Uværdighed i ældreplejen er helt forventelig 

Anne Døssing
Anne Døssing, sygeplejerske, cand.cur., ph.d. og lektor.
Den kommunale ældrepleje skal varetage komplekse sygeplejeopgaver med afsæt i en personalestab, der primært består af kortuddannede og uuddannede vikarer. Hvis vi ikke får udarbejdet en masterplan, løftet kompetencerne, ansat flere sygeplejersker og gentænkt deres rolle,  vil vi blive ved med at se eksempler på uværdig ældrepleje.

TV2-dokumentarudsendelsen ’Plejehjemmene bag facaden’ gav et skræmmende indblik i, hvor råt og uværdigt plejehjemsbeboere i dagens Danmark risikerer at blive behandlet.

Siden har der været en heftig debat blandt eksempelvis politikere, kommuner, fagforeninger og pårørende. Alle er enige om, at det, vi blev vidner til gennem TV2’s optagelser fra plejehjem i Aarhus og Randers, er helt og aldeles uacceptabelt.

Faktum er imidlertid, at de skrækkelige forhold er ganske forventelige. Det kommunale sundhedsvæsen står nemlig med kolossale udfordringer og er forsømt på en lang række parametre som økonomi, kompetencer, organisering og anerkendelse.

Der mangler en plan

Den helt store udfordring er, at vi har flyttet en stor del af det danske sundhedsvæsen ud i kommunerne – men uden at have en masterplan for, hvordan sygeplejen overhovedet skal og kan hænge sammen i det kommunale sundhedsvæsen. Konsekvensen er, at vores ældre medborgere betaler en stor pris for følgerne af de gennemførte strukturændringer i sundhedsvæsnet.

Ændringerne hænger i høj grad sammen med, at det kommunale sundhedsvæsen har overtaget en lang række krævende opgaver, som før blev varetaget på sygehusene. Eksempelvis bliver patienter i dag udskrevet langt tidligere fra sygehusindlæggelser. Kommunerne skal dermed løfte den omfattende opgave og det kæmpe ansvar, der ligger i at tage hånd om ældre, der er udskrevet, mens de stadig er syge og behandlingskrævende.

Konkret skal kommunerne kunne udføre opgaver, der bliver overdraget fra samtlige somatiske og psykiatriske specialer på hospitalerne, ligesom kommunerne skal kunne foretage korrekt observation og de rette faglige vurderinger af de ældres tilstand – som sjældent er stabil hverken fysisk eller psykisk.

Imidlertid er faktum, at kommunerne ikke har de nødvendige kompetencer. Sagen er, at mens det på syghusene er sygplejersker med speciale på deres fagområde, der varetager sygeplejeopgaverne, så er det i kommunerne i udstrakt grad kortuddannede social- og sundhedshjælpere og endda ofte helt uuddannede gymnasieelever, der står for at pleje de ældre og syge – eftersom antallet af sygeplejersker på plejecentre er minimal. 

Med andre ord overlader vi eksempelvis Else Marie og Niels, som vi fulgte i TV2’s dokumentarprogram ’Plejehjemmene bag facaden’ til medarbejdere med utilstrækkelige kompetencer i sygepleje. Så bliver kvaliteten selvsagt derefter – og i en helt anden liga end på sygehusene.

Flere gamle med mange sygdomme samtidigt

 Dertil skal vi lægge det meget væsentlige, at det er kommunerne, der i høj grad er tynget af den demografiske udvikling med stadig flere ældre, der lever, til de er langt oppe i 80’erne og 90’erne. Ifølge prognoser fra Kommunernes Landsforening vil der i 2025 være 87.000 flere danskere over 80 år end i dag.

At flere lever længere indebærer, at kommunerne ikke ’bare’ skal levere pleje til et stigende antal ældre borgere, men også skal stå for sygepleje til et voksende antal borgere, der har flere kroniske sygdomme samtidigt. Der er eksempelvis mange ældre, der på én og samme tid har demens, diabetes, dårligt hjerte, og svigtende nyrefunktion.

Her er det vigtigt at minde om, at ingen får plads på plejehjem, blot fordi de har en høj alder – men fordi de også er syge og har behov for kvalificeret hjælp.

Status er altså, at det kommunale sundhedsvæsen skal yde sygepleje til mange tusinde ældre med et komplekst og særdeles krævende sygdomsbillede både fysisk og mentalt – og vel at mærke med afsæt i en personalestab, hvor hovedparten er kortuddannede og en del er helt uuddannede vikarer.

Hvis dén udfordring skal kunne tackles, er der i høj grad brug for, at de store grupper af kortuddannede medarbejdere får omfattende faglig vejledning og støtte. Ellers har de rent ud sagt ikke forudsætningerne for at varetage plejen af ældre borgere med kompleks sygdom, og der vil ske en yderligere forråelse.

Hvor starter forråelsen – hos ansatte, chefer eller samfundet?

