Qsafe vil gøre det nemmere at hjælpe dem, der har brug for hjælp

For andet år i træk vandt VIA-studerende Fonden For Entreprenørskabs idékonkurrence. For andet år i træk går idéen ud på at gøre verden til et bedre sted. Mød Maria William og Julie, som læser design og business med speciale i Entrepreneurship and Innovation.

Maria, William og Julie fra Qsafe

Maria, William og Julie læser Design og business med speciale i Entrepreneurship and Innovation

I 2019 vandt gruppen bag CEDI Alert Fonden For Entreprenørskabs idékonkurrence. I 2020 gjorde Maria, William og Julie
fra Qsafe dem kunsten efter. De pitchede sig til sejren med deres idé om et armbånd, som forbipasserende kan scanne på en person i nød. Ved at scanne armbåndet kan man tilgå brugerens sundhedsdata og få vejledning til at afhjælpe situationen korrekt.

Ligesom vinderne fra 2019 læser gruppen bag Qsafe også Design og business med speciale i Entrepreneurship and Innovation på VIA. 

”Vi udviklede idéen til Qsafe under forløbet ”Design for Change” på første semester af studiet. Forløbet handlede om at generere nye produkter eller services, som har til formål at gøre en forskel og skabe positive forandringer i vores samfund. Maria arbejder ved siden af studiet på et bosted, hvor flere borgere lider af epilepsi. Hun kunne fortælle om de udfordringer, som opstår, når beboerne bevæger sig alene ud i samfundet og pludselig får brug for hjælp. Det kan være ekstremt vigtigt, at de får deres medicin hurtigt. Men hvordan finder forbipasserende ud af det, hvis de ikke kan komme i kontakt med vedkommende?”, forklarer gruppen.

”Da en af os sagde ”armbånd med QR-kode”, var vi solgte. Herfra begyndte vi at udvikle og researche, for at kunne præsentere vores idé for både eksperter, fagfolk og personer i målgruppen. Alle dem, vi talte med, mente, at vi havde fat i noget, og at sådan et produkt virkelig mangler på markedet. Samtidig lærte vi, at vores idé til et QR-armbånd kan være med til at gøre en forskel i rigtigt mange menneskers liv. Julie har arbejdet som vikar i hjemmeplejen i sit sabbatår og kunne hurtig få øje på Qsafe’s enorme skaleringspotentiale. Armbåndet kan ikke kun hjælpe folk med epilepsi, men også personer med demens, autisme, allergi og diabetes blandt mange flere”, fortæller Maria, William og Julie. 

10.000 kr. på 3 minutter 

Sammen med mere end 70 andre hold fra videregående uddannelser i hele Danmark stillede Qsafe op til Idékonkurrencen, som blev afholdt ved Danish Entreprenurship Festival. Da de nåede frem til finalen, havde de styr på deres præsentation helt ned til sidste sekund, fortæller gruppen:

”Vores pitch måtte maks. vare 3 minutter. Så dagen inden finalen øvede vi den i 2 timer i træk og blev ved med at skære fra og finpudse, til den sad lige i skabet. Men det var ikke kun fedt at vinde konkurrencen og de 10.000 kroner i førstepræmie. Vi har også fået en masse god feedback fra alle dommerne og samtidig fundet ud af, at vi arbejder virkelig godt sammen. Det har gjort hele forløbet yderst spændende og enormt lærerigt.”

De næste skridt

Lige nu arbejder gruppen på at få lavet en prototype af deres armbånd. De har fået plads i et af VIAs studentervæksthuse og er slet ikke færdige med at arbejde med deres projekt eller stille op i konkurrencer.

”De 10.000 kroner skal bruges til at udvikle en prototype. Vi er på udkig efter leverandører og har ambitioner om at finde en måde at producere vores armbånd på, som ikke belaster miljøet. Lige nu undersøger vi, om det eksempelvis kan lade sig at gøre at bruge materiale fra brugte bildæk. Heldigvis har vi fået en plads i studentervæksthuset på vores campus. Det betyder, at vi har et sted at arbejde og holde møder med eventuelle samarbejdspartnere. Her er også altid nogle af vores medstuderende, som vi kan sparre med. Det er et rigtig fedt og ambitiøst miljø, som vi er blevet en del af,” fortæller de 3 VIA-studerende.

”Vi tror på, at vores idé kan gøre en forskel og hjælpe en masse mennesker med at hjælpe hinanden. Nu skal vi bare finde nogle gode samarbejdspartnere. Derfor regner vi også med at stille op til regionalmesterskaberne i entreprenørskab og forhåbentlig kvalificere os til danmarksmesterskaberne, så vi kan få skubbet Qsafe udover rampen,” slutter gruppen.

 

Mød flere studerende og færdiguddannede