Tusindvis af syge og ældre i Danmark er underernærede

Alt for mange hospitalsindlagte samt ældre i hjemmeplejen og på plejehjem er underernærede i dagens Danmark. 

Konkret viser opgørelser, at halvdelen af de ældre over 65 år, der bliver indlagt på medicinske afdelinger på landets sygehuse, er underernærede. Desuden er hver femte beboer i plejeboliger underernæret. Og det kan langt fra udelukkes, at underernæring medvirker til, at en del ældre og syge ikke overlever deres sygdom.

Det sker, selv om flere ernæringsfaglige personer gennem efterhånden mange år har gjort opmærksom på problemet. Udfordringen er imidlertid, at ernæringspleje ikke er et krav i loven, at ernæring sjældent er i fokus i plejen af syge og ældre, og at offentligheden ikke ved, at underernæring er et udbredt fænomen i Danmark.

Derfor har vi, der står bag denne kronik, netop stillet et borgerforslag, der har som mål at sikre sundhedspolitisk handling og at få ernæringspleje til at blive en lovfæstet del af behandlingen og plejen af syge og ældre. 

Vores håb er at få mindst 50.000 underskrifter til borgerforslaget inden den 27. april 2021, så forslaget har krav på at blive taget til debat i Folketinget.

Underernæring koster seks milliarder om året

Når der er brug for politisk handling, så er det fordi, underernæring har kæmpe konsekvenser – både for de underernærede selv og for samfundet som helhed.

Faktum er, at syge og ældre, der er underernærede, mangler kræfter og bliver hurtigt trætte og får svækket immunforsvar med øget risiko for infektioner. Desuden bliver risikoen for liggesår øget. Konsekvensen bliver længere sygdomsforløb og længere genoptræningsforløb med nedsat livskvalitet til følge for de berørte borgere.

For sundhedssektoren – og dermed hele samfundet – medfører problematikken med underernærede syge og ældre ekstra omkostninger i milliardklassen. Konkret vurderer Sundhedsstyrelsen, at der årligt er en merudgift på knap seks milliarder kroner i forbindelse med underernæring på hospitaler og plejehjem. 

Er det da så slemt?

Måske vil du spørge, om det nu er så slemt i dagens Danmark med underernæring? Vi har da dygtige fagfolk i det danske sundhedsvæsen og i ældreplejen. Det er korrekt! 

Ikke desto mindre er virkeligheden, at der ofte under indlæggelser på hospital samt i den kommunale ældrepleje ikke er opmærksomhed på patienternes ernæringsmæssige behov. 

Vi affinder os med, at hver fjerde hjemmeboende ældre er småtspisende, fordi de ikke har megen appetit. Men det duer ikke.

Sagen er, at fornemmelsen for tørst og sult med alderen bliver ændret og får mange ældre til at spise mindre. Særligt de syge og plejekrævende står derfor i øget risiko for at blive underernærede, fordi de ikke ved egen hjælp får dækket deres behov for mad og drikke. 

Netop for at imødekomme de småtspisende er der for denne gruppe borgere helt særlige faglige anbefalinger til sammensætningen af den daglige mad og et behov for vedvarende støtte til måltiderne.

Behov for helt klare regler

I Danmark kan vi ikke være bekendt at vende det døve øre til snakken om underernæring.

Der er tværtimod behov for at erkende omfanget af problemet med underernæring og at få skabt et gennembrud i ernæringsplejen hos alle – fra SOSU-hjælperne, der er tæt på de plejekrævende ældre i eget hjem, til folketingspolitikerne, der lovgiver på området.

Det er nødvendigt med sundhedspolitisk handling, da de mange ernæringsfaglige projekter, der er gennemført i de seneste årtier med henblik på at forbedre ernæringen for de syge og ældre, oftest har været uden vedvarende effekt.

Vi foreslår derfor i det borgerforslag, vi har fremsat, at få lovgivningen ændret, så det bliver tydeligt, at ernæring skal indgå i behandlingen og plejen af patienter og ældre. Formålet er altså at få sikret, at alle i sundhedssektoren er klar over, at de skal tage ernæringsområdet alvorligt.

Hvad siger lovgivningen i dag?

