VIA med i forskningsprojekt om legefællesskaber for udsatte børn

Børn der lege
Det at kunne lege er vigtigt for børns trivsel og læring. Derfor skal nyt projekt undersøge, hvordan man kan sikre gode legefællesskaber for børn. Foto: Arkiv
Danmarks Frie Forskningsfond har bevilliget 5,3 millioner kroner til et nyt forskningsprojekt, der skal undersøge, hvordan leg kan styrke inklusionen af socialt udsatte børn.

Legefællesskaber er omdrejningspunktet i et nyt forskningsprojekt, som VIA University College er en del af. Projektet hedder ’Can I join in’ og har fået 5,3 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond til at forske i, hvordan leg kan bruges som pædagogisk værktøj til at skabe inklusion i skolerne.

Udover VIA University College er også Designskolen Kolding, Aarhus Universitet og forskere fra Cambridge og Eindhoven med i forskningsprojektet. Projektleder på projektet er Helle Marie Skovbjerg, der er professor i leg og design ved Designskolen Kolding. Udgangspunktet for projektet er børn i alderen 6 til 9 år, der har svært ved at finde ind i legefællesskaber på egen hånd.

Det er vigtigt at kunne lege

Hanne Hede Jørgensen, der er lektor ved pædagoguddannelsen i Aarhus, skal skrive ph.d. som en del af projektet. Hun fortæller, at det at kunne lege er afgørende i forhold til at være en del af børnefællesskabet.

”Vi ved fra tidligere forskning, at mange af de børn, der starter i skolen i dag, ikke har de samme legefærdigheder, som man havde tidligere. Samtidig ved vi også, at børn, der er gode til at lege, trives bedre og har lettere ved at lære, end børn der har svært ved at lege. Vi vil derfor undersøge, hvordan vi kan understøtte børns legefærdigheder og legemod for på den måde at styrke inklusionen af de udsatte børn,” siger Hanne Hede Jørgensen.

Bedre forståelse af legeaktiviteter

Et vigtigt element i forskningsprojektet er at forstå børnenes legeaktiviteter. Jens-Ole Jensen, der er docent ved VIAs Pædagoguddannelse i Aarhus og er en del af forskningsprojektet, fortæller, at VIA får en særlig rolle i netop dette.

”VIA skal særligt deltage i den kvalitative forskning. Her skal vi beskrive forskellige legeaktiviteter i dybden. Vi skal forsøge at forstå, hvordan forskellige legeaktiviteter kan bruges mest hensigtsmæssigt, og hvordan pædagogerne selv kan indgå i aktiviteterne,” siger Jens-Ole Jensen.

Undersøgelsen af legeaktiviteter vil særligt fokusere på børnenes frie leg kontra legeaktiviteter styret af pædagoger eller andre voksne. Forskningen skal vise, hvilken betydning det har for legefællesskaberne, når pædagoger styrer eller deltager i legen.

Projektet skal blandt andet resultere i en værktøjskasse med nye måder at lave legeaktiviteter på, der inviterer børn til at deltage i legefællesskaber og styrker inklusionen. Dette skal ske gennem en række legeworkshops med pædagoger og elever på to udvalgte skoler.

Nye rammer for børnenes leg

Ifølge Jens-Ole Jensen er der de seneste år opstået nye rammer for det at lege. Dette skyldes blandt andet den nye skolereform, en øget læringsdiskurs og at skolen i dag skal inkludere flere udsatte børn end tidligere. Det er derfor meget relevant at undersøge nye måder at lege på.

”Børn er længere tid i skole nu. Dette skaber blandt andet mindre rum til fri leg. Samtidig begynder vi i stigende grad at tænke læring ind i legen allerede i en tidlig alder, hvilket stiller andre krav til, hvad legen skal kunne,” fortæller Jens-Ole Jensen og fortsætter:

”Det stigende ønske om inklusion gør desuden, at legefællesskaberne skal være mere rummelige. Det kan kræve lidt ekstra hjælp fra de voksnes side,” siger Jens-Ole Jensen

Forskningsprojektet har fået 5.358.182 kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond, der har uddelt i alt 52 millioner kroner til de 11 mest perspektivrige projekter – ud af i alt 91 ansøgte – inden for temaet ’Mennesker og Samfundet’. Pengene er en del af de såkaldte tematiske midler, som Forskningsfonden uddeler for første gang i år. Temaerne er politisk udvalgte, og forskning i mennesker og samfundet er ét af temaerne.

 

Læs mere om uddelingen af de tematiske forskningsmidler.

 

For yderligere information, kontakt:

Jens-Ole Jensen, docent, pædagoguddannelsen 
Telefon: 87 55 17 08
Email: joj@via.dk

Hanne Hede Jørgensen, lektor, pædagoguddannelsen
Telefon: 87 55 35 35
Email: hhj@via.dk