Danmark møder Japan med Viborg Animationsfestival 2017

VAF2017
Viborg Animationsfestival byder på et hav af spændende aktiviteter.
Viborg Animationsfestival (VAF), der løber af stablen fra den 25. september til den 1. oktober, er hele Danmarks festival, og omfanget af aktiviteter og antallet af filmvisninger gør det til den hidtil største. Der vil være spændende og kvalitetsfyldte oplevelser for både børn og voksne i det omfattende program for dette års VAF.

I 2017 fejres 150 året for den første handelstraktat mellem Danmark og Japan og dette års tema for VAF 2017 er derfor ”Solens rige”. Japan er et af verdens mest indholdsrige, innovative og produktive lande inden for animationsproduktion. VAF 2017 vil derfor byde på et overflødighedshorn af udstillinger, begivenheder og film med afsæt i netop Japan.

Den japansk animerede fortælling har en enorm spændevidde og en perlerække af fantastiske spillefilm, kortfilm og afsnit fra tv-serier vil blive vist, når Viborg Manga- Og Anime-Museum udstiller under temaet ”Kawaii & Epikku”, der betyder Nuttet og episk. Udstillingen er helt sikkert et besøg værd, og er den største af sin art i Nordeuropa og vil indeholde concept art, tegneserier og animations-frames, der aldrig er vist uden for Japan før.

The Animation Workshop står bag VAF 2017 og har sammensat et spændende program, hvor man kan opleve alverden inden for animation. Ud over den fascinerende mangaudstilling, så vil der også være animationsrelaterede konferencer og seminarer. Der vil der også være en manga artist battle, hvor danske og japanske tegnere og studerende heltemodigt vil kæmpe om ære og berømmelse.   

Animationsfestivalen afsluttes med manér, hvor den gamle militærbygning Arsenalet bliver lyst op ved hjælp af ”videomapping”. Bygningen bliver på forskellig vis inddraget, så publikum får fornemmelsen af, at Arsenalet kommer til live og VAF lover, at det bliver en forestilling ud over det sædvanlige.

Det er 12 studerende fra seks europæiske lande, der samles og skaber video-mapping udstillingen. Under en intensiv workshop på The Animation Workshop ved VIA udvikler de studerende den flotte forestilling helt fra bunden. 

FAKTA:

  • Ønsker du at se en film, der er fuldt booket, kontakt da billetbestillingen, og de kan informere dig om muligheder for at se filmen alligevel
  • Billetter kan reserveres fra onsdag den 20. september kl. 12.00
  • VAF 2017 hjemmeside: http://animationsfestival.dk/
  • VAF 2017 brochure
  • VAR 2017 program