I dag er der ingen lovtekst, der præciserer, at sygehuse og kommuner fagligt skal tage hånd om syge og ældres ernæring.

Nogle vil nok sige, at det ligger implicit i lovgivningen. Men erfaringer, talrige undersøgelser og fakta omkring antallet af underernærede på hospitaler og i ældreplejen dokumenterer, at der skal mere til end det, der gøres i dag, for at undgå underernæring af patienter og ældre.

Ganske vist udfører Styrelsen for Patientsikkerhed fra centralt hold tilsyn i forhold til de plejefaglige indsatser på ældreområdet efter Servicelovens §§ 83-87, som blandt andet handler om personlig og praktisk hjælp og madservice. Det vil sige, at der er fokus på mad og måltider som en praktisk hjælp – men der er ikke fokus på ernæringens betydning for, at borgere kan komme sig efter sygdom, have kræfter til genoptræning og dagligdagens gøremål samt undgå ny sygdom.

I Sundhedsloven er ernæringsområdet heller ikke nævnt som et led i plejen eller behandlingen, men kun som ’Tilskud til ernæringspræparater’ – selv om der fra talrige analyser og forskningsprojekter er viden tilgængelig om, hvad der skal og kan gøres for at hindre underernæring.

Faktum er desværre, at når et ernæringsprojekt, der er tidsbegrænset, stopper, så ophører indsatsen som regel også. Det betyder, at den omfattende viden, som er lige til at anvende til gavn for de svage og småtspisende, ikke bliver anvendt vedvarende. Dét er ikke godt nok!

Underernæring fylder også under corona

Under coronapandemien er der også flere eksempler på, at der er udfordringer med underernæring af syge og ældre, og at ernæringsplejen fortsat er et nedprioriteret område i sundhedsvæsnet og plejesektoren.

Et eksempel er fra Jyllands-Posten den 28. juni 2020, hvor der blev bragt en artikel om en corona-patient, der havde tabt sig 18 kilo. På få linjer beskrives det, at patienten nu – efter sondeernæring – kan spise normalt igen. Men fagligheden fra en klinisk diætist og den korrekte ernærings betydning for patientens rekonvalescens og genoptræning er totalt fraværende – selv om patienten var indlagt på et af Danmarks højt specialiserede hospitaler. Til gengæld beskrev historien meget detaljeret genoptræningen med fysioterapeuter.

Et andet eksempel på, at ernæringspleje fylder for lidt, er fra et sjællandsk plejehjem. Her fortæller en familie, at deres far efter knap fire ugers coronanedlukning på plejehjemmet var dehydreret og havde tabt sig seks kilo. Før nedlukningen havde han det ellers efter alderen godt og var vægtstabil. Men under corona-nedlukningen, hvor plejepersonalet havde registreret, at beboeren var småtspisende, havde de ikke søgt at afhjælpe det. Tværtimod havde plejehjemmet over telefon oplyst familien om, at faderen havde det godt.

Beboeren overlevede ikke det drastiske vægttab, og familien klagede til Styrelsen for Patientklager over, at faderen ikke havde modtaget tilstrækkelig pleje – herunder væske og ernæring. Styrelsen gav familien medhold i, at det er kritisabelt, at beboeren ikke blev vejet. Men tilbage står, at det i dag ikke er et lovkrav, at svage og småtspisende ældre, der er afhængige af offentlig forplejning, sikres tilstrækkelig mad og drikke.

Manglende ressourcer og kvalifikationer

Det manglende fokus på ernæring i sundheds- og ældresektoren afspejler sig også organisatorisk. Den viden og faglighed, som kliniske diætister besidder, indgår ikke i dag som en selvfølge i den tværfaglige behandling og pleje af underernærede patienter og ældre.

En udbredt årsag er, at antallet af kliniske diætister er reduceret på landets hospitaler siden strukturreformen i 2007, og at der derfor er for få kliniske diætister ansat. 

Ligeledes er det langt fra alle kommuner, der har diætister i personalestaben, og antallet pr. borger er vidt forskelligt.

