Pædagogers praksis skal ikke ensrettes

Portræt af Andreas Rasch-Christensen
Andreas Rasch-Christensen er forskningschef ved VIA University College. Foto: Arkiv
Vidensgrundlaget for de danske dagtilbud og for pædagoguddannelsen er en kompleks størrelse. Heldigvis. For den pædagogiske forskning betyder det, at den ikke skal ensrettes. Den skal være empirisk og teorietisk og funderes på forskellige metodiske tilgange.

Den 29. april blev der afholdt høring om fremtidens pædagoguddannelse på Christiansborg.

Arrangementet kan ses i samspil med det sandsynlige valgkampstema omkring dagtilbud og normeringer. Hvis der forhåbentlig kommer flere uddannede voksne i de danske vuggestuer og børnehaver, så er det relevant at drøfte, hvordan Danmarks største uddannelse kan blive endnu bedre.

Pædagoguddannelsen skal jo ideelt understøtte de flere pædagoger i deres daglige praksis.

Ved høringen blev der også vendt forhold, der antageligt ikke bliver et højt prioriteret valgkampstema. Ikke grundet manglende væsentlighed. Nærmere fordi det kan være vanskeligt at formidle. Der blev talt om, at pædagoguddannelsen og den pædagogiske praksis skal styrkes gennem mere relevant forskning.

Det er betydningsfuldt at styrke uddannelsens vidensgrundlag, men det er også en kompleks størrelse.

Komplekst videngrundlag

Pædagoguddannelsens vidensgrundlag skal selvfølgelig ses i forhold til det, uddannelsen sigter imod. De færdiguddannede pædagoger skal jo helst kunne bruge uddannelsen. Ikke i et instrumentelt 1-1-forhold, men som grundlag for deres valg, refleksioner og arbejde med børn, unge og voksne efter endt uddannelse. Allerede her har vi den første udfordring. Pædagoguddannelsen sigter mod mange forskellige områder: Dagtilbud, skoler, opholdssteder og meget mere.

Selv hvis man tager et enkelt område – for eksempel det aktuelle dagtilbudsområde – så bliver det ikke mindre komplekst. Pædagogers profession er ikke teknisk. Dagligdagen er præget af uforudsigelighed og mange forskellige typer af beslutninger. Aktiviteterne i en børnehave er ikke altid planlagte, og det er meget bevidst. Rutiner omkring middagsmaden og garderoben og ikke mindst spontan leg er væsentlige udviklingsmiljøer for børn.

Når børn leger i naturen, så kan de udvikle sig motorisk og socialt, men børn skaber også mening i deres tilværelse ved at fordybe sig i leg på deres egne præmisser. De bruger fantasien og virkelysten, når skovbundens dyr bliver til en zoologisk have.

Andre børn, der aldrig har været på besøg i en rigtig zoologisk have, kan også få den oplevelse ved at deltage i legen. På den måde er det vitalt, at legeaktiviteter ikke kun hjælpes på vej af de voksne. Til gengæld kræver det mange pædagogiske velbegrundede beslutninger, når pædagoger blander sig uden om eller intervenerer i legen for at guide den i nye retninger.

Leg er spontant

Vidensgrundlaget for leg er derfor ikke nemt at afgrænse, og det er ikke foreskrivende for praksis. Det er inspiration og refleksion. Det kan stamme fra forskningsprojekter, men også fra egne og andres praksiserfaringer. Den pædagogiske praksis er ikke et værdineutralt rum.

Pædagoger bruger sig selv som hele mennesker. I forbindelse med læreplanstemaet om natur og udeliv skal børn opleve forskellige former for natur, uanset hvor i landet de bor. De skal også have et personligt forhold til naturen og behandle den med respekt.

Derfor skal de også møde voksne, der behandler naturen respektfuldt. Det kan gøres på mange forskellige måder og påvirkes af, hvem de voksne er. Hvilken viden og erfaringer de står på, men lige så betydningsfuldt er deres holdninger, normer og værdier. Alt er i spil, og det er en styrke. Derfor er et vidensgrundlag også systematisk indsamlede praksiserfaringer, der fortløbende kan bruges til at udvikle pædagogers valg og refleksioner.

På samme måde skal pædagogstuderendes studieforløb indeholde øvelses- og træningsbaner, hvor de kan øves i, hvilke roller de kan spille i spontan leg, eller når børn eksperimenterer med vindretninger ved at sætte drager op. Praksis foregår ikke kun i praktikperioder. Der skal være masser af praksis ved uddannelsen. Ligesom der skal være masser af velvalgt teori.

Børns dannelse kan ikke formaliseres

Vidensgrundlaget er ikke en foreskrivende manual. Det er er informerende og inspirerende for pædagogernes individuelle valg. Ideelt kan det også lægges på bordet, når pædagogerne sammen drøfter deres praksis, og hvordan de fremadrettet kan udvikle den. Det kræver tid og rum, og det er vanskeligt at tilvejebringe, når man ikke lige kan hive en forberedelsestid ned fra hylden.

Hvis dele af vidensgrundlaget skal komme fra forskning, så stiller det store krav. Relevant forskning beskrives ofte som det, der virker. Men hvordan virker det og i forhold til hvad? Den for nyligt vedtagne nye læreplan for dagtilbudsområdet fremhæver værdier som børnesyn, dannelse og fællesskaber. 

Der findes masser af viden om, hvordan man kan inddrage børn i beslutninger og derved arbejde med deres dannelse. Der findes bare ingen sikker viden om, hvordan det enkelte barn så præcist udvikler sig, hvis det inddrages på den og den måde. Vi kan heldigvis ikke styre, hvordan børn dannes, men det kan være en ambition at arbejde med det.

Dagtilbud funderes ikke kun på, hvad der virker. Man kan godt forskningsmæssigt argumentere for, at man skal lade børn være børn, så de gennem fantasi og nysgerrighed kan eksperimentere med omverden i rammer, som de voksne er ansvarlige for. Det er samtidig også en grundlæggende værdi i den danske dagtilbudstradition. Vi vil ikke have førskoler, hvor børns leg og frihed begrænses.

På den måde er vidensgrundlaget for de danske dagtilbud og pædagoguddannelsen en kompleks størrelse. Heldigvis. Den består af erfaringer, forskning, normer og værdier. For den pædagogiske forskning betyder det, at den ikke skal ensrettes. Den skal være empirisk og teorietisk og funderes på forskellige metodiske tilgange.

 

Ovenstående indlæg var bragt på Altinget.dk den 13. maj 2019.