Herrejakkesæt får nyt liv som upcyklede jakkesæt til kvinder

Studerende fra VIA University College er blevet tildelt Innovationsprisen 2023 for at sætte fokus på klimakrisen og ligestilling mellem kønnene i erhvervslivet gennem omsyede jakkesæt.

Vinder af Innovationsprisen 2023 - Herrejakkesæt får nyt liv som upcyklede jakkesæt til kvinder til gavn for både klimaet og ligestillingen mel

Tre kvindelige studerende fra uddannelsen Entrepreneurship & Innovation hos VIA University College i Aarhus har vundet Innovationsprisen 2023. Prisen på 50.000 kroner blev overrakt den 13. april og hylder et helt nyt koncept, hvor brugte herrejakkesæt bliver syet om til at være unikke jakkesæt til kvinder.

”Vi har med vores nyudviklede brand og virksomhed GAVN en mission om at skabe ligestilling mellem kønnene i erhvervslivet ved at upcycle herrejakkesæt og derigennem skabe stilfulde og bæredygtige muligheder til kvinder. Vi tror på, at det er på tide at gå fra ord til handling for at skabe et mere ligestillet samfund, hvor køn ikke skal være en hindring for at opnå succes. Ved at genbruge og upcycle herrejakkesæt hjælper GAVN til at indtage en mandsdomineret verden og give plads til kvinder. Og med de upcyklede jakkesæt bliver kvindernes selvtillid, trivsel og succes styrket – samtidig med at miljøet bliver tilgodeset,” fremhæver 27-årige Alexandra Gerstorf Sørensen, der er en af de tre vindere af Innovationsprisen 2023.

Innovationsprisen er hvert af de seneste 10 år blevet uddelt af VIA University College til innovative studerende fra uddannelsesinstitutioner i hele Danmark. Prisen understøtter studerende, der har udviklet produkter, koncepter, ydelser eller løsninger, der bidrager til at udvikle et bæredygtigt samfund.

Indfrier FN’s verdensmål

27-årige Signe Valeur Kjær, der også er en af de tre kvinder, der med rekordfart har udviklet GAVN over de seneste tre måneder, understreger, at GAVN er i tråd med FN's verdensmål nr. 5 og 12, der handler om henholdsvis at fremme ligestilling mellem kønnene og om at sikre et ansvarlig forbrug og overforbrug.

”Kønsmæssig ulighed i erhvervslivet er en betydelig udfordring, og ved at klæde kvinderne godt på i tøjet, kan vi også klæde dem godt på mentalt til at tage udfordringen op og få øget kvindernes repræsentation i erhvervslivet,” pointerer Signe Valeur Kjær og fortsætter:

”Samtidig med at vi arbejder for at styrke ligestillingen mellem kønnene i erhvervslivet har vi også fokus på at mindske spild og reducere udledningen af CO2 ved at genbruge jakkesæt, der er nøje udvalgt og i høj kvalitet – og som ellers ville blive smidt ud”.

Samarbejder med genbrugsbutikker

GAVN samarbejder med Folkekirkens Korshær, Blå Kors, Røde Kors, Finderiet og Værdicentralen, hvor de tre studerende opkøber herrejakkesæt, der ikke kan sælges i butikkerne.

Samtidig er der indgået samarbejde med lokale virksomheder som Farid Wallo's skrædderværksted i Randers, hvor en del af de opkøbte herrejakkesæt bliver syet om til elegante jakkesæt til kvinder.

Foreløbig har de tre unge kvinder bag GAVN opkøbt 50 herrejakkesæt, og 30 af dem er med skrædderes hjælp allerede blevet upcyklet til stilfulde jakkesæt til moderne kvinder.

Jakkesættene vil blandt andet blive sat til salg, når FindersKeepers Designmarked bliver afviklet den 22. og 23. april på Godsbanen i Aarhus. Desuden sætter GAVN deres omsyede jakkesæt til kvinder til salg på Instagram og i virksomhedens nye webshop. Prisen per jakkesæt ligger mellem 1.500 og 2.000 kroner.

