6.023 nye studerende er optaget i VIA

Studieoptag 2019 - 6023 nye studerende optaget i VIA
Mange nye studerende kan se frem til studiestart hos VIA, der i år har optaget 3,5 procent flere nye studerende end sidste år. Foto: Arkiv
VIA har i år optaget 3,5 procent flere nye studerende end i fjor. Baggrunden er blandet større søgning til VIAs ingeniøruddannelser, flere studiepladser på sygeplejerskeuddannelsen og en ny skatteuddannelse, der kommer godt fra start.

VIA University College har i år optaget 6.023 nye studerende. Det er 3,5 procent flere end i fjor og det største optag i VIA de seneste fem år.

På landsplan fik 65.714 nye studerende den 26. juli besked om, at de er blevet optaget på en søgt uddannelse.

Det øgede optag i VIA hænger blandt andet sammen med, at sygeplejerskeuddannelsen, som VIA udbyder i både Viborg, Holstebro, Silkeborg, Randers og Aarhus, i år har fået godkendelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet til at etablere 120 ekstra studiepladser for at imødekomme manglen på sygeplejersker på sygehusene og i kommunerne – blandt andet i Region Midtjylland. 

Trods de ekstra pladser kan sygeplejerskeuddannelsen alle steder i VIA allerede melde om ’fuldt hus’.

Ny skatteuddannelse har vind i sejlene

Det medvirker også til det øgede optag af studerende, at VIAs spritnye uddannelse på Campus Herning til bachelor i skat er kommet fra start med et tilfredsstillende optag på 23 studerende.
 
Og så har uddannelsen til professionsbachelor i procesøkonomi og værdikædeledelse hos VIA i Aarhus placeret sig som årets højdespringer med et optag, der er 171 procent højere end i fjor. Stigningen er gået fra 24 til 65 optagne studerende.

Både skatteuddannelsen og uddannelsen til professionsbachelor i procesøkonomi og værdikædeledelse håber dog uanset de pæne tal på et efteroptag af endnu flere studerende henover de næste uger.

Stor fremgang til ingeniøruddannelserne

Det øgede optag i VIA er tillige stærkt påvirket af, at VIA har formået at optage væsentligt flere ingeniørstuderende end i 2018 – og i modsætning til tendensen på landsplan. På landsplan er optaget af diplomingeniørstuderende i år faldet fire procent i forhold til i fjor trods erhvervslivets store efterspørgsel på ingeniører.

Konkret har VIAs ingeniøruddannelser i Horsens per 26. juli 2019 optaget 22 procent flere ingeniørstuderende end sidste år. Tallet er gået fra 333 til 407 studerende.  

Tilsvarende er optaget på den nye uddannelse til diplomingeniør i eksport og teknologi, som VIA slog dørene op til på Campus Aarhus C i fjor, i år øget med hele 76 procent – fra 29 til 51 studerende. Og i Herning har materialeingeniøruddannelsen øget optaget med 27 procent.

”I VIA har vi gjort en målrettet indsats for at fremme rekrutteringen til vores ingeniøruddannelser, og derfor er det virkelig glædeligt, at arbejdet ser ud til at have båret frugt. I VIA har vi fokus på at understøtte vækst og udvikling i erhvervslivet ved at medvirke til at sikre kvalificeret arbejdskraft,” påpeger prorektor Louise Gade, der er den øverst ansvarlige for alle VIAs uddannelser.

Forventer igen i år et stort efteroptag

Louise Gade forventer, at optaget af blandt andet ingeniørstuderende bliver noget højere, end de nuværende tal viser.  Studievejlerne i VIA arbejder nemlig i øjeblikket på højtryk med efteroptag.

Der er allerede kommet mange ansøgninger ind til de uddannelser, der har ’frit optag’ for alle, der opfylder adgangskravene, og til de øvrige uddannelser i VIA med ledige studiepladser. Disse ansøgninger bliver nu behandlet.

Traditionelt har VIA frem til studiestart i august-september et efteroptag på flere hundrede studerende til alle sine uddannelser med ledige studiepladser. Efteroptaget omfatter primært studerende, der har fået afslag på den uddannelse, de søgte i første omgang. Men der er i efteroptaget også tale om ansøgninger fra unge, der ikke nåede at søge ind på en uddannelse inden ansøgningsfristen. 

Alene i 2018 modtog VIA ifølge en opgørelse fra Studieservice 1.459 ansøgninger som efteroptag, og der blev optaget 623 ekstra studerende gennem efteroptag. 

Pædagog- og læreruddannelser har ledige pladser

På landsplan er optaget af pædagogstuderende faldet i år, og dét gælder også flere steder i VIA. Pædagoguddannelserne i Holstebro, Ikast og Horsens har således p.t. ledige studiepladser. 

En del af forklaringen er, at antallet af studiepladser på pædagoguddannelsen hos VIA er blevet øget på flere udbudssteder for at imødekomme både regeringens og kommunernes ønsker om flere pædagoguddannede.

Den nye uddannelses- og forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen, har udtalt, at hun ærgrer sig over det lavere optag på pædagoguddannelsen generelt i Danmark, og at hun vil arbejde for at få øget rekrutteringen – blandt andet gennem stop for besparelser på pædagoguddannelsen.

På læreruddannelsen i VIA er der fuldt optag i Aarhus. Derimod er der – som forventet og ligesom tidligere år – ledige studiepladser på læreruddannelsen i Silkeborg, Skive og Nørre Nissum, så her forventes også et betydeligt efteroptag.

Mange uddannelser med ledige stole

Blandt de uddannelser i VIA, der – foruden de nævnte – allerede har fuldt optag, er socialrådgiveruddannelsen og fysioterapeutuddannelsen i både Aarhus og Holstebro. 

Der er også fyldt op på blandt andet uddannelserne til bygningskonstruktør, bioanalytiker, ergoterapeut, professionsbachelor i ernæring og sundhed samt Bachelor in Multiplatform, Storytelling and Production i Aarhus, ligesom animationsuddannelsen i Viborg kan melde ’alt optaget’.

De uddannelser hos VIA, der i år har krævet det højeste karaktergennemsnit for at komme gennem nøglehullet, er alle placeret i Aarhus og er: Fysioterapeutuddannelsen i Aarhus (9,5), professionsbachelor i ernæring og sundhed i Aarhus (9,1) og sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus (9,1).

Ledige studiepladser er der stadig på en del uddannelser rundt om i VIA – ikke mindst på uddannelserne med ’frit optag’. 

De ledige studiepladser kan ses på VIAs hjemmeside her.