Natascha vil ikke kun sidde bag et skrivebord

Natascha Mygind Otkjær
Natascha drømmer om et fremtidigt job hos Skat, hvor hun kan hjælpe borgere til at forstå det offentliges budskaber. Derfor søger hun nu ind på VIA Administrations- bacheloruddannelsen i Viborg. FOTO: Viborg Stifts Folkeblad.
24 årige Natascha Mygind Otkjær har altid drømt at være sagsbehandler. At formidle budskaber mellem det offentlige og borgerne. Derfor søger hun ind på administrationsbacheloruddannelsen i Viborg

”Jeg vil formidle offentlige budskaber i et sprog, så almindelige mennesker kan forstå det,” siger Natascha Mygind Otkjær. Det vil hun gerne gøre som medarbejder på SKAT. Derfor søger Natascha nu ind på VIA Administrationsbacheloruddannelsen i Viborg.

Uddannelse i trit med samfundet

En færdiguddannet administrationsbachelor arbejder typisk med administrative opgaver for kommuner, regioner, staten eller EU. Samtidig fungerer de ofte som projektledere eller formidlere mellem det offentlige system og borgerne. Uddannelsen er stadig forholdsvis ny og er blandt andet kendetegnet ved at have et tæt samarbejde med det arbejdsmarked, den uddanner til.

Ikke bag en skærm

Natascha fortæller, at især den tætte kobling mellem teori og praksis, betyder meget for hende. 

”For mig er det meget vigtigt, at der både er teori og praksis. Jeg lærer bedst, når det både kommer ind igennem hovedet og kroppen. Det er vigtigt at prøve det af, vi læser i bøgerne,” siger Natascha.

Hun understreger, at hendes fremtidige arbejde ikke kun må være noget med at sidde bag en skærm hele tiden.

”Jeg vil gerne arbejde inden for skat. DR har sendt et program, hvor medarbejdere fra Skat rejste rundt i landet og mødte forskellige borgere. Både for at undersøge og få klarlagt deres skatteforhold. Det viser meget godt, at man ikke kun behøver sidde bag et skrivebord og administrere,” sige Natascha.

Inspiration fra andre lande

Hun er også tiltrukket af, at uddannelsen giver mulighed for at tage et ophold i udlandet.

”Jeg kunne godt tænke mig at komme ud og se noget andet end vores lille trygge land. Se hvordan andre lande arbejder med for eksempel skat. Alle gør jo tingene forskelligt, og jeg synes både det er spændende og lærerigt at få inspiration fra andre lande,” siger Natascha.