Vil finde investorer

”Vi er meget beærede over at have vundet Innovationsprisen 2023. De 50.000 kroner, vi har fået overrakt af VIA University College, skal gå til at videreudvikle GAVN. Vi er også for få uger siden blevet tildelt et verdensmålsmicrolegat fra Fonden for Entreprenørskab, som skal gå til at udvikle GAVN,” fortæller 31-årige Amalie Kronvold Olsen, der er den tredje af de ambitiøse studerende bag GAVN.

Der bliver desuden arbejdet på at finde investorer til GAVN. Blandt andet skal virksomheden præsenteres den 20. april, når Business Randers afvikler Hestens Hule – et arrangement, hvor lokale iværksættere fra Randers og omegn får mulighed for at pitche deres ideer foran investorer, som skal vurdere, om de vil investere i nogle af virksomhederne. 

Ligeledes er øvrige aktiviteter, events og konkurrencer i kalenderen i den kommende tid for Amalie Kronvold Olsen, Alexandra Gerstorf Sørensen og Signe Valeur Kjær.

Kommer fra forskellige byer

De tre kvinder studerer alle på 2. semester på professionsbacheloruddannelsen Entrepreneurship & Innovation på Campus Aarhus C ved VIA University College. I den kommende tid vil de være i praktik i deres egen virksomhed.

Både Alexandra Gerstorf Sørensen og Signe Valeur Kjær bor i Randers, hvor Signe Valeur Kjær også er vokset op. Alexandra Gerstorf Sørensen stammer derimod oprindeligt fra Skanderborg. 

Amalie Kronvold Olsen bor i Hadsted og kommer fra Sønderborg, hvor hun tidligere er uddannet som designteknolog.

Ved overrækkelsen af Innovationsprisen 2023 til vinderne blandt de 10 finalister blev det betonet, at GAVN gør en forskel ved at adressere et vigtigt problem i samfundet med overforbrug og affaldsspild og henvender sig til en målgruppe, der gerne vil være first movers inden for bæredygtighed.

 

Yderligere oplysninger og interview fås ved henvendelse til:

Alexandra Gerstorf Sørensen
T: 27 64 63 29

Signe Valeur Kjær
T: 42 22 18 06

Faktaboks:

Robot og festivalstol fik 2. og 3. pladsen ved finalen i Innovationsprisen 2023.

Ved overrækkelsen af Innovationsprisen 2023 fra VIA University College gik 2. pladsen på 20.000 kroner til fem studerende fra Erhvervsakademi Aarhus og Simac Maskinmesterskole, som i fællesskab har stiftet RoboE.

RoboE har udviklet et end-of-arm-tool, som gør, at små og mellemstore virksomheder i industrien kan aflaste medarbejdere for de nedslidende arbejdsopgaver. Projektet nytænker således en gammelkendt problemstilling ved at sætte ny teknologi og en ny forretningsmodel i spil og dermed på én gang forbedre arbejdsmiljøet og effektiviteten i industrivirksomheder. Det overordnede mål med RoboE er netop også at hjælpe mennesker, virksomheder og samfundet gennem brug af kollaborative robotter.

Se video om RoboE her

Ved overrækkelsen af Innovationsprisen 2023 fra VIA University College gik 3. pladsen på 10.000 kroner til studerende fra Aarhus Universitet, som under navnet STØL har udviklet en ny festivalstol.

Produktet fokuserer på at reducere den massive mængde af spild, som opstår på festivaler. Festivalgæsterne vil kunne leje en STØL, som vil kunne blive genbrugt i mange år. Alle materialer til festivalstolen er enten genanvendte eller kan senere blive genanvendt. STØL reducerer dermed affaldsspild og forlænger produktets levetid.

Se video om STØL her

Relaterede artikler