VIA er med i national alliance om sund børnevægt


35 offentlige og private samarbejdspartnere vil gennem alliancen ’Børnevægt i balance’ finde svar på, hvordan vi i Danmark skaber trivsel for børn, så de vokser op med en sund krop.

Mange børn, der er overvægtige, bærer det med ind i voksenlivet. Forebyggelse og sunde vaner er derfor afgørende.

I alliancen har VIA særligt fokus på at sikre alle børn retten til et sundt liv.

VIA er gået med i en ny landsdækkende alliance, der har som mål at bidrage til at fremme sund vægt blandt børn.

I alt har 35 offentlige og private partnere sammen stiftet alliancen ’Børnevægt i balance’ og vedtaget en fælles programerklæring. Alliancepartnerne ønsker at finde svar på, hvordan vi i Danmark sikrer de bedst mulige rammer for at skabe trivsel for børn, så de får mulighed for at vokse op med en sund krop.

Baggrunden for initiativet er, at antallet af overvægtige børn og unge er tredoblet de sidste 30 år, og at mange af de børn, der vejer for meget, bærer overvægt med ind i voksenlivet. Derfor er forebyggelse og sunde vaner afgørende.

Alliancepartnerne tæller blandt andet Børns Vilkår, Mødrehjælpen, Danske Regioner, KL, Kræftens Bekæmpelse, Novo Nordisk Fonden, Dansk Industri og Fødevarestyrelsen. De uddannelsesinstitutioner, der er med i alliancen, er VIA, Københavns Professionshøjskole og SDU.

Vigtig kompetenceudvikling

Lektor Susanne Klit Sørensen fra VIAs efteruddannelsesafdeling repræsenterer VIA i ’Børnevægt i balance’. Hun er uddannet sundhedsplejerske og er ansvarlig for specialuddannelsen til sundhedsplejerske hos VIA.

”VIA har i alliancen særligt fokus på sundhedsplejerskers rolle i forhold til at sikre alle børn retten til et sundt liv. Overvægt kan være svært at tale om og spørge ind til, og derfor skal sundhedsplejersker rustes til at turde tage snakken med både forældre, større børn og unge – og måske allerede inden, barnet er født,” fastslår Susanne Klit Sørensen.

Hun understreger, at overvægt er en kompleks problemstilling, der kræver flere greb i det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde.

Derfor vil VIA i ’Børnevægt i balance’ arbejde for indsatser, der gennem kompetenceløft klæder uddannede sundhedsplejersker og andet tværprofessionelt personale på til at tage snakken og turde spørge ind til det svære emne overvægt.

Desuden er det et mål at få snak om overvægt til at fylde på selve specialuddannelsen til sundhedsplejerske.

”Vi skal sørge for forankring i flere sektorer og arbejde på tværs af sundheds- og socialområdet, hvis det skal lykkes at vende udviklingen, og der kan sundhedsplejersken have en stor rolle”, pointerer Susanne Klit Sørensen.

Forpligtet i to år

’Børnevægt i balance’ har et langsigtet perspektiv. Alliancepartnerne har forpligtet sig for en periode på minimum to år til at starte med. Derefter kan alliancepartnerne tage stilling til deres fortsatte engagement og alliancens fremadrettede arbejde.

Alliancen inviterer samtidig til, at flere partnere løbende kan tilslutte sig.

Professor Arne Astrup, der er Project Director ved Center for Sund Vægt hos Novo Nordisk Fonden, står i spidsen for ’Børnevægt i balance’, og han udtaler:

”Alle børn har ret til gode og sunde børneliv. Vi er meget glade for, at det er lykkedes at samle en lang række vigtige samfundsaktører, som fra hvert deres ståsted kan bidrage til at skabe de rette rammer for, at vi kan give vores børn og unge denne ret. Det skal blandt andet ske ved at etablere en fælles forståelse af udfordringerne og mulige løsninger,” siger Arne Astrup.

Kontakt

Susanne Klit Sørensen | VIA University College
  • Susanne Klit Sørensen

  • Lektor og projektleder
  • T: +45 87 55 23 42

Relaterede artikler