Jeannette vil skifte spor

Jeannette Pedersen, ansøger til administrationsbacheloruddannelsen
Jeannette Pedersen vil gerne koble administrative opgaver med arbejde med mennesker. Derfor søger hun ind på VIA Administrationsbacheloruddannelsen i Viborg. (Foto: Privat)
Jeannette Pedersen er uddannet kosmetolog, men drømmer om at lave noget med større betydning for andre. Derfor søger hun ind på VIA Administrationsbacheloruddannelsen i Viborg. 

”Jeg kendte ikke til administrationsbacheloruddannelsen, men da min veninde fortalte om den, var jeg ikke et øjeblik i tvivl. Den passer perfekt til de arbejdsopgaver, jeg gerne vil arbejde med,” siger 25-årige Jeannette Pedersen, der gerne vil koble administrative opgaver med arbejdet med mennesker.

Hun er uddannet kosmetolog og har arbejdet både på en klinik og i Matas, men dårlige arbejdstider og behov for at lave noget med større betydning for andre, har fået hende til at skifte spor.

Formidler og projektleder

”Jeg trængte i den grad til noget andet. Jeg har selv været sygemeldt i to år og har været tæt på det offentlige system i den periode. Det har virkelig givet mig lyst på at sidde på den anden side af bordet og hjælpe mennesker, der har behov for det,” siger Jeannette.

En administrationsbachelor arbejder typisk med administrative opgaver for kommuner, regioner, staten eller EU. Samtidig fungerer en administrationsbachelor ofte som projektleder eller formidler mellem det offentlige system og borgerne.

”Jeg kunne sagtens se mig selv arbejde i Viborg Kommune. Det er en god kommune med mange muligheder for en administrationsbachelor. Men der sker meget i løbet af en uddannelse, og jeg får sikkert øjnene op for nye muligheder,” siger Jeannette.

International praktik

Hun synes også, det er interessant, at uddannelsen giver mulighed for at tage en praktik i et andet land.

”Lige nu er det Grønland, jeg tænder mest på. Der er nogle meget spændende og udfordrende problematikker både indenfor det menneskelige og det offentlige system. Her kan en administrationsbachelor gøre en væsentlig forskel. Samtidig tænker jeg også, at et udlandsophold er en spændende udfordring på det personlige plan,” siger Jeannette, der må vente til 30. juli, før hun får besked på om, hun er optaget på sit drømmestudie.