Malene Johnsen

Stilling: Bioanalytiker på Nuklearmedicinsk Afdeling, Aarhus Universitetshospital

Malene JohnsenMalene Johnsen

Mit job

Jeg føler mig meget heldig, fordi jeg fra begyndelsen af min karriere er landet i mit drømmejob her på Nuklearmedicinsk Afdeling. Faktisk startede jeg i job dagen efter, jeg havde forsvaret mit bachelorprojekt.

Nu er jeg ansat i en lidt speciel stilling, hvor jeg halvdelen af ugen arbejder på laboratoriet og i den anden halvdel arbejder med scanninger af patienter. Jeg synes, at det er en perfekt kombination, fordi jeg får en god helhedsforståelse af tingene og samtidig har variation i min hverdag. 

I dag arbejder jeg i laboratoriet, hvor vi fremstiller de radioaktive sporstoffer, som mine bioanalytikerkolleger bruger til dagens nuklearmedicinske undersøgelser. Kort fortalt har vi en radioaktiv væske, som vi blander med frysetørret pulver af forskellig art – afhængigt af formålet. 

Vi har rigtig mange patienter, som vi er med til at undersøge for kræft af den ene eller den anden slags. Men vi har også andre typer af patienter. Det kan fx være nyrepatienter, hvor vi undersøger nyrens funktionsevne ved hjælp af sporstoffer. 

Samarbejde på tværs af faggrupper

Overordnet set, bliver vi som sundhedsprofessionelle hele tiden dygtigere og dygtigere til at opspore og behandle sygdomme. Og det er fedt at få en indsigt i, hvad der sker forskningsmæssigt. På en måde er det et kæmpe detektivarbejde, vi udfører som bioanalytikere, og jeg elsker samarbejdet med de andre faggrupper. 

Jeg elsker mit job, og på sigt drømmer jeg om at blive underviser for studerende, der kommer i praktik på Nuklearmedicinsk Afdeling. Jeg forestiller mig, at det må være rigtig spændende at være med til at præge nye bioanalytikerstuderende og vise dem, hvor fedt et fag vi har. 

 

Jeg er helt vild med den patientkontakt, der ligger i mit arbejde. Og jeg synes, at det er fedt, at jeg kan være med til at give patienterne så god en oplevelse som muligt midt i et hårdt sygdomsforløb.

Mine råd

  • Mærk efter, hvordan du har det med at arbejde med patienter. Kontakt med patienterne er en uundgåelig del af praktikforløbene på uddannelsen, og i langt de fleste job når du er færdiguddannet.

  • Du skal ikke lade dig afskrække fra at søge ind på uddannelsen, selvom du måske ikke er så glad for kemi. Det kan du blive. Og det er ikke umuligt at lære.

  • Vær forberedt på, at du kommer til at pendle rundt til forskellige hospitaler i dine praktikperioder. Du kan fx risikere at skulle meget tidligt op om morgenen for at pendle til Aalborg og møde kl. 7.30. Det er et vilkår, så gå ind til det med et åbent sind. Det er det hele værd, når du står med eksamensbeviset i hånden.