VIA er vært for lancering af Mindfulness i skolen

Et nyt undervisningsprogram til danske skoler lanceres ved en event på VIA University College. Mindfulness er positivt for børn og unges trivsel.
Tirsdag den 22. august er VIA vært for lanceringen af det første undervisningsmateriale på dansk om mindfulness i skolen. VIA skal nu forske i brugen af materialet.

Et helt nyt undervisningsprogram bestående af en omfattende e-læringsportal og app til danske skoler lanceres tirsdag den 22. august ved en event på VIA University College, Campus N i Aarhus. Bag materialet står Mindfulness Foreningen og Center for Mindfulness i Skolen.

E-læringsprogrammet er resultatet af et 2-årigt forsknings- og udviklingsprojekt kaldt Stressfri Ungdom, som blev gennemført af Anne Maj Nielsen, lektor, ph.d. ved Danmarks Pædagogiske Universitet, AU, samt Mindfulness Foreningens konsulent, Rikke Braren Lauritzen med støtte fra bl.a. Undervisningsministeriet.

Mindfulness er positivt for børns trivsel

Undersøgelsens resultater er meget positive i forhold til børn og unges trivsel, og docent, ph.d. ved VIA University College, Jesper Ovesen Dahlgaard, skal nu stå for yderligere forskning i danske skolers brug af det nye e-læringsmateriale, der er gratis for alle. I første omgang er materialet målrettet elever i 7.-10. klasse, men VIA skal nu se på, om der kan udvikles materiale til de lidt yngre børn.

Lanceringseventen starter kl. 15 på VIA med præsentation af materialet og forskningen bag. Herefter vil Jesper Ovesen Dahlgaard fortælle om mindfulness betydning for mental sundhed og forskellige bud på implementering og forskning i mindfulness i skolen. Herefter vil en lærer, der har afprøvet materialet, fortælle om hans oplevelser.

Workshop i børneyoga og ny efteruddannelse

Programmet slutter med en workshop i børne/ungeyoga og information om en ny efteruddannelse i Mindfulness i skolen med start i efteråret. Eventen slutter kl. 18.

Læs omtale af Mindfulness i skolen på DRs hjemmeside her
http://www.dr.dk/levnu/boern/nu-kan-mindfulness-blive-en-del-af-skoledagen

For yderligere spørgsmål, kontakt docent, ph.d., Jesper Ovesen Dahlgaard
M: 87 55 29 92
E: jesd@via.dk