelse,” forklarer Jens Ulrich.

Han har også stået for at kompetenceudvikle mere end 400 ansatte i danske kommuner til samskabelse.

Og Jens Ulrich har efter kurset den 8. april fået en meget positiv respons. Flere fra delegationen har meldt tilbage, at de fik stort udbytte af at blive introduceret til både teori og konkrete eksempler omkring samskabelse. Flere skriver tillige, at de kunne have ønsket sig mere tid hos VIA.

Styrker velfærd og bæredygtighed

Om besøget udmønter sig i et større kompetenceudviklingsprojekt i lighed med det, VIA i forvejen kører i de fire norske fylker Finnmark, Rogaland, Buskerud og Oppland, er endnu uvist.

Men sikkert er det, at der i Norge er stor interesse for at se Danmark over skuldrene for at blive ligeså stærk som de danske kommuner inden for samskabelse – også kaldet co-creation.

Baggrunden for interessen er, at kommunerne i Norge – som i Danmark – har fået øjnene op for, at samskabelse med borgere og foreninger styrker mulighederne for at udvikle samfundet, forbedre fremtidens velfærdsløsninger og opnå større bæredygtighed – blandt andet med biblioteker som et vigtigt omdrejningspunkt for samskabelsesprojekter.

”Videnskabelige undersøgelser har blandt andet vist, at der er et link mellem stærke lokalområder og bedre mental sundhed hos borgerne samt stærkere lokalt demokrati. Og netop det at styrke lokalområder er vitalt i Norge, hvor der ofte er lange afstande mellem byerne,” understreger Jens Ulrich.
Flere besøg i Midtjylland

Ud over kurset hos VIA i Aarhus besøgte de norske kulturledere og -medarbejdere fra Oslo-området også DOKK1 og organisationen ’Sager der Samler’ i Aarhus under studierejsen til Midtjylland. 

Desuden aflagde nordmændene besøg hos Silkeborg og Herning kommuner for at høre, hvordan de hver især konkret arbejder med samskabelse og medborgerskab – og hvorfor. 

 

Yderligere oplysninger fås hos:

Jens Ulrich, lektor, ph.d., ledelseskonsulent og forsker i samskabelse hos professionshøjskolen VIA University College
T: +45 5183 2489
E: jeul@via.dk