Ønsker 120 ekstra pladser på sygeplejerskeuddannelsen

Billede af to sygeplejersker.
Der er nu og i fremtiden mangel på sygeplejersker i Region Midtjylland. Det vil VIA imødekomme og har derfor søgt om lov til at uddanne 120 flere sygeplejersker. Foto: Arkiv
VIA søger om lov til at uddanne flere sygeplejersker i Horsens, Silkeborg og Holstebro – samt på en ny uddannelsesstation i Herning.

Der er mangel på sygeplejersker i Region Midtjylland. Derfor vil VIA University College gerne have lov til at øge antallet af studiepladser på flere af sine sygeplejerskeuddannelser med i alt 120 – fra i dag 778 studiepladser til 898.

Konkret har VIAs rektor og bestyrelsesformand søgt både regionsrådet og kommunekontaktudvalget (KKR) i Region Midtjylland om at få en øget dimensionering på sygeplejerskeuddannelsen.

Ønsket er at etablere 40 ekstra studiepladser på VIAs sygeplejerskeuddannelse i Horsens, 20 ekstra pladser på VIAs sygeplejerske i Silkeborg, 20 ekstra pladser på VIAs sygeplejerske i Holstebro samt at åbne en helt ny uddannelsesstation for uddannelse af sygeplejersker i Herning med 40 studiepladser.

Opbakning fra region og kommuner er afgørende

Det er ifølge reglerne hos Uddannelses- og Forskningsministeriet, der skal søges om tilladelse til at etablere en ny uddannelsesstation. Men før ansøgningen sendes til ministeriet, har VIA bedt om opbakning fra regionsrådet og kommunerne i Region Midtjylland til behovet for at uddanne flere sygeplejersker og i forhold til at stille praktikpladser for ekstra sygeplejerskestuderende til rådighed.

Uddannelsesstationen i Herning skal organisatorisk forankres ved sygeplejerskeuddannelsen i Holstebro. Dét betyder, at halvdelen af uddannelsen kommer til at foregå i Holstebro, mens de øvrige tre semestre vil foregå på VIAs Campus Herning – nær det nye supersygehus, der efter planen slår dørene op i Gødstrup ved Herning i 2020.

En dimensionering på 40 nye studiepladser til den nye uddannelsesstation i Herning er nødvendig for at sikre dels en økonomisk rentabel uddannelse, dels et tilstrækkeligt stærkt fagligt miljø.

Ny studiepladser kan være en realitet fra 2020

Jonna Frølich, der er uddannelsesdekan for sygeplejerskeuddannelsen i VIA, vurderer, at de nye studiepladser kan komme fra start i februar eller august 2020.

Hun understreger, at der er så mange ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen, at det ikke bliver et problem at fylde de nye studiepladser ud. Hun føler sig også sikker på, at det vil blive let at finde det antal undervisere, som skal ansættes.

”På uddannelsesstationen i Herning vil vi trække på undervisere fra sygeplejerskeuddannelserne i Holstebro og Silkeborg og desuden ansætte et antal nye undervisere,” fortæller Jonna Frølich.

Kritisk rekrutteringssituation nu og i fremtiden

Ønsket om øget dimensionering på sygeplejerskeuddannelsen hænger sammen med, at rapporten ’Behovet for velfærdsuddannede i Midtjylland’ fra november 2018 dokumenterer, rekrutteringssituationen for sygeplejersker er kritisk i hele Region Midtjylland.

Allerede i dag er der en omfattende mangel på sygeplejersker, og situationen ventes at fortsætte de kommende år.

Udviklingen skyldes, at der er lav ledighed inden for sygeplejerskefaget, og at der er en forventning om, at et stort antal sygeplejersker vil forlade arbejdsmarkedet i de kommende år. Således udgør gruppen af sygeplejersker over 50 år i Region Midtjylland over 40 procent.

Det er særligt i den vestlige del af Region Midtjylland, at der ifølge prognoserne bliver en endnu større efterspørgsel på sygeplejersker fremover.

Også statsminister Lars Løkke Rasmussen understregede i sin nytårstale 1. januar 2019, at der er mangel på sygeplejersker og behov for at få uddannet flere. Flere studiepladser på sygeplejerskeuddannelsen ventes således at blive et markant element i regeringens varslede sundhedsreform.

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til:

Jonna Frølich
Uddannelsesdekan for sygeplejerskeuddannelsen i VIA
T: 87 55 29 90
E: jonf@via.dk

Harald Mikkelsen
Rektor for VIA University College
T: 87 55 10 01
E: hm@via.dk