Igen mere end 14.000 kvote 2-ansøgninger til VIAs uddannelser

Billede af studiemiljø på campus Horsens
Antallet af førsteprioritetsansøgninger gennem kvote 2 er én procent højere end i fjor – svarende til 59 flere ansøgninger                   Foto: Arkiv
VIA University College har i år modtaget 14.567 kvote 2-ansøgninger. Det er stort set samme antal som i fjor. Der er igen stor søgning til både de offentligt- og privatrettede uddannelser. 

De unge viser stadig kæmpe interesse for at tage en videregående uddannelse.

Da ansøgningsfristen for kvote 2-ansøgninger udløb 15. marts klokken 12.00, havde VIA University College modtaget i alt 14.567 kvote 2-ansøgninger. 6.231 af ansøgningerne er førsteprioritetsansøgninger – altså ansøgninger fra unge, der allerhelst vil ind på en uddannelse hos VIA.

Antallet af førsteprioritetsansøgninger gennem kvote 2 er én procent højere end i fjor – svarende til 59 flere ansøgninger. Med andre ord er søgningen stort set status quo.

Dermed kan Danmarks største professionshøjskole allerede nu konstatere, at der vil blive fyldt op på alle stole på langt de fleste af institutionens 45 forskellige uddannelser. VIA skal nemlig i år i alt optage ca. 6.000 nye studerende. Og i juli, når der er ansøgningsfrist i kvote 1, kommer der langt flere ansøgninger ind til VIA.

Læreruddannelsen fortsætter fremgang i søgningen

Konkret er antallet af ansøgninger til VIAs fire læreruddannelser i Region Midtjylland igen i år steget – med 1,9 procent førsteprioritetsansøgninger i forhold til sidste år. Kvote 2-søgningen til VIAs socialrådgiveruddannelser er steget med 2,0 procent.

Årets højdespringer hos VIA er bygningskonstruktøruddannelsen, der i år har fået 23,9 procent flere førsteprioritetsansøgninger end sidste år.

Kvote 2-søgningen til VIA ingeniøruddannelser er samlet steget med 6,0 procent.

På VIAs pædagoguddannelser under ét er antallet af kvote 2-ansøgninger faldet med 1,9 procent, mens sygeplejerskeuddannelserne hos VIA har fået 1,3 procent færre førsteprioritetsansøgninger gennem kvote 2 sammenlignet med i fjor.

Stor søgning til både offentligt- og privatrettede uddannelser

Rektor for VIA University College, Harald Mikkelsen, glæder sig over den fortsat meget store søgning til VIAs uddannelser.

”Det er især positivt, at der er massiv søgning til både VIAs offentligt- og privatrettede videregående uddannelser, da vi jo i Danmark har behov for medarbejdere i såvel den offentlige som private sektor for at skabe vækst og sikre velfærden,” siger Harald Mikkelsen og tilføjer:

”Den store søgning til VIA beviser, at mange er tiltrukket af professionsbacheloruddannelserne, som bygger bro mellem læring og handling ved at veksle mellem undervisning og praktikperioder på arbejdspladser, og som giver mulighed for at sætte aftryk på samfundet. Professionsbacheloruddannelsernes dna er jo, at den teori, de studerende lærer på uddannelsen, skal kunne bruges direkte i job fra dag ét på arbejdspladsen. Derfor er uddannelserne meget målrettede, operationelle og praksisnære – samtidig med at de bygger på den seneste forskningsviden”.

Harald Mikkelsen påpeger, at arbejdsmarkedet i høj grad efterspørger professionsbachelorer, fordi de efter endt uddannelse er blevet rustet med kompetencer, som arbejdsgiverne har brug for, og desuden er blevet klædt på til at tænke innovativt – til gavn for både offentlige institutioner og private virksomheder.

Godt at undgå overakademisering i Danmark

At professionsbacheloruddannelserne matcher arbejdsmarkedets behov ’ude i virkeligheden’ sikrer VIA og landets øvrige seks professionshøjskoler blandt andet ved at inddrage repræsentanter for det offentlige og private erhvervsliv i de uddannelsesudvalg, som løbende udvikler uddannelserne.

