Mange vil læse i Nørre Nissum

VIA Campus Nørre Nissum
VIA Læreruddannelsen i Nørre Nissum hører under Campus Holstebro. Læreruddannelsen i Nørre Nissum kan tages som en helt almindelig læreuddannelse og som et forløb over nettet.
Da fristen for kvote 1 ansøgningerne til de videregående uddannelser udløb søndag kl. 12, havde VIA Læreruddannelsen i Nørre Nissum modtaget seks procent flere førsteprioritetsansøgninger end sidste år. 

”Det er godkendt”. Uddannelsesleder Svend Aage Povlsgaard sender sit vestjyske smil, da han ser ansøgertallene for VIA Læreruddannelsen i Nørre Nissum. For tallene viser, at flere ansøgere vil læse på VIAs vestjyske bastion i Nørre Nissum. I år har 53 valgt uddannelsen som deres førsteprioritet mod 50 sidste år. Det er en stigning på 6 procent. 

Han mener, der er flere grunde til det øgede ansøgertal. Blandt andet uddannelsens tætte samarbejde med det arbejdsmarked, den uddanner til. For i Nørre Nissum har de i flere år arbejdet med et såkaldt Teaching Lab, hvor de studerende øver sig sammen med elever, uddannede lærere og deres undervisere. 

Vi undersøger virkeligheden 

”I alle fag har de studerende mulighed for at arbejde sammen med en skoleklasse. I grupper laver de et undervisningsforløb, som de afprøver i skolen. De sparrer med hinanden, med klassens lærer og med deres underviser. På den måde prøver de kræfter med den virkelighed, de uddanner sig til. Hos os sidder vi ikke bag lukkede døre og ser på virkeligheden. Her går vi ud i den og undersøger den,” siger Svend Aage Povlsgaard. 

Undervisning i øjenhøjde 

Han fortæller, at det nære studiemiljø på uddannelsen også spiller en faktor, når ansøgerne skal vælge uddannelse. ”Mange af vores studerende fremhæver, at der ikke er langt fra beslutning til handling. Alle kender alle, og studerende og undervisere møder hinanden i øjenhøjde,” siger Svend Aage Povlsgaard. Han har ellers været meget spændt på ansøgertallene i år, for i februar optog uddannelsen for første gang også et vinterhold. Her startede 42 studerende på uddannelsen. ”Det har været spændende at se om, der var nok ansøgere til både sommer- og vinteroptaget. Mange andre uddannelser gør det. så vi tænkte, hvorfor ikke også læreruddannelsen? Og det viste sig at være en god idé,” siger Svend Aage Povlsgaard. 

Fleksibel netuddannelse

Ca. halvdelen af de studerende på læreruddannelsen i Nissum tager en helt almindelig læreruddannelse. Den anden halvdel har valgt at tage uddannelsen over nettet. Ifølge Svend Aage Povlsgaard tiltrækker den studerende fra hele landet og desuden et par stykker, der bor i andre lande. 

”Studerende på den netbaserede uddannelse er typisk studerende, der enten bor langt fra en uddannelsesinstitution eller studerende, der ønsker at være fleksible i deres hverdag,” siger Svend Aage Povlsgaard, der nu glæder sig til at holde en velfortjent sommerferie, inden han sammen med de andre i Nørre Nissum skal byde velkommen til endnu et semester til august. 

Sådan har søgningen været i Nørre Nissum 

VIA Læreruddannelsen 

  • Ansøgere i alt: 2015: 90 ansøgere 
  • Heraf førsteprioritetsansøgere 2015: 53 
  • Tilbagegang i alt: 3,2 procent 


  • 2014: 93 ansøgere 
  • Heraf førsteprioritetsansøgere 2014: 50 
  • Fremgang i førsteprioritetsansøgere: 6%

Find ansøgningstallene for alle VIAs uddannelser her 

Download originalfoto