Dertil kommer, at ernæring ikke er under en lovparagraf. Det betyder, at diætisten ikke kan tilse borgere i eget hjem, før en sygeplejerske har vurderet, at den enkelte borger har et kompliceret ernæringsbehov. Sygeplejersker med mindre ernæringserfaring skal altså bedømme, om der skal tilkobles en diætist.

Ernæringspleje redder liv

En væsentlig udfordring er tillige, at hver kliniske diætist, der er ansat i den kommunale ældrepleje, ofte skal varetage ernæringsvurdering og -vejledning for mange hundrede plejehjemsbeboere og hjemmeboende ernæringstruede ældre.

Konkret var der i landets 98 kommuner i 2020 samlet ansat 272 kliniske diætister svarende til 239 fuldtidsstillinger – samtidig med, at antallet af ældre over 65 år, der modtog mindst én kommunal indsats, var omkring 350.000. Tallene taler vist for sig selv.

Det lave antal kliniske diætister i kommunerne gør, at ernæringspleje oftest er en opgave, der bliver varetaget af sygeplejersker, som ikke har haft klinisk ernæring som primært fagområde på uddannelsen. Derimod er kliniske diætister netop uddannet til at udrede og vurdere den korrekte individuelle og sygdoms- og aldersspecifikke ernæringsindsats til syge og ældre.

Et internationalt studie har påvist, at patienters chance for overlevelse forbedres, at risikoen for komplikationer, organsvigt og nedsat funktionsstatus mindskes, og at hyppigheden af genindlæggelser reduceres som en direkte konsekvens af diætisters arbejde med individuel ernæringsmæssig udredning og vejledning.

Der er ikke rigtig nogen, der har ansvaret

Med al den viden, der foreligger om vigtigheden af at undgå underernæring, så er det naturligt at spørge, hvorfor vi fortsat i 2021 oplever, at der i den offentlige forplejning i regioner og kommuner ikke bliver taget godt nok hånd om ernæringstruede syge og ældre?

Problemet er, at der i tidligere politiske debatter har været enighed om, at syge og ældre ikke skal opleve underernæring. Imidlertid har der ikke været enighed om, hvilke indsatser der skal sættes i søen for at dæmme op for underernæring.

Derfor er der fra centralt hold så som Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen alene blevet udformet retningslinjer, vejledninger og anbefalinger. Selve ansvaret for kvaliteten af ernæringsplejen er lagt ud til den enkelte region og kommune.

Det er altså op til ledelsen i den enkelte region, på det enkelte hospital, i den enkelte kommune og på det enkelte plejehjem, om – og i givet fald hvordan – der skal være fokus på ernæringsområdet og på de småtspisendes behov for hjælp og støtte. Resultatet er, at ernæringsplejen ofte bliver tilsidesat, for den enkelte leder er sjældent en ildsjæl på ernæringsområdet.

Fra kan-opgave til skal-opgave

Summa summarum mener vi, at det er på høje tid, at landspolitikere træder i karakter og sørger for, at det bliver gjort tydeligt i lovgivningen, at ernæringspleje fremover er en ’skal’ -opgave, og ikke som i dag en ’kan’ –opgave. Det er kort og godt ikke i orden, at ernæringspleje ofte kun er i fokus, hvis ledere og medarbejdere har tid og interesse for området.

Ved at ændre lovgivningen som foreslået i vores borgerforslag bliver ernæring et felt, som sundheds- og ældresektoren skal sidestille med eksempelvis genoptræning, sundhedsfaglig pleje og sundhedsfremme.

En ændring af lovgivningen gør det naturligvis ikke alene. Men en lovændring er en afgørende start og en nødvendig løftestang for, at ernæringsområdet i alle organisatoriske lag i sundheds- og ældresektoren bliver taget alvorligt – til gavn både for de ældre og syge og for samfundsøkonomien.

Det er både uværdigt og dybt kritisabelt, at underernæring er et udbredt problem i Danmark!

Derfor opfordrer vi alle, der er enige, til at støtte borgerforslaget med titlen ’Ændring af lovgivningen således, at ernæringspleje tydeliggøres og præciseres i behandlingen og plejen af syge og ældre’. Du kan frem til 27. april se og underskrive borgerforslaget på borgerforslag.dk. 

Ovenstående kronik var bragt i Politiken den 1. april 2021.