Harald Mikkelsen betegner det som ’godt’, at de unge med den store søgning til professionsbacheloruddannelserne bakker op om politikernes indsats for at undgå en overakademisering i Danmark. I den forbindelse bemærker Harald Mikkelsen, at en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd forudsiger, at vi i Danmark vil mangle 40.000 med en mellemlang uddannelse i 2025, med mindre der bliver uddannet flere lærere, pædagoger, sygeplejersker, ingeniører og andre professionsbachelorer i de kommende år.

Harald Mikkelsen pointerer, at kvote 2-søgningen kun er første halvleg. Det endelige resultat for antal ansøgninger bliver der først fløjtet af for den 5 juli, når kvote 1-ansøgningerne også er kommet ind. Og traditionelt kommer der endnu flere ansøgninger i kvote 1 end i kvote 2, ligesom VIA optager lidt flere ansøgere gennem kvote 1 end gennem kvote 2.

 

Læs her om kvote 2-ansøgningstallene fordelt på henholdsvist byer og hovedområder.

 

Se original billede her.

 

Pressekontakt for yderligere oplysninger:

Rektor for VIA University College, Harald Mikkelsen.
T: 87 55 10 01. E: hm@via.dk (Vil være svær at træffe 15. marts).

Prorektor hos VIA University College, Peter Friese.
T: 87 55 10 12 E: pf@via.dk 

Journalist Kiri Kesby, VIA kommunikation.
T: 87 55 14 61 / 20 49 90 30 E: kike@via.dk

Hvad er kvote 2?

  • I kvote 2 er det en samlet bedømmelse af karakterer og livserfaringer fra eksempelvis jobs, højskoleophold, rejser og frivilligt arbejde, der afgør, om ansøgerne bliver optaget på de uddannelser, de har søgt ind på.
    Der er hvert år ansøgningsfrist gennem kvote 2 den 15. marts kl. 12.00.
  • Ansøgningsfrist gennem kvote 1 er 5. juli kl. 12.00.
    I kvote 1 bliver ansøgerne alene optaget på uddannelser på basis af deres karaktergennemsnit fra gymnasiet.
  • Ansøgerne får 28. juli svar på e-mail og i e-boks på, om de er blevet optaget på deres drømmeuddannelser.

 

Fakta om VIA University College

  • VIA er Danmarks største professionshøjskole med 18.600 studerende og 2.100 medarbejdere.
  • VIA udbyder 45 forskellige professionsbacheloruddannelser til blandt andet ingeniør, lærer, pædagog, designer, sygeplejerske, bygningskonstruktør, filmanimator, socialrådgiver, fysioterapeut og bioanalytiker.
  • VIA har campusser med flere uddannelser under samme tag i syv byer i Region Midtjylland. Campusserne ligger i Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro. Dertil kommer enkelt-uddannelser i Nørre Nissum, Skive, Ikast og Grenå.
  • VIA er kåret som Danmarks mest entreprenante uddannelsesinstitution af Young Entreprise.
  • VIA har 18 videncentre, der beskæftiger sig med praksisrettet forskning, udvikling og innovation. Aktiviteterne foregår i samarbejde med virksomheder, offentlige institutioner og organisationer.
  • VIA har fokus på det internationale område gennem blandt andet uddannelseseksport, udenlandske studerende på VIAs uddannelser og danske VIA-studerende på praktik- og studieophold i udlandet.
  • VIA samarbejder tæt med virksomheder, offentlige institutioner, organisationer og andre interessenter i ind- og udland. Samarbejdet vedrører blandt andet udvikling af uddannelser, forskningsprojekter og studentermobilitet.
  • VIA er Nordens største udbyder af efter- og videreuddannelse gennem bl.a. kurser, akademiuddannelser og diplomuddannelser.

 

Læs mere om VIA University College på www.via.dk