Kurset sigter mod at kvalificere lærere og pædagogisk personale til at arbejde med maddannelse, måltider og sundhed med afsæt i deres faglighed, profession og praksis, og som del af almendannelsen - fra dannelsesbegreb til pædagogisk praksis. Herunder også at inddrage både lærernes individuelle pædagogisk-didaktiske praksis og organisatoriske tiltag, der omfatter hele organisationen, f.eks. at udvikle handleplaner inden for mad og måltider.
Kurset tager afsæt i skolens rolle omkring ”mad i skolen” inden for undervisningen og rammerne for dagens måltider. Hvordan kan man udvikle skolens professionelle tilgang til ”mad i skolen” i forhold til sundhed, maddannelse og måltider ved at koble undervisningen og de rammer skolen sætter for elevernes måltider?
Der præsenteres grundlæggende ny viden og inspiration til, hvordan deltagerne kan arbejde med maden ud fra forskellige perspektiver i skolens hverdag.
Hver kursusdag har sit eget fokusområde:
Kursusdag 1:
Skolen som ramme for maddannelse, sundhed og måltider
Kurset udbygger grundlæggende teoretiske og praksisorienteret viden og færdigheder fra trin 1 og understøtter deltagerne i at kunne tilrettelægge, gennemføre og evaluere konkrete forandringsprocesser i egen praksis. Konkrete eksempler vil være selvvalgte temaer i tilknytning til den åbne skole med koblingen til udeskole. Hvordan disse nye læringsrum kan bidrage til at styrke elevernes handlekompetence inden for maddannelse, måltider og sundhed på din skole samtidig med at din professionelle kompetencer udvikles.
Kursusdag 2:
Undervisningen som ramme for maddannelse, sundhed og måltider
Kurset udbygger den grundlæggende teoretiske og praksisorientrede viden og færdigheder fra trin 1, inden for smagsdidaktik, fødevarebevidsthed, bæredygtighed og verdensmålene. Der sættes fokus på, hvordan skolens fag kan bidrage og understøtte elevernes læring inden for maddannelse, måltider og sundhed gennem tværfaglige undervisningsforløb med udgangspunkt i faglige oplæg.
Kursusdag 3:
Måltidet i skolen – fra maddannelse til almendannelse
Kurset sigter mod at give en bred indsigt i madens betydning for elevernes dannelse samt vigtigheden af måltidets rolle i skolens hverdag. Mad og sundhed er vigtigt for samfundet, for fællesskabet, for familierne og for den enkelte lærer, som ønsker at styrke undervisningen i forhold til maddannelse.
På kursusdagen undersøges, hvordan skolen kan inkludere måltidet som en dannelsesmæssig, organisatorisk, social og pædagogisk ressource, der kan udvikle skolens madkultur og elevernes trivsel. Der formidles begreber, forståelser og nye inspirationsmaterialer til udviklingen af skoledagens måltidet i kobling med bidrag fra både sundhedspædagogiske og maddannelsesteoretiske perspektiver.
Anvendelse:
Kursusdagene giver dig viden, inspiration og konkrete redskaber til, hvordan du sammen med dine kolleger med kan arbejde sundhedspædagogisk og dannelsesorienteret med mad, måltider og sundhed i skolen.
Kursusdagene vil understøtte forandringsprocesser i din egen og i skolens praksis, hvor I ud fra lokale behov og ønsker bistås i at sætte mad, måltider og sundhed på dagsordenen som en vigtig del af skolens almene dannelsesprojekt - sammen med eleverne.
Kursusdagene vil sætte et særligt fokus på at kvalificere dig til at kunne omsætte sundhedsviden til sundhedspædagogisk praksis inden for dine ansvarsområder og faggrænser. Det vil ske konkret ved at arbejde med forskellige metoder til involvering af eleverne i det perspektiv, at de udvikler handlekompetencer og får lyst, mod, vilje og evne til at træffe velovervejede valg, her og nu – og i fremtiden. Kursusdagene vil også inddrage forskellige tilgange til, hvordan man kan agere i forhold til de officielle anbefalinger for sund mad i skolen.
For at sikre at den nye viden og færdigheder forankres i din skole, tilrettelægges kurset ud fra en 20-30-50-struktur. Det vil sige, at 20 % af din læring foregår før hver enkelt af de tre kursusdage med mindre opgaver. 30 % foregår på selve kursusdagene og 50 % foregår efter hver kursusdag, hvor du iværksætter mindre tiltag eller forløb i samarbejde med din ledelse og dine kollegaer eller samarbejdspartner inden for den åbne skole.