
250 gymnasieelever fra 10 gymnasier landet over kommer fra næste år til at indgå i et forskningsprojekt med fokus på bæredygtigt tøjforbrug.
I projektet bliver det afdækket, hvordan unge udvælger og bruger deres tøj i hverdagen, og hvorfor noget tøj bliver brugt i lang tid. Gymnasieeleverne indgår således i forskningen som repræsentanter for fremtidens forbrugere af mode.
Overordnet er målet med det kommende forskningsprojekt at finde ud af, hvordan mode- og tekstilbranchen kan ændre i sin design- og produktudvikling og dermed få flere til at bruge deres tøj oftere og længere – til gavn for miljøbelastningen.
Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) har netop bevilget godt tre millioner kroner i støtte til projektet – fra DFF’s program ’Fri grøn forskning’, som er et politisk prioriteret tema. Samlet har programmet modtaget 333 ansøgninger og bevilget midler til 42 af projekterne
Forskningscenter med base i Herning
Det er Forskningscenter for tekstil, design og cirkularitet hos VIA University College i Herning, der skal gennemføre det treårige projekt med titlen ’Sustainable Garment Biographies: Young adults’ use practices in fashion’.
I spidsen for forskningen står docent og ph.d. i design og bæredygtighed Anne Louise Bang som projektleder. Hun skal fra juli 2025 drive projektet sammen med tre forskerkolleger.
Projektet bliver gennemført med afsæt i, at mode- og tekstilindustrien er en af de mest forurenende industrier globalt. Konkret tegner modeindustrien sig for op til otte procent af verdens årlige CO2-udledning. Desuden har branchen ansvar for en betydelig påvirkning af miljøet fra kemikalieforurening, vandforbrug og udledning af mikrofibre globalt. Størst belastning kommer fra ’fast fashion’, hvor omdrejningspunktet er hyppige nye designs og lave produktionsomkostninger
Behov for forskningsbaseret viden
”Vores ambition er at få skabt forskningsbaseret viden om, hvordan unge tøjforbrugere udvælger og bruger deres tøj i hverdagen, og hvordan design- og produktudvikling kan bidrage til høj brugsfrekvens og lang tids brug af tøj, så mode- og tekstilindustrien kan komme overproduktionen til livs og reducere den negative miljøpåvirkning. Dén viden mangler i dag, men er essentiel for mode- og tekstilindustrien både herhjemme og internationalt,” fremhæver Anne Louise Bang.
Hun påpeger, at en af de store udfordringer i dag er, at den viden om overproduktion og miljøbelastning, som mode- og tekstilindustrien bygger på, beror på usikre estimater og antagelser.
Det centrale i forskningsprojektet er dét, der i fagsprog hedder Design for Lang Levetid. Begrebet fremhæves politisk i både nationale strategier samt i EU-strategier og -forordninger som afgørende for at få en relevant og værdifuld løsning på, hvordan vi kan nedsætte CO2-belastningen ved at få bugt med overproduktion og overforbrug af tøj.
Arver, reparerer og mixer sit eget tøj
Anne Louise Bang peger på, at der blandt andet er behov for at komme bort fra de nuværende flygtige trends, som gør, at der konstant bliver sendt en strøm af nyt modetøj på markedet uden at tage hensyn til brugspræferencer og holdbarhed.
Selv er Anne Louise Bang i sit eget forbrug af tøj optaget af, at de enkelte stykker tøj i hendes klædeskab kan kombineres på kryds og tværs. Det absolutte yndlingstøj er band-t-shirts fra koncerter samt hjemmestrikkede strømper.
”Jeg går aldrig ud med det formål at shoppe tøj. Til gengæld arver jeg en del tøj fra min omgangskreds. Desuden reparerer jeg meget af mit tøj, hvis der kommer et hul – fx jeans,” fortæller Anne Louise Bang.

Forskningschef: En fantastisk nyhed
Forskningschef Theis Raaschou Andersen fra forskningsområdet Teknologi og Erhverv ved VIA University College betegner støtten fra Danmarks Frie Forskningsfond til Anne Louise Bangs forskningsprojekt som ’en fantastisk god nyhed’.
Han henviser til, at det er første gang, at DFF bevilger midler til et forskningsprojekt fra VIAs Forskningscenter for tekstil, design og cirkularitet.
”Det har hidtil været svært at opnå støtte fra DFF til professionshøjskolernes praksisrettede forskningsprojekter. Derfor er det virkelig flot og glædeligt, at Anne Louise Bang har fået hul igennem med sit projekt, der er afgørende vigtigt både for virksomhederne i mode- og tekstilbranchen rent fagligt og produktionsmæssigt og for hele samfundet miljømæssigt. Projektet rummer virkelig potentiale for at gøre en kæmpe forskel,” understreger Theis Raaschou Andersen, der er chef for flere af VIAs forskningscentre målrettet erhvervslivet – blandt andet Forskningscenter for tekstil, design og cirkularitet hos VIA University College i Herning.
Samlet udbyder VIA professionsuddannelser og bedriver praksisrettet forskning i 11 byer i Region Midtjylland – nemlig Aarhus, Randers, Grenaa, Horsens, Silkeborg, Ikast, Herning, Holstebro, Nørre Nissum, Viborg og Skive.
Fakta: Forskningscenter med i tre bøger
Docent og ph.d. Anne Louise Bang fra Forskningscenter for tekstil, design og cirkularitet hos VIA University College i Herning har over det senere år medvirket i tre bogudgivelser, som er beskrevet herunder. I udgivelserne deltager forskningscentret under sit tidligere navn.
I bogen ’Sustainability in Creative Industries – Perspectives from the field of education in design and business’ (forlaget Frydenlund) har en række medarbejdere fra design- og business-området hos VIA skrevet om bæredygtig udvikling fra hvert deres faglige perspektiv. Docent og ph.d. Anne Louise Bang er redaktør på bogen sammen med forskerkollegerne Rune Clausen og Thomas Østergaard. Desuden har Anne Louise Bang skrevet et kapitel i bogen om stilpræferencer og produkttilknytning – sammen med sin seniorforskerkollega Malene Harsaae. Se udgivelsen her:
I antologien ’Antropocæn: Menneske, samfund og dannelse I en ny tidsalder’ (forlaget UP) har docent og ph.d. Anne Louise Bang skrevet kapitlet ’Mode, materialer og materialitet i den antropocæne tidsalder’ – sammen med sin seniorforskerkollega Malene Harsaae. Se udgivelsen her
I antologien ’Bæredygtige Businessstudier’ (forlaget Samfundslitteratur) har docent og ph.d. Anne Louise Bang skrevet et kapitel om bæredygtig tekstilproduktion – sammen med sin seniorforskerkollega Poul-Erik Jørgensen. Se udgivelsen her