VIAs talenter udstiller på Milano-messen

Karen Lundmark Jakobsen, studerende på VIA Design, Furniture, har designet loungestolen Weave
Karen Lundmark Jakobsen er studerende på VIA Design, Furniture. Til udstillingen har hun designet loungestolen ’Weave’ som brugeren selv er med til at færdiggøre ved at væve brugte tekstiler rundt om stålrammen. På den måde tilføres stolen komfort, farver og personlighed. Designet er lavet ud fra et ønske om at aktivere forbrugerne og få dem til at tænke over, hvor meget de forbruger og smider væk. Formålet er at inspirere folk til at udnytte vores ressourcer - også efter endt levetid. (Foto: Stefan Wessel).
VIAs talenter har blandt andet spurgt sig selv, om hvordan de som designere og produktudviklere kan blive ved med at designe og producere nyt, når der er ressourceknaphed og store klimaforandringer i hele verden. Det kommer studerende og alumner fra VIA Erhverv med deres bud på under Milan Design Week 2015 i Milano

Når Milan Design Week 2015 starter d. 14. april, åbnes dørene i Camper-bygningen i Ventura Lambrate til en udstilling, hvor 100 studerende og alumner fra VIA Erhverv viser deres produkter og designløsninger, som på forskellig vis udforsker og søger at løse nogle af fremtidens store samfunds- og miljømæssige udfordringer.

Messen i Milano rundede 50 år i 2011 og er siden begyndelsen i 1961 vokset fra 328 udstillere og 12.000 besøgende til knap 1.300 udstillere og næsten 330.000 besøgende. Messearealet udgør i dag samlet omkring 142.000 kvadratmeter.

Fremtidens designere skal tage ansvar

Med temaet ’Resilience – Future Resources, Future Living’ handler VIAs udstilling om at udfordre status quo og om at se muligheder i samfunds- og miljøændringerne i vores konstant foranderlige verden. Udstillingen fokuserer på, hvordan vi som mennesker kan tage medansvar for forandringerne, og hvordan vi kan være fleksible og tilpasse os nye forhold – uanset om det handler om klima, ressourceknaphed eller teknologisk udvikling.

”Hos VIA Erhverv beskæftiger vi os med fag, der handler om at udvikle nyt hele tiden. Men hvordan kan vi retfærdiggøre at blive ved med at lave nye ting i en verden, hvor miljøet er belastet af bl.a. stigende forurening? Det kan vi, hvis vi som designere tager ansvar og ikke bare laver nyt for det nyes skyld. Hvis det, vi skaber, er bedre end det, der var, og hvis vi forsøger at imødegå konkrete problemstillinger i designløsningerne. Og det er netop det, vi gør i denne udstilling,” siger Eva Paarmann, underviser, VIA Design, Furniture.

Et udstillingsdesign med tilpasningsevne, mobilitet og fleksibilitet

På udstillingens 700 kvadratmeter vil man kunne opleve produkter og designløsninger fra studieretningerne Design, Engineering, Byggeri, Film & Transmedia og Business. Udstillingen byder på alt fra møbler, modekollektioner og hjælpemidler til urban gardening, grafisk design, film og virtual reality.

Den brede vifte af fagområder adskiller udstillingen fra mange af de andre udstillende skoler til Milan Design Week, og begrebet ’Resilience’, eller ’modstandskraft’, sikrer en sammenhængende oplevelse for de besøgende. Begrebet har skabt grundlaget for en på samme tid varierende og dybdegående designudstilling.

For udstillerne fra VIA hænger begrebet ’Resilience’ tæt sammen med begreber som tilpasningsevne, mobilitet og fleksibilitet, hvilket i høj grad vil blive afspejlet i udstillingsdesignet. Lagerbygningen Camper, hvor udstillingen finder sted, vil fremkalde associationer til storby og industri med en kreativ rumopdeling af bl.a. stilladser.

Bæredygtighed handler om holdnings- og adfærdsændring

Karen Lundmark Jakobsen er en af de studerende, der er repræsenteret på VIAs udstilling. Hun har designet stolen ’Weave’, der gør op med ’køb-og-smid-ud’-tendensen. Stolen er udformet som en stålramme, som forbrugeren selv skal færdiggøre. Ved åbningen vil der blot være et nøgent stel, og som udstillingen skrider frem, vil stolen blive polstret med forskellige genbrugstekstiler. Både af Karen selv og af besøgende, der har lyst til at være med.

”For mig handler begrebet ’Resilience’ i høj grad om bæredygtighed. Og bæredygtighed handler om at ændre både holdninger og adfærd. Det er nemt at købe et færdigt produkt, men jeg vil gerne have folk op af stolene. Og med min stol skal man arbejde på den, for at den bliver behagelig at sidde på. Handling skaber modstandskraft,” siger Karen Lundmark Jakobsen, studerende, VIA Design, Furniture.

Weave er blot et af mange eksempler på nytænkende og modstandsdygtigt design, som kan opleves på VIAs udstilling ’Resilience – Future Resources, Future Living’ under Milan Design Week.

Udstillingsdetaljer

  • Udstillingsadresse
    Camper, Via P. Oslavia 3, Lambrate, Milano
  • Åbningsdage
    Tirsdag d. 14. april til søndag d. 19. april 2015
  • Åbningstider
    Tirsdag til lørdag kl. 10-20, søndag 10-18
    Aften åbent onsdag d. 15/4 til kl. 22

Kontaktpersoner

Ingrid Søe
Uddannelses- og forskningschef hos VIA Design
T: +45 87 55 05 56
E: ins@via.dk

Pi Aasbjerg Hansen
Projektleder
T: +45 87 55 05 67
E: paha@via.dk

Caspar Sørensen
Kommunikationspartner
T: +45 87 55 14 02
E: caso@via.dk

Om VIA

VIA Erhverv er et fakultet under VIA University College.
VIA er det største University College i Danmark med over 40 højere uddannelser og efteruddannelser.
Under VIA Erhverv ligger uddannelserne Design, Engineering, Byggeri, Business, Animation og Film & Transmedia.

Download originalfoto