Studieklar? Prøv tjeklisten og se om du er klar til at begynde på en uddannelse

Skal du i gang med en uddannelse? Prøv tjeklisten og mærk efter, om du er klar til at begynde på en uddannelse. 

ung studerende og skoletaske

 

Tjekliste: Er du klar til at studere? 

1. Det er mig selv, der ønsker at tage en uddannelse

Er du klar til at tage en uddannelse? Det er vigtigt, at det er dig selv, der har lyst til at begynde at studere. Ikke noget du vil, fordi andre bliver ved med at presse på. Mærk efter, om det er dit valg.

Tag testen: Hvilken uddannelse passer til dig?

2. Jeg er klar til at flytte hjemmefra

Mange flytter hjemmefra, når de begynder på en uddannelse. Enten fordi de flytter til en ny by, eller fordi tiden er kommet til at rykke teltpælene op. Gør op med dig selv, om du er klar til selv at vaske dit tøj, lave mad, komme op om morgenen. Være alene hjemme, gøre rent, betale dine regninger, etc.

Vil du vide mere om at blive studieklar, så hent inspiration i e-bogen: Den ultimative guide til dit studievalg

3. Jeg er klar til at leve på SU

Rigtig mange studerende lever af SU. Og måske af et studiejob. Men du skal nok indstille dig på, at din økonomi bliver lidt stram i et par år. For modtager du SU, må du kun tjene et vist beløb ved siden af din SU. Ellers skal du betale din SU tilbage. Samtidig skal du også være indstillet på, at din uddannelse er et fuldtidsstudium, hvor der ikke er tid til at arbejde ret meget ved siden af.

Få mere at vide om SU

Læs også: Hold styr på din studieøkonomi - 5 råd til livet på SU-budget

4. Jeg er klar til at få nye venner

Uddannelse er et nyt kapitel i dit liv. Du kommer til at møde nye venner, du får nye interesser og dine gamle venner vil opleve, at du forandrer dig. Det betyder ikke, at du skal give afkald på din gamle venner. Men du skal være klar til, at der sker noget nyt i dit liv.

Du kommer til at skabe nye relationer og fordybe dig i dit studie. Men det betyder måske også, at du kommer til at nedprioritere nogle af dine gamle venner i en periode. Du mister dem ikke. Men du får et nyt fokus i en tid.

Læs også: Få studerendes 5 råd til den gode studiestart

5. Jeg er klar til selv at tage ansvar for min uddannelse - og min egen læring

Når du begynder på en videregående uddannelse, er det dit eget ansvar at få læst lektier. Du vil opleve undervisere, der kaster en masse viden ud i klasserummet, og så er det op til dig selv at gribe det – og få det læst.

Der er stor forskel på den skole, du kender og på en videregående uddannelse. Nu er det dit eget ansvar at indhente, læse og forstå den viden, der er nødvendig for, at du kan løse dine opgaver.

Se video: Hør Maja og Sonja fortælle, hvordan de oplever forskellen mellem ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser.

Nu kan du gå i gang med at søge uddannelse

Hvis du er enig i de fleste udsagn i tjeklisten, kan du begynde at overveje, hvilken type uddannelse, du gerne vil søge ind på.

På ug.dk kan du læse mere om at være i tvivl om valg af uddannelse