VIA i Randers er populær hos de uddannelsessøgende

studerende
I år har pædagoguddannelsen modtaget 292 ansøgninger i kvote 2. Heraf har 132 Randers som deres førsteprioritet, det er en stigning på 11 procent. 
Danmark er lukket ned. Men Coronavirus har ikke bremset online ansøgningerne i at strømme ind til VIAs uddannelser i Randers. I alt 752 ansøgninger havde Campus Randers modtaget, da fristen for at søge i kvote 2 udløb søndag kl. 12.00.  

Coronavirus er usynlig, men effekterne af pandemien er meget synlig over hele verden lige nu. Her i Danmark har den sågar haft effekt på deadline for aflevering af ansøgninger i kvote 2 til de videregående uddannelser. I år har uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen nemlig ekstraordinært skubbet datoen en uge frem til søndag den 22. marts klokken 12.00.

Det er sket for at give ansøgerne mere tid til fx at udfærdige deres motiverede ansøgninger, som netop er et krav i kvote 2 på mange af VIAs professionsbacheloruddannelser. Her indgår både karakterer og erfaringer i bedømmelsen.

Flere ansøgere end studiepladser

På psykomotorikuddannelsen i Randers er det udelukkende muligt at søge gennem kvote 2, og alle ansøgere skal igennem en individuel, adgangsgivende samtale. Det skyldes, at uddannelsen lægger stor vægt på erfaringer og menneskelige kvalifikationer.

I år har 141 søgt om at komme ind på uddannelsen til psykomotorisk terapeut i Randers. For 94 af dem er det netop denne specifikke uddannelse, som er deres topprioritet. Det betyder, at psykomotorikuddannelsen har rigeligt med ansøgere til at fylde sine i alt 51 studiepladser.

Det samme billede tegner sig for pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen, der ligeledes er dimensionerede fra politisk hold. Det betyder, at det er politisk bestemt, hvor mange studiepladser VIA må oprette på disse uddannelser. Dimensioneringen sker på baggrund af beskæftigelsestallene og samfundsmæssige behov.

VIAs uddannelser kombinerer teori og praktik

Både pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen optager 50 procent af deres studerende i kvote 2. Den anden halvdel af ansøgerne bliver optaget i kvote 1, hvor de udelukkende bliver bedømt på karaktergennemsnittet fra deres ungdomsuddannelse.

I år har pædagoguddannelsen modtaget 292 ansøgninger i kvote 2. Heraf har 132 Randers som deres førsteprioritet, det er en stigning på 11 procent.

Sygeplejerskeuddannelsen i Randers er ligeledes populær hos både ansøgere og arbejdsmarked. Her står arbejdsgiverne i kø for at ansætte de nyuddannede sygeplejersker, der ofte får job allerede inden den sidste eksamen er i hus.

Corona-krisen giver øget fokus på sygeplejersker

319 ansøgninger har sygeplejerskeuddannelsen i Randers modtaget gennem kvote 2 i år. 72 af dem har Campus Randers stående øverst på deres ønskeliste. Det er lidt færre end sidste år, men stadig er der rigeligt med velkvalificerede ansøgere at vælge imellem til de eftertragtede studiepladser.

”Jeg er rigtig glad for, at søgningen til VIA Sygeplejerskeuddannelsen igen i år er høj over hele Region Midtjylland. Vi kan alle lige nu se, hvor stor og nyttig en indsats sygeplejersker gør i den aktuelle Corona-situation. Jeg tror, at sygeplejefaget får en øget anerkendelse i befolkningen, og det tror jeg også vil have en positiv effekt på søgningen til vores uddannelse til sommer,” siger Jonna Frølich, Uddannelsesdekan for VIA Sygeplejerskeuddannelsen i hele Region Midtjylland.

Bliv lærer i Randers

VIA har i de seneste år åbnet flere uddannelsesstationer i hele Region Midtjylland med blandt andet uddannelse af lærere i Holstebro og Randers.

