Bedre service og gladere borgere

Virksomhedskonsulent Danuta Vestergaard
Danuta Vestergaard er virksomhedskonsulent. Udover ny viden giver efteruddannelsen i virksomhedssamarbejde også relationer i jobcentre på tværs af kommunerne, og det er givende både fagligt og menneskeligt, mener hun. 
Erfaring er godt, men at være opdateret på den nyeste viden gør en stor forskel i hverdagen, mener virksomhedskonsulent Danuta Vestergaard. 

Menneskeskæbner er forskellige, og derfor kræver det ikke kun en velassorteret værktøjskasse at agere professionel konsulent på et jobcenter. Det kræver også den nyeste viden indenfor beskæftigelsesområdet, mener Danuta Vestergaard, kommunal virksomhedskonsulent i Sønderjylland.

Hun har tilmeldt sig diplomforløbet 'Virksomhedssamarbejde i beskæftigelsesindsatsen' på VIA University College, fordi hun gennem længere tid har savnet mere end blot hverdagserfaring at trække på i sit arbejde.

”At have erfaring er godt nok. Men vi skal også være up-to-date med den nyeste viden for at servicere vores borgere på bedste vis. Jeg har savnet en uddannelse som jobkonsulent, for jeg synes, det er enormt vigtigt. Man vil jo ikke køre med en taxachauffør, der ikke har kørekort, og man vil heller ikke lægge sig under kniven hos en kirurg, der er uuddannet. Som jobkonsulent har man folks skæbner i sine hænder på lige fod med alle andre, og derfor er den her uddannelse bare så vigtig,” siger hun.  

Bedre samarbejde

For Danuta Vestergaard er det en naturlig ting at sætte sig på skolebænken igen med jævne mellemrum. For det pudser ikke kun kompetencerne af – det giver også ny inspiration og tryghed i forhold til den daglige opgaveløsning på jobbet.

”Jeg kan mærke, at jeg bliver mere sikker i de beslutninger, jeg træffer i løbet af en arbejdsdag, fordi jeg har fået en helt anden og dybere baggrundsviden at trække på. Og jeg har også fået nogle flere redskaber at anvende i forskellige situationer, så jeg føler mig mere professionel i mit arbejde,” siger hun.

Og det kan borgerne også mærke, mener jobkonsulenten:

”Jeg kan møde hver enkelt borger langt mere individuelt og tilpasse indsatsen i forhold til både borgerens behov og de forventninger, som arbejdsmarkedet og beskæftigelseslovgivningen stiller. Det giver i sidste ende gladere borgere, og samarbejdet bliver simpelthen bedre hele vejen rundt,” fastslår hun.  

Nye relationer

Undervisningen i virksomhedssamarbejde er krydret med praksiseksempler og oplevelser fra virkeligheden ude på landets jobcentre, og det gør uddannelsen både nærværende og relevant, mener Danuta Vestergaard. Samtidig møder hun kolleger fra andre jobcentre, og det inspirerer:

”Det er virkelig dejligt at komme ud og møde kolleger på den her måde. Det har man ikke mange lejligheder til, så det giver en masse inspiration at mødes under andre former på tværs af kommunerne. Jeg oplever, at alle er imødekommende og har lyst til at dele erfaringer, og det får jo altid én selv til at se med andre øjne på den måde, man selv arbejder på. Og så giver efteruddannelse jo også relationer. Det er en sidegevinst, som jeg sætter rigtig stor pris på.”

Er uddannelsen noget for dig?

'Virksomhedssamarbejde i beskæftigelsesindsatsen' er et valgmodul på diplomuddannelsen i beskæftigelse - en målrettet videreuddannelse for dig, der arbejder med at hjælpe ledige tilbage på arbejdsmarkedet.