Malou Munch

Studie: Pædagoguddannelsen

Malou Munch læser til pædagog

Min uddannelse

Siden folkeskolen, hvor jeg skrev en opgave om pædagogik, har jeg drømt om at blive pædagog. Jeg har arbejdet inden for det pædagogiske felt i mange år. Men jeg turde ikke tro på, at jeg var dygtig nok til at klare en pædagoguddannelse. 

Jeg skulle en tur til Uganda i Afrika, hvor jeg underviste skandinaviske børn i to år. Tre år efter tog jeg tilbage med min mand og barn for at gentage succesen. Hjemme i Randers igen var jeg med til at oprette en vuggestue på Randers Kristne Friskole, før jeg endelig turde tage springet og søge ind på pædagoguddannelsen. 

Nu er jeg ikke i tvivl om, at jeg er landet på den helt rigtige hylde. Jeg elsker at studere, og jeg elsker at arbejde med børn. 

Jeg glæder mig til at komme i skole hver dag. Det er både en god uddannelse, en skøn campus, og så er det fantastisk både at få en masse teori og komme ud og prøve det af på en pædagogisk arbejdsplads. Så kan man mærke, om det nu også fungerer, det man lige har læst i en bog.

 

Praktikken er guld værd

Kombinationen af teori og praksis er en uddannelsens styrker. Selvom jeg har meget pædagogisk erfaring, så er det guld værd at få lov til at afprøve det, jeg lærer.

Man kan altid komme i tvivl om, det vi gør, er godt nok. Der findes ikke nogen færdig opslagsbog for pædagogisk arbejde. Der er mange gode teorier, man kan læne sig op ad. Men hvert barn er forskelligt og skal behandles forskelligt. 

Malou Munch læser til pædagog

Forfatter i maven

Den pædagogiske verden er det helt rigtige sted for mig. Jeg elsker at arbejde med børn, med pædagogik og se børnene udvikle sig. Men jeg har også en anden drøm. Jeg har nemlig en lille forfatter i maven, og det kan jeg forene med mit pædagogiske hjerte.

Fortællinger og bøger bruger jeg meget i min pædagogik. Det kan fx være en morgensamling, hvor jeg læser en bog og gør brug af forskellige fortællemetoder. Jeg læser med forskellige stemmer og laver dyrelyde.

Jeg opfordrer børnene til at deltage og bygge videre på historien. Og jeg bliver altid overrasket over deres store engagement. Arbejdet med fortællingerne er med til at udvide børnenes verdensbillede, fantasi og styrke deres sproglige udvikling. 

 

Mine råd 

  • Ha’ styr på dit eget liv. Det er andre du skal hjælpe. Og gradvis hjælper du så også dig selv. Og bliver mere moden.
  • Vær åben – det du gør, får du dobbelt op igen. Vær aktiv, både i undervisningen og vis omsorg for hinanden. Deltag fx i gruppearbejde og vær aktiv.
  • Mød op til al undervisning – også selvom der ikke er mødepligt. Du går glip af alt for meget, hvis du vælger at slække på din aktivitet på studiet.