På fysioterapeutuddannelsen i Aarhus optager vi i alt 146 nye studerende om året. Halvdelen har studiestart i september og den anden halvdel til februar.
I den teoretiske undervisning anvender vi mange forskellige undervisningsmetoder og inddrager praktiske øvelser. En stor del foregår på hold med 24 studerende, men der er også større auditorieforelæsninger.
Derudover kommer du til at arbejde meget i studiegrupper og projektorienteret både i og uden for den skemalagte undervisning. Fx kan du i samarbejde med medstuderende fra Campus Aarhus N tilrettelægge og stå for undervisningen i et gratis sundhedstilbud til medarbejderne på en række virksomheder i området.
Som fysioterapeutstuderende kan du fx komme til at undervise i:
- Styrketræning til begyndere
- Ski-træning
- Løbetræning til begyndere og let øvede
- Løbestilsanalyse
- Motiverende samtale
- Afspænding
- Kropsbevidsthed
Særligt for nye studerende
Vi vil gerne give dig den bedst mulige start på studiet. Derfor kobler vi det forrige hold af fysioterapeutstuderende på dit hold fra begyndelsen.
Det betyder, at du får en udvalgt kontaktperson som buddy, som du kan spørge til råds, og som kan hjælpe dig med at falde til på studiet.
Alle nye studerende bliver de første par uger introduceret til alle fagene på uddannelsen og til VIAs studienet itslearning. Desuden kommer I på en hyttetur med det formål at hygge jer sammen og lære hinanden at kende.
Forventninger til dig
Du skal være opmærksom på, at uddannelsen til fysioterapeut er et fuldtidsstudie, der kræver en gennemsnitlig arbejdsindsats af dig på cirka 40 timer om ugen.
Du bliver studerende på en videregående uddannelse. Det betyder, at vi stiller krav til din selvstændighed, og du har ansvar for din egen læring.
Undervisningen veksler fra uge til uge, så du skal være indstillet på en varieret hverdag og selv holde dig orienteret i forhold til dit skema.
Se eksempler på ugeskemaer fra 1. semester (pdf)
Her kan du komme i praktik
20 procent af fysioterapeutuddannelsen er praktik. Og du kommer i praktik 5 gange i løbet af uddannelsen.
På fysioterapeutuddannelsen i Aarhus har vi et tæt og velfungerende samarbejde med de hospitaler, klinikker og ældrecentre, hvor du skal ud i praktik. Alle praktiksteder ligger i Region Midtjylland. du kan komme i praktik på fx:
- Aarhus Universitetshospital
- Regionshospitalerne i Horsens, Silkeborg, Randers
- Regionshospitalet Hammel Neurocenter
- Sclerosehospitalet i Ry
- Randers Sundhedscenter
- Specialbørnehaven Spiren i Horsens (børnefysioterapi)
- Område Vest, Lokalcenter Brabrand og Havkær
- SANO Aarhus, Gigtforeningens behandlingscenter
- Fysiocenter Aarhus C
- Sundhedscentrets Fysioterapi i Ebeltoft
- Fysioterapien Horsens Sundhedshus
- Træning Vest, Favrskov kommune
- Genoptræningscentret, Silkeborg Kommune
- Vital Horsens, Træning og Rehabilitering
Alle steder sikrer vi, at du får supervision og vejledning af dygtige og veluddannede kliniske undervisere (praktikvejledere).
Din trivsel
Du er altid velkommen til at kontakte en af vores studievejledere eller en af dine undervisere for en uforpligtende samtale om såvel et fagligt emne som din trivsel på studiet.
Desuden holder vi gruppemøder med studierefleksion på både 1. og 2. semester, hvor en studievejleder eller underviser tager initiativ til en snak om, hvordan det går med læringen og trivslen på holdet. Her er der mulighed for at tage det op, som fylder for dig.
Du kan være med til at udvikle fysioterapifaget
På fysioterapeutuddannelsen i Aarhus kan du udfordre dig selv gennem vores såkaldte talentspor, hvor du kan gå enten forsknings- eller formidlingsvejen. Hvis du har lyst. Det er helt frivilligt.
Men hvis du går med en drøm om at blive forsker eller underviser, giver talentsporet dig smagsprøver på, hvad arbejdet vil indebære.
Fx har tidligere studerende været med til at interviewe en række børn i et forskningsprojekt omkring knæskader. Efterfølgende har de studerende renskrevet alle interviews, som er blevet en del af grundmaterialet i projektet.
Samtidig har de studerende selv haft mulighed for at anvende det indsamlede datamateriale i deres eget bachelorprojekt.
På formidlersporet vil du blive tilknyttet en vejleder og få mulighed for at undervise dine medstuderende på fysioterapeutuddannelsen i fx øvelser i kontrol af gang og kropsholdning.
Campus Aarhus N
Du kommer til at have din hverdag på Campus Aarhus N under størstedelen af din uddannelse til fysioterapeut.
Her får du et studieliv på en moderne campus med 2.750 danske og internationale studerende og i alt 7 sundhedsfaglige uddannelser.
Du kan deltage i både faglige og sociale aktiviteter på tværs af uddannelserne på campus, hvis du har lyst. Der er fx tilbud om fredagsbar, fester, drop in mindfulness, madlavningskurser, træningscenter og diverse idrætsaktiviteter.
Læs mere og se film fra Campus Aarhus N