Studerende hjælper Ebeltoft Outdoor med innovative idéer

På trods af regn og rusk stod 41 studerende klar til at høre Ebeltoft Outdoors innovationsudfordring fredag den 21. september. Foto: Ronald Goudriaan
41 studerende fra VIA University College deltog fra fredag den 21. til lørdag den 22. september i en 24-timers innovationscamp i samarbejde med Ebeltoft Outdoor. Formålet var at komme med idéer til, hvordan Ebeltoft Outdoor kan tiltrække flere professionelle outdoorguider.  

Hvordan tiltrækker man kvalificeret arbejdskraft, som kan facilitere outdoorsaktiviteter i Mols Bjerge National Park og Ebeltoft-området? Hvordan arrangerer man en Outdoor dag, som bliver et succes for borgere og lokale foreninger? Hvordan skal en god guide-uddannelse sættes sammen?

Sådan lød nogle af de spørgsmål, som studerende fra VIAs campusser i Aarhus, Randers og Holstebro skulle arbejde med under innovationscampen. Sammen med de studerende deltog tre innovationsmedarbejdere fra VIAs studentervæksthuse og de skulle blandt andet hjælpe med at facilitere processerne med at finde de gode idéer og at sætte dem sammen.

Gode input skal øge antallet af guider

Thomas Kjersten, der ejer Ebeltoft Outdoor, var glad for samarbejdet med VIAs studerende og den inspiration og de idéer, han fik ud af det:

”I Ebeltoft Outdoor arbejder vi målrettet på at fremme viden, uddannelse og innovation til gavn for lokalområdet. Derfor er vi meget glade for at samarbejde med VIAs studentervæksthuse og de 41 studerende om at kvalificere vores oplæg til en ny, erhvervsrettet guide-uddannelse”, siger Thomas Kjerstein og fortsætter:

”Vi vil gerne etablere en uddannelse af professionelle guider, der skal samle faglig viden og kommercielle erfaringer. Målet er både at øge de lokale guiders kompetencer og at øge antallet af professionelle guider i det hele taget. For vi har oplevet en stigende efterspørgsel efter personlige outdoor-aktiviteter af høj kvalitet, og vi vil gerne hjælpe med at tiltrække flere gæster og turister til lokalområdet”. 

De studerende skal lære innovation i praksis

Jan Erik Røjkjær Rasmussen fra VIA Studentervæksthusene i Randers er blandt arrangørerne af innovationscampen. Det er den femte innovationscamp, han står for, og han fortæller, om campens formål og VIAs arbejde med innovation:

”Innovationscampen er blandt de aktiviteter, som har til formål at øge innovation i små og mellemstore virksomheder i regionen. Det gør vi helt aktuelt ved at matche studerende med lokale virksomheder”, forklarer Jan Erik Røjkjær Rasmussen og slutter:

”Virksomhederne – i dette tilfælde Ebeltoft Outdoor - kommer med en udfordring, som de studerende skal løse, og de studerende kommer med de nyeste viden på tværs af brancher og konkrete idéer og løsningsforslag til virksomhedes udfordringer. På den måde lærer de studerende at arbejde med innovation i praksis og virksomhederne får både inspiration og gode idéer at gå videre med”.

Som en del af innovationsprocessen overnattede deltagerne i teltlejr i Mols Bjerge National Park.

EU-projekt står bag arrangementet

Innovationscampen blev arrangeret i et samarbejde mellem VIA Studentervæksthusene og projekt InnoMatch. InnoMatch er et Interreg projekt, finansieret af Den Europæiske Fond for Regional Udvikling.

Hvis du vil vide mere

Jan Erik Røjkjær Rasmussen 
T: +45 87 55 35 82
E: jrr@via.dk

Thomas Kjerstein
T: +45 61 65 73 65