Eleverne i 6.c tester ny indretning af klasselokaler - med hjælp fra læreruddannelsen i Aarhus

Skolebørn der arbejder i grupper
Hver morgen skal eleverne i 6.c placere de mobile møbler, så de er tilpasset undervisningen.
Hver morgen i denne uge møder eleverne i 6.c på Solbjergskolen ind til et tomt klasselokale. Før hver lektion placeres de mobile møbler, så de understøtter undervisningen. Forsøget går ud på at udfordre det traditionelle klasseværelse. Elever og lærere er begejstrede.

”Alle er omkring hinanden. Man bliver talt til. Man er ligesom til stede med hinanden,” fortæller en elev i 6.c på Solbjergskolen i Aarhus. I denne uge er klassens lokale tømt for de traditionelle rækker af stole og borde. I stedet har elever og lærere afprøvet en ny type mobilt og fleksibelt klasseværelse, som studerende på læreruddannelsen ved VIA University College har udviklet i samarbejde med arkitekter og undervisere.

”Danske klasselokaler har ikke udviklet sig meget i de sidste 100 år, selvom vi har fået mere og mere viden om, hvor meget indretningen betyder for elevernes læring og trivsel. I forbindelse med, at VIAs læreruddannelse i Aarhus flyttede ned i Ceresbyen, indrettede vi et klasselaboratorie, hvor vores studerende har afprøvet nye undervisningsmiljøer. I denne uge har vi så flyttet laboratoriet ud på Solbjergskolen, som står overfor at skulle købe nye møbler til flere klasselokaler,” siger Ella Jørgensen, lektor på VIAs læreruddannelse i Aarhus.

Hver lektion starter med at flytte møbler

Hver morgen i tre uger – fredag er sidste dag - møder elever og lærere i 6.c på Solbjergskolen ind til et tomt klasselokale, hvor mobile borde og lette flytbare stole står i et hjørne. Sammen med læreren stiller børnene møblerne op, så det passer til det fag, de skal i gang med. Og når timen er slut, flyttes møblerne igen ud til siden.

”Idéen er, at lærerens planlægning af undervisningen afgør, om eleverne starter i rundkreds, biografopstilling, står op eller starter med at lege tagfat på det tomme gulv. Eksempelvis havde børnene matematik, hvor bordene var hævet, så eleverne stod op og havde mulighed for at bevæge sig under det meste af undervisningen,” fortæller Ella Jørgensen.

De forskellige bordopstillinger kan ses her.

Vil hjælpe skoler med indretning, der styrker læringen

Afprøvningen af de nye møbler på Solbjergskolen er et led i at få mere viden om, hvad der virker for lærere og elever. VIA har i flere år forsket i og arbejdet med forskellige måder at indrette klasselokaler på og ikke mindst hvorfor det er så sjældent, at danske skoler gør noget andet, end de plejer. Derfor vil erfaringerne fra 6.c også blive delt med skoler over hele landet.

”Det er vigtigt at få erfaring med, hvad der er muligt og hvad, der virker. For hvis man ikke ved, at tingene kan gøres anderledes, vil skolerne fortsætte med at købe de møbler, de altid har købt,” siger lektoren.

På mandag får eleverne i 6.c deres gamle møbler tilbage. Herefter tager Solbjergskole stilling til, hvilke møbler de vil indkøbe.


For yderligere information, kontakt:

Ella Jørgensen, lektor, cand.pæd.pæd, lærer, proceskonsulent, VIA læreruddannelsen i Aarhus
T: 22 59 72 06
M: ejor@via.dk