Som sygeplejerske giver min indsats mening

Mira Liv Møller
Et afløserjob i hjemmeplejen blev startskuddet til drømmen om at blive sygeplejerske for Mira Liv Møller. Hun søger ind på VIA Sygeplejerskeuddannelsen på Campus Randers. FOTO: Randers Amtsavis.
21-årige Mira Liv Møller ønsker sig et afvekslende job, hvor hun kan sætte positivt aftryk på andre menneskers liv og hverdag. Derfor søger hun ind på VIA Sygeplejerskeuddannelsen i Randers

”Jobbet som sygeplejerske tiltrækker mig, fordi der er så mange muligheder for at gå i forskellige retninger og specialisere sig. Jeg føler mig komfortabel ved at arbejde under pres, så jeg kunne godt se mig selv som for eksempel akutsygeplejerske ,” siger 21-årige Mira Liv Møller.

Hun er født på Regionshospitalet Randers og håber at få lov at komme i praktik samme sted, hvis det lykkes hende at blive optaget på VIA Sygeplejerskeuddannelsen i Randers.

Oprindelig havde Mira tanker om at arbejde i reklamebranchen, men et afløserjob i hjemmeplejen efter HHX-eksamen gav ny inspiration til karrieredrømmene.

Hellere arbejde med mennesker end systemer

”Jeg fandt ud af, at jeg ikke passer ind i en verden med fokus på økonomi. Jeg vil meget hellere arbejde med mennesker. Det motiverer mig, at jeg kan gøre en forskel for andre mennesker og måske være med til at præge deres hverdag i en positiv retning, ” forklarer Mira.

De sidste halvandet år har hun arbejdet som omsorgsassistent på en døgninstitution for hjerneskadede i Randers. Her har hun blandt andet fået erfaring med at give sondemad og insulinindsprøjtninger til nogle af de multihandicappede beboere.

”Vi arbejder meget tværfagligt, og på den måde lærer jeg rigtig meget om de forskellige professioner. For eksempel ser pædagoger og fysioterapeuter beboerne med forskellige øjne, og det er en styrke. Derfor synes jeg også, at det er en rigtig god ide, at der er flere uddannelser samlet på Campus Randers, så vi allerede under uddannelsen kan øve samarbejdet,” siger Mira. 

Gerne til Thailand i praktik

Hun er tiltalt af en uddannelsesform, der kombinerer teori og praktik, og derfor er hun glad for, at næsten halvdelen af sygeplejerskeuddannelsen er praktik. Samtidig ser hun det som en styrke, at der også er gode muligheder for at komme til udlandet i løbet af uddannelsen.

”Hvis jeg kommer ind, vil jeg helt sikkert i praktik i udlandet. Det kunne være spændende at opleve, hvordan sundhedsvæsenet fungerer i for eksempel Thailand, hvor samfundet og kulturen er helt anderledes end i Danmark,” siger Mira. 

Den 30. juli får hun besked om, hvorvidt hun er optaget på VIA Sygeplejerskeuddannelsen i Randers eller ej. Der er rift om studiepladserne. Sidste år modtog uddannelsen 580 ansøgninger til sine 90 studiepladser.