I Randers betyder det konkret, at studerende nu kan tage dele af den teoretiske undervisning på læreruddannelsen på Campus Randers og alle deres praktikperioder i Randers.

VIA kender først de endelige ansøgningstal til alle uddannelsesstationer efter sommerferien.

Søg i kvote 1 inden 5. juli

”Internt i VIA er det på grund af corona-situationen kun ganske få ansatte, der er til stede fysisk i det optagelsescenter, der normalt modtager og behandler kvote 2-ansøgningerne. De øvrige involverede medarbejdere arbejder – ligesom VIAs undervisere, øvrige ansatte og studerende – hjemmefra for at minimere smittespredning med coronavirus og følge myndighedernes instrukser,” fortæller professionshøjskoledirektør Kirsten Bundgaard fra VIA University College.

Ansøgere, der drømmer om at blive optaget på en videregående uddannelse gennem kvote 1, skal søge inden den 5. juli kl. 12.00.

Derfor er det først til sommer, at VIA får overblik over årets samlede antal ansøgninger.

Faktaboks 1

Sådan er søgningen i Randers

Samlet for VIAs uddannelser

Ansøgninger i kvote 2 i alt:

2020: 752 ansøgninger

2019: 843 ansøgninger

I tillæg til ovenstående tal kommer en række ansøgninger til læreruddannelsens uddannelsesstation i Randers. Det præcise tal kender VIA først efter sommerferien

Førsteprioritetsansøgninger:

2020: 298 ansøgninger

2019: 277 ansøgninger

VIA Psykomotorikuddannelsen:

Optager kun i kvote 2. Ansøgninger i alt:

2020: 141 ansøgninger

2019: 130 ansøgninger

Førsteprioritetsansøgninger:

2020: 94 ansøgninger

2019: 82 ansøgninger

VIA Sygeplejerskeuddannelsen:

Ansøgninger i kvote 2 i alt

2020:  319 ansøgninger

2019:  380 ansøgninger

Førsteprioritetsansøgninger:

2020:  72 ansøgninger

2019:  76 ansøgninger

VIA Pædagoguddannelsen:

Ansøgninger i kvote 2 i alt:

2020: 292 ansøgninger

2019: 333 ansøgninger

Førsteprioritetsansøgninger:

2020: 132 ansøgninger

2019: 119 ansøgninger

Faktaboks 2

Hvad er kvote 2?

I kvote 2 er det en samlet bedømmelse af karakterer og livserfaringer fra fx job, højskoleophold, rejser og frivilligt arbejde, der afgør, om ansøgerne bliver optaget på de uddannelser, de har søgt ind på.

I 2020 har Uddannelses- og Forskningsministeriet udskudt ansøgningsfristen gennem kvote 2 med en uge til den 22. marts kl. 12.00 på grund af den aktuelle Corona-situation

Ansøgningsfristen gennem kvote 1 er 5. juli kl. 12.00. I kvote 1 bliver ansøgerne alene vurderet og optaget på uddannelser på basis af deres karaktergennemsnit fra ungdomsuddannelsen.

Både kvote 2- og kvote 1-ansøgerne får besked om optagelse den 26. juli 2019.

Pressekontakt for yderligere oplysninger:

Professionshøjskoledirektør Kirsten Bundgaard, VIA University College.
Mobiltelefon: 87 55 10 18.
E-mail: kibu@via.dk

Prorektor Gitte Sommer Harrits, VIA University College.
Mobiltelefon: 87 55 18 76.
E-mail: gish@via.dk

Chef for Studieservice Helle Doktor Simonsen, VIA University College.
Mobiltelefon: 87 55 10 20.
E-mail: heds@via.dk 

Journalist Lone Vestergaard Andersen, VIAs kommunikationsafdeling.
Mobiltelefon: 87 55 29 68.
E-mail: lva@via.dk 

Se tal for kvote 2-søgningen til VIAs uddannelser og andet om VIA University College på www.via.dk