6.098 nye studerende til VIA – men stadig mange ledige pladser

I kølvandet på faldende søgning til velfærdsuddannelserne i år er der stadig mange ledige studiepladser at søge på især læreruddannelsen, men også på uddannelserne til pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver. VIAs prorektor ser de tomme stole som et alvorligt samfundsproblem. Også uddannelser med frit optag – fx ingeniør- og byggeriuddannelserne – har ledige studiepladser til kvalificerede ansøgere.

studerende på campus Aarhus C

Natten mellem den 27. og 28. juli kunne ansøgerne til de videregående uddannelser landet over få svar på, om de har fået plads på deres drømmeuddannelse.

VIA University College har i år optaget 6.098 nye studerende på sine godt 40 videregående uddannelser i 11 byer i Region Midtjylland. Det er stort set samme antal som i fjor, hvor optaget slog rekord og var på 6.170 nye studerende.

De VIA-uddannelser, der i år har krævet det højeste karaktergennemsnit at komme ind på, er uddannelsen til fysioterapeut i Aarhus (9,2) og sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus (8,4).

De tomme stole er uden for Aarhus

Hos VIA i Aarhus er langt de fleste uddannelser med loft over optaget fyldt ud. Derimod er der et stort antal ledige studiepladser på mange af de uddannelser, som VIA udbyder uden for Aarhus – blandt andet på de store velfærdsuddannelser til lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver.

For VIA samlet er optaget på læreruddannelsen i år faldet med 8,0 procent i forhold til 2020, mens optaget er faldet med 5,2 procent på pædagoguddannelsen, 3,3 procent på sygeplejerskeuddannelsen og 1,6 procent på socialrådgiveruddannelsen.

Det lavere optag hænger sammen med, at der i år er kommet færre ansøgninger til velfærdsuddannelserne – og kun ansøgere, der opfylder adgangsbetingelserne, kan få plads.

Udsigt til stor mangel på velfærdsuddannede

”Prognoserne viser, at Danmark i 2030 – blandt andet på baggrund af den demografiske udvikling med mindre ungdomsårgange, flere småbørn og flere ældre – vil mangle i alt 35.000 lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere. Derfor er det samfundsmæssigt dybt bekymrende, at færre søger ind på og altså starter på de store velfærdsuddannelser. Jeg håber meget, at vi frem til studiestart omkring 1. september vil få et stort efteroptag til særligt de tomme stole uden for Aarhus,” siger prorektor Gitte Sommer Harrits, der er den øverst ansvarlige for VIAs uddannelser.

De ledige studiepladser kan ses og søges på VIAs hjemmeside, og traditionelt har VIA et efteroptag på i alt ca. 500 studerende. Det er typisk unge, der har fået afslag på at komme ind på de uddannelser, de søgte i første omgang, eller som ikke nåede at søge inden ansøgningsfristen.

”Vi har i VIA masser af gode erfaringer med, at studerende, der ikke kom ind på deres førsteprioritet, er blevet glade for et alternativt studie. Jeg vil derfor anbefale denne gruppe af unge at overveje andre studieretninger og andre uddannelsesbyer end dem, de søgte i første omgang, for der er stadig mange gode muligheder for dem, der opfylder adgangsbetingelserne. Og jeg vil råde til at få sendt ansøgningerne afsted hurtigst muligt,” lyder det fra Gitte Sommer Harrits.

Studievejlederne i VIA sidder parate til at behandle de ansøgninger, der kommer ind til de ledige studiepladser. Studievejlederne besvarer også gerne spørgsmål.

Også plads til flere på ingeniøruddannelser

Dér, hvor VIA har flest ledige studiepladser, er på læreruddannelsen i Silkeborg, Skive og Nørre Nissum ved Lemvig. Tilsvarende er der eksempelvis stadig pladser at søge på pædagoguddannelsen i Holstebro, Ikast og Viborg, på sygeplejerskeuddannelsen i Holstebro (og standby-pladser i Viborg, Randers og Horsens) samt på socialrådgiveruddannelsen i Holstebro.

Også på en række af VIAs privatrettede uddannelser, der har såkaldt ’frit optag’, er der ledige studiepladser at søge, selv om mange af disse uddannelser allerede har øget optaget markant i år. Eksempelvis har VIAs uddannelse til maskiningeniør optaget 33 procent flere nye studerende end sidste år, ligesom uddannelsen Global Business og Teknologi hos VIA har øget optaget med 32 procent, mens uddannelsen til softwareingeniør har givet plads til 24 procent flere studerende i år sammenlignet med 2020. Det øgede optag hænger sammen med, at VIA i år – i modsætning til situationen på landsplan – har fået flere kvalificerede ansøgere til STEM-uddannelserne.

Når der stadig er ledige studiepladser at søge på eksempelvis VIAs palet af ingeniør- og byggeriuddannelser, er årsagen, at der på disse uddannelser ikke fra politisk side er sat en grænse for, hvor mange der må optages – når blot adgangsbetingelserne er opfyldt.

Udflytningsplan er ikke nok til at skabe balance

Gitte Sommer Harrits betegner det som urealistisk at få alle de ledige studiepladser uden for Aarhus fyldt op. Det har heller ikke været muligt den seneste årrække – trods massive indsatser.

Fremover er der endda ifølge VIAs prorektor udsigt til endnu flere tomme stole i forlængelse af den nye politiske aftale om at etablere flere uddannelsespladser i provinsen og fjerne uddannelsespladser fra landets fire største byer. Det politiske mål er at uddanne 60 procent af de unge uden for København, Aarhus, Odense og Aalborg for at skabe en bedre balance i Danmark.

”Vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre en bred geografisk dækning med uddannelsespladser og bakker op om ambitionen om balance mellem land og by. Derfor udbyder VIA også professionsbacheloruddannelser i 11 byer i de 19 kommuner i Region Midtjylland. Udfordringen er imidlertid, at en meget stor del af de unge prioriterer at tage deres uddannelse i en storby og hellere vælger en anden uddannelse end at uddanne sig uden for storbyerne. Dét søgemønster kan vi som uddannelsesinstitution ikke gøre meget ved alene, og der er brug for samarbejde og fælles løsninger. Derfor efterlyser vi en rekrutteringsplan fra politisk side som opfølgning på den besluttede udflytningsplan. At decentralisere studiepladser er ikke løsning nok. Som situationen er i dag, er det ikke uddannelsespladser, men studerende, vi mangler uden for de største byer,” betoner Gitte Sommer Harrits.

Kontakt

Gitte Sommer Harrits
  • Gitte Sommer Harrits

  • Prorektor
  • T: + 45 87 55 18 76
Download foto af Gitte
  • Helle Doktor Simonsen

  • Studiechef
  • T: 87 55 10 20
  • Kiri Kesby

  • Journalist og kommunikationsrådgiver
  • T: +45 87 55 14 61
  • Jeg hjælper gerne med svar på spørgsmål om VIA og kontakt til interviewpersoner.

Relaterede artikler