500 elever i bølge for at markere fællesskab

Vorrevangskolen i Aarhus er sammen med 20 andre skoler landet over med i projektet iMOOW!, som VIA leder, og som skal få bevægelse til at udgøre en større del af skolehverdagen.

Elever

Alle eleverne på Vorrevangskolen i Aarhus N spillede hovedrollen i en event den 18. juni, der havde som mål at styrke elevernes fællesskab i kølvandet på situationen med coronavirus, hvor eleverne siden marts har været meget adskilt.

Konkret tog de 500 elever på Vorrevangskolen opstilling i en lang kæde rundt om skolen, hvor de så lavede en bølge, der løb gennem alle eleverne og signalerede fællesskab som på et fodboldstadion. Stemningen var i top, og også skolens lærere, pædagoger og ledelse deltog.

Bevægelseseventen hænger sammen med, at Vorrevangskolen sammen med mere end 20 andre skoler landet over er med i et fireårigt projekt med navnet iMOOW!, der har fokus på at integrere bevægelse som en del af en varieret skolehverdag og som en del af elevernes læring og trivsel. På den måde bliver bevægelse tænkt med, når skolerne skal lave en mangfoldig og alsidig undervisning og skolekultur.

Det er efteruddannelsesområdet hos VIA University College, der er projektleder på iMOOW!

Bevægelse skal også fylde i dansk og matematik

I iMOOW!-projektet får skolelærere og skolepædagoger styrket deres kompetencer til at integrere bevægelse yderligere i skolehverdagen, sådan som folkeskolereformen lægger op til. Blandt andet afprøver de involverede skoler forskellige former for bevægelse i fx dansk- og matematikundervisningen samt i den understøttende undervisning og deler deres erfaringer.

”De færreste er i tvivl om, at bevægelse indeholder en fysisk dimension. Men nogle gange glemmer vi måske, at bevægelse også indeholder sanselige, relationelle og følelsesmæssige dimensioner. Ved at være bevidst om de forskellige dimensioner af bevægelse er det muligt at se nogle nye pædagogiske muligheder med bevægelsesaktiviteter i skolen,” forklarer lektor Mette Munk fra VIA University College.

Hun påpeger, at eventen med den fælles bølge på Vorrevangskolen var med til at sætte fokus på elevernes oplevelse af fællesskab, sammenhold og samhørighed samt på at udvikle elevernes sociale kompetencer.

Yderligere oplysninger

Mette Munk
Lektor ved VIA University College
E: memu@via.dk
T: 87 55 19 98

Henrik Sørud
Bevægelsesvejleder og iMOOW!-koordinator på Vorrevangskolen
E: henrsoe@aarhus.dk
T: 61 33 69 33 / 30 22 90 53

Mette Nielsen
Pædagogisk leder på Vorrevangskolen
E: niemet@aarhus.dk
T: 24 94 68 24

Klik her for at læse mere om iMOOW!.

Relaterede artikler