Morten er lærer

Stilling: Lærer på Bankagerskolen i Horsens

Uddannelse: Lærer med undervisningsfag i matematik, samfundsfag og madkundskab

 

Noget af det bedste ved at være lærer er, når det lykkes at få en elev til at forstå noget, der har været uforståeligt for ham eller hende. Når en elev ikke forstår, det jeg siger, så er jeg udfordret.
Morten Tido Madsen om sit job som lærer på en folkeskole i Horsens.

Meget mere end fag og facit

Mit job 

Jeg er klasselærer for en 9. klasse på en folkeskole i Horsens. Og matematikvejleder for hele udskolingen.

Jeg er vild med at være lærer; det er et fantastisk job med en god blanding af både faglig undervisning og relationsarbejde med både elever og deres forældre. Det er skønt at få lov til at følge de samme elever igennem et helt skoleforløb. Følge deres udvikling og arbejde med venskaber og relationer. Lærerfaget er meget mere end fag og facit.

Trivsel og faglighed hænger sammen

For mig handler det i høj grad om at give eleverne gode værdier med sig. Finde frem til det enkelte barns styrker. Lære dem at bruge både deres faglige og sociale kompetencer. Fx, hvordan bliver jeg en god ven. Jeg kan blive helt høj, når det lykkes. For jeg er sikker på, at trivsel og faglighed hænger uløseligt sammen.

Varieret undervisning 

Noget af det bedste ved at være lærer er, når det lykkes at få en elev til at forstå noget, der har været uforståeligt for ham eller hende. Når en elev ikke forstår, det jeg siger, så er jeg udfordret. For børn lærer jo ikke ens – der er altid en håndfuld i en klasse, som skal have stoffet serveret på en anderledes måde. En af lærerens vigtige opgaver er at variere sin undervisning, så alle får noget ud af det.

Særlig interesse for dem, der ikke trives

I udskolingen arbejder jeg med de store elever. Det er jeg ret vild med, særligt brænder jeg for at arbejde med de elever, der ikke trives. Hjælpe dem til at finde deres vej i verden og se dem folde sig ud og lære andre sider af sig selv at kende. Det er noget af det bedste ved mit job.

Den perfekte uddannelse til mig

Jeg drømte aldrig om, at jeg skulle være lærer. Men så blev jeg lærervikar ved et tilfælde. Og allerede fra dag et var jeg solgt. Det var så spændende og varieret og perfekt for mig. Jeg har i den grad fundet min rette hylde.

Mine råd

  • Sørg for at få afstemt forventninger med dine studiekammerater
  • Gør dig umage. Og nørd med de fag, du elsker.
  • Vær ydmyg over for din uddannelse til lærer. Du holder andres skæbne i din hånd. Du kommer ud til verdens vigtigste job.