VIAs bestyrelse frem til 2022 er på plads

Noemi Katznelson, professor og forskningsleder ved Aalborg Universitet, er netop blevet medlem af bestyrelsen af VIA, der nu tæller 15 medlemmer, som vedtægterne foreskriver. Foto: Inge Lynggard Hansen
Professor Noemi Katznelson er valgt ind i VIAs bestyrelse. Samtidig er VIAs næstformand og forretningsudvalg for de næste fire år udpeget.

Noemi Katznelson, der er professor og forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning hos Aalborg Universitet og har indgående viden om unge og uddannelse, er netop blevet medlem af bestyrelsen for VIA University College. Professionshøjskolens bestyrelse tæller dermed nu 15 medlemmer, som vedtægterne foreskriver.

De øvrige 14 medlemmer blev sammensat i maj, hvor Horsens’ socialdemokratiske borgmester, Peter Sørensen, samtidig blev genvalgt som formand for VIAs bestyrelse.

Beslutningen om Noemi Katznelsons indtræden i VIAs nye bestyrelse for de næste fire år blev truffet på det seneste bestyrelsesmøde i VIA den 8. juni 2018.  På samme møde blev Jørgen Nørby, der er medlem af regionsrådet i Region Midtjylland for Venstre og blandt andet formand for udvalget for regional udvikling, genvalgt som næstformand for VIAs bestyrelse. 

Ligeledes blev forretningsudvalget for VIA – bestående af fire medlemmer af VIAs bestyrelse – udpeget. 

Forretningsudvalget for de næste fire år består af tre genvalgte i VIAs bestyrelse – nemlig bestyrelsesformand Peter Sørensen, næstformand Jørgen Nørby samt Bente Alkærsig Rasmussen, der er regionsformand for FTF Midtjylland. Desuden er Hanne Roed, der er regionsrådsmedlem i Region Midtjylland for de radikale og ny i VIAs bestyrelse, med i forretningsudvalget.

Et bredt mix af kompetencer i VIAs bestyrelse

VIAs bestyrelse får 2018-2022 består af syvgengangere fra den tidligere bestyrelsesperiode og otte nye medlemmer. Blandt de nye medlemmer er Hernings borgmester Lars Krarup (V) og seniordirektør Danny Stentoft fra Aarhus-afdelingen af ingeniør- og managementvirksomheden Rambøll.

Bestyrelsesformand Peter Sørensen glæder sig over den nye sammensætning af VIAs bestyrelse. Han mener, at bestyrelsen nu er blevet endnu stærkere og spænder over de helt rette kompetencer til fremtiden.

”Det er tip-top, at vi nu også har fået Noemi Katznelson ombord. Hun har en særlig viden om unge og uddannelse, som vi i høj grad kan få gavn af i VIAs bestyrelse. Den helt store styrke er, at bestyrelsen favner et perfekt mix af kompetencer inden for såvel det strategiske som det økonomiske, politiske, faglige og personalemæssige område, da medlemmerne er både erhvervsfolk fra virksomheder, repræsentanter for erhvervsorganisationer og for fagbevægelsen, kommunal- og regionspolitikere, uddannelseseksperter samt undervisere og studerende fra VIA,” påpeger Peter Sørensen.

Understøtter vækst og velfærd i samfundet

Peter Sørensen slår fast, at bestyrelsen også fremadrettet vil have fokus på at uddanne VIAs 19.000 studerende på over 40 forskellige uddannelser i Region Midtjylland til at imødekomme behovene på fremtidens arbejdsmarked og på at udbyde uddannelser af høj kvalitet. Blandt andet kommer den digitale udvikling til at være et pejlemærke på uddannelserne.

”Vi vil også have stor opmærksomhed på at udbyde uddannelser i alle dele af Region Midtjylland for at understøtte vækst og sikre velfærden i hele området. Desuden vil vi fra bestyrelsens side øge fokus på samskabelse af innovative løsninger til samfundsudfordringerne i et samspil med private virksomheder, kommuner, regionen og staten,” fremhæver Peter Sørensen.

Han tilføjer, at VIA desuden kommer til at arbejde endnu mere med forskning, ligesom VIA vil styrke samarbejdet med øvrige videregående uddannelsesinstitutioner og ungdomsuddannelser. 

Professor er med i politisk nedsatte udvalg

Noemi Katznelson, der senest er blevet medlem af VIAs nye bestyrelse, har blandt andet været forsker og projektleder på flere undersøgelser om uddannelsesområdet og om unge. Hendes forskning har konkret fokus på ungdom, uddannelse, udskoling, overgang til ungdomsuddanneler, erhvervsuddannelser, vejledning, motivation og udsatte unge.

Samtidig er Noemi Katznelson et kendt ansigt i den offentlige debat – særligt fra interviews med medier – ligesom hun med sin titel som professor og forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning hos Aalborg Universitet deltager i mange politisk nedsatte udvalg. 
Noemi Katznelson er blandt andet medlem af det ekspertudvalg, regeringen har nedsat for at få flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse samt medlem af formandskabet i det nyoprettede Råd for Ungdomsuddannelser under undervisningsministeren. 

Kontakt

Øvrige oplysninger fås ved henvendelse til:
VIAs bestyrelsesformand, Peter Sørensen
T: 23 66 66 21 
E: peter.soerensen@horsens.dk

Få mere info

Læs mere om VIAs bestyrelse for 2018-2022 

Fakta

Her er medlemmerne af VIAs bestyrelse for 2018-2022:

Peter Sørensen, bestyrelsesformand for VIA og borgmester i Horsens Kommune.
Jørgen Nørby, næstformand for VIA og medlem af regionsrådet for Region Midtjylland. 
Lars Krarup, borgmester i Herning Kommune.
Danny Stentoft, seniordirektør i virksomheden Rambøll.
Lars Goldschmidt, indehaver af virksomheden Rise & Shine.
Morten Ballisager, direktør i konsulenthuset Ballisager a/s.
Noemi Katznelson, professor og leder af Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet.
Berit Eika, prorektor for Aarhus Universitet.
Hanne Roed, regionsrådsmedlem i Region Midtjylland.
Bente Alkærsig Rasmussen, regionsformand for FTF Midtjylland. 
Marie Sonne, 1. forbundsnæstformand i Socialpædagogerne.
Kim Andersen, medarbejder på VIAs pædagoguddannelse i Randers.
Jens Eistrup, underviser på VIAs socialrådgiveruddannelse i Aarhus.
Krista Singh, sygeplejerskestuderende i VIA.
Hedvig Dybdal, studerende hos VIA til psykomotorisk terapeut.