Hvad skal jeg studere? 6 råd til hvem du kan spørge om hjælp

Dit studievalg er vigtigt. Og det kan være et svært valg. Her får du 6 forslag til, hvem du kan spørge til råds. Og eksempler på spørgsmål, du kan tage snakken ud fra.

En persons fødder som står overfor to pile i hver sin retning

Få hjælp til at vælge

Der er mange spørgsmål og lige så mange svar, når emnet er valg af karriere og valg af uddannelse. Det kan derfor være en rigtig god idé at snakke med flere forskellige personer, før du beslutter dig.

Hvem skal jeg snakke med?

  • Forældre
  • Venner
  • Lærere
  • Studievejledere
  • Studerende
  • Færdiguddannede

1. Sådan kan du bruge dine forældre

Dine forældre kender dig, og ved, hvad dine interesser er, og hvilke særlige styrker du har. Det er ikke sikkert, at de rammer plet, men ofte vil de kunne give dig nogle gode ledetråde.

Husk at koble deres svar med de erfaringer, du selv har fra fritidsarbejde, sport og skolen.

  • Hvad er jeg god til, set med jeres øjne?
  • Er jeg god til praktisk arbejde?
  • Er jeg kreativ?
  • Er jeg god til at organisere?
  • Er jeg god til mennesker?

Få mere inspiration i e-bogen: Den ultimative guide til dit studievalg

2. Tag fat i dine venner

Dine venner gør sig også tanker om studievalget. Du kan snakke med dem og blive inspireret til dit eget studievalg. Du kan fx spørge dine venner om:

  • Hvilke uddannelser har I tænkt på? Og hvorfor?
  • Hvor henter I inspiration og viden?
  • Hvem taler I med om jeres studievalg?

3. Spørg dine lærere

Dine lærere kender dig, og ved, hvordan du arbejder. De kan være med til at vurdere, hvilke typer af uddannelser, der er relevante for dig at kigge nærmere på. Stil eksempelvis dine lærere spørgsmål som:

  • Hvilke fag er jeg stærk i?
  • Hvor er mine styrker og svagheder?
  • Er jeg bedst til en teoretisk eller en praktisk uddannelse?

4. Få rådgivning hos studievejledere

Vejlederne kender uddannelsessystemet og de krav, de enkelte uddannelser stiller. Hør dem om mulighederne for de områder, du interesserer dig for. Du kan fx få hjælp hos e-vejledningen til at nærme dig dit valg. Når du har fået interesse for et specifikt studie, kan du søge vejledning hos den pågældende uddannelse og få flere svar.

Hent inspiration i e-vejledningen.

Det er god idé at forberede dig inden samtalen. Husk at spørge bredt, så du ikke overser en spændende uddannelse.

Eksempler på spørgsmål du med fordel kan tage med til en vejleder:

  • Hvilke uddannelser passer til mine interesser?
  • Hvilke krav er der til niveauer og fag?
  • Hvad kan jeg blive med de forskellige uddannelser, jeg interesserer mig for

5. Grib fat i dem, der læser det, du drømmer om

Hvis du har en særlig uddannelse i tankerne, så find nogle studerende, der allerede læser på den uddannelse. De kan fortælle dig, hvordan det er på den uddannelse, du måske vil søge ind på.

Spørg dem:

  • Hvordan er studielivet?
  • Hvor stort er arbejdspresset?
  • Hvilke tanker gjorde de sig, da de skulle vælge uddannelse?

Læs også: Find din karrierevej – der er flere jobmuligheder, end du tror

6. Få råd fra dem, som har dit drømmejob

Har du et drømmejob eller en bestemt uddannelse i søgelyset? Så kan du finde en person, der arbejder med det fag, du interesserer dig for. Du kan måske ligefrem være så heldig, at du kan komme i praktik en dag eller to og få et indtryk af jobbet og arbejdspladsen. Stil dem spørgsmål som fx:

  • Hvilken uddannelse har du taget, og hvad har motiveret dig?
  • Hvilke jobmuligheder har du?
  • Hvordan er dit arbejde og lønniveau?
Læs mere om at vælge uddannelse

Mere inspiration

Find den rigtige uddannelse – 6 konkrete forslag til dig
Artikel Gå til siden
Studieklar? Prøv tjeklisten
Artikel Gå til siden
Er du i tvivl? Prøv uddannelsen af
Gå til siden
Hvad skal jeg læse? Få gode råd fra studievejlederen
Gå til siden
Er en pædagogisk uddannelse noget for mig?
Gå til siden