I forlængelse af TV2’s dokumentarudsendelse har de åbenlyse eksempler på forråelsen blandt personalet været diskuteret. Men spørgsmålet er, om det er forråelse i personalegruppen, som er problemet, eller om det snarere er et symptom på forråelse på andre niveauer?

Er det i virkeligheden på ledelsesgangen i kommunerne, at forråelsen har sit udspring, når kommunale chefer vælger at sætte kortuddannet plejepersonale til selvstændigt at varetage og dokumentere komplekse sygeplejeopgaver?

Eller har forråelsen sit udspring i et samfund, som miskender ældreplejen ved ikke at give ældreplejen status – hverken socialt, ressourcemæssigt eller lønmæssigt – med den konsekvens, at de kommunale chefer presses til at drive et kommunalt sundhedsvæsen, hvor arbejdsorganisering og kompetencer ikke står mål med opgavens karakter?

Jeg er ikke i tvivl om, at svaret primært ligger i sidstnævnte.

Nødvendigt med politisk vilje til plan og kvalitet

Men hvad kan vi så gøre for at løse udfordringerne? Den barske sandhed er, at det vil tage tid at få skabt et kommunalt sundhedsvæsen af høj kvalitet. Der skal mange indsatser til, og der forestår en fælles kæmpeopgave, der som minimum involverer politikere, kommuner, relevante faggrupper og uddannelser.

Først og fremmest er der som nævnt stærkt behov for en overordnet masterplan for det kommunale sundhedsvæsen. En sådan plan vil skulle sætte rammer for økonomiske ressourcer, normeringer, faglighed, kvalitet, organisering, værdighed, uddannelsesbehov, kompetencekrav og mange øvrige, helt essentielle emner, der stadig ikke er fastsat – og som de svageste ældre betaler prisen for.

En del af løsningen på at løfte ældreplejen handler uden tvivl om penge. Hvis ikke der er politisk vilje til at afsætte flere midler end i dag, er slaget tabt på forhånd. Men stadig er en masterplan nødvendig først for at få fastlagt, hvad flere penge skal bruges til for at sikre en forbedring af kvaliteten i ældreplejen.

Penge vil eksempelvis være nødvendige til at indføre en højere normering for antallet af sygeplejersker på plejecentre, hvilket i sig selv er en stor hurdle, da vi i Danmark stadig ikke uddanner sygeplejersker nok i forhold til behovet og dermed pt. heller ikke har rekrutteringsgrundlaget på plads.

Flere midler vil ligeledes være nødvendige for målrettet at kunne kompetenceudvikle sosu’erne samt de sygeplejersker, der trods alt findes i kommunerne. Her melder spørgsmålet sig så om, hvad det er for en rolle og et ansvar, vi fremadrettet skal ruste sygeplejerskerne til at kunne varetage i ældreplejen?

Dét skal en masterplan også give svar på.

Behov for nyt mandat til sygeplejerskerne

I dag skal én sygeplejerske ofte løfte ansvaret for kvaliteten af sygeplejen til en stor gruppe af plejehjemsbeboere med forskellige diagnoser og plejebehov – uden at der er nogen organisering af, hvordan dette ansvar konkret skal løftes i det daglige sygeplejearbejde. Tværtimod har sygeplejerskerne typisk selv en lang liste med specifikke sygeplejeopgaver, som ikke levner tid og rum til, at sygeplejerskerne giver faglig vejledning og støtte til sosu-personalet.

Derfor ser jeg det som pinedød nødvendigt, at der bliver udtænkt løsninger på, hvordan gruppen af kommunale sygeplejersker både kan understøtte kvaliteten af den pleje, som det kortuddannede personale udfører, og samtidig kan varetage de specialiserede opgaver, som er flyttet fra hospitalerne til kommunerne.

Et bud på en fremtidsvision kunne være at give sygeplejerskerne i det kommunale sundhedsvæsen et klart mandat til at fungere som faglige ledere eller kvalitetsansvarlige for plejen. Med et sådant mandat vil sygeplejerskerne kunne sikre oplæring, sparring og kompetenceudvikling til kortuddannede kolleger i forhold til sygeplejeopgaver, omgangstone, etik, dannelse, dokumentation, kvalitetssikring og øvrige felter, det er nødvendigt at have viden om for at sikre en værdig og velfungerende ældrepleje.

Der vil her være behov for at gentænke, hvad kommunal sygepleje er – ikke blot blandt politikere og ledere, men også blandt sygeplejerskerne selv.   

Uden et løft i kompetenceniveauet, uden flere ansatte og uden en overordnet masterplan med rammer for blandt andet normering, ressourcer, efteruddannelse, organisering, dokumentation og mandat vil det ikke lykkes at forbedre kvaliteten til et niveau, hvor vi kan være vore ældrepleje bekendt!

Ovenstående kronik var bragt i Jyllands-Posten den 22. september 2020