
Da 27-årige Katrine Frederikke Bjerg Madsen fra Viborg var i sin sidste praktik under sygeplejerskeuddannelsen, foregik den på Hospice Limfjord i Skive. Her oplevede hun, hvad musikterapi kan gøre for uhelbredeligt syge mennesker, der er tæt på livets afslutning. Og nu slår Katrine Frederikke Bjerg Madsen et slag for, at sundhedsvæsnet herhjemme fremover ansætter langt flere musikterapeuter som et godt supplement til den pleje, som fx sygeplejersker, læger og sosu’er yder.
”I mine måneder på Hospice Limfjord oplevede jeg den ansatte musikterapeuts arbejde, og jeg fik simpelthen gåsehud og tårer i øjenkrogen de første mange gange. Det var så tydeligt, at patienterne nød sessionerne med musikterapi og så frem til dem. Musikterapeuter kan noget helt særligt i forhold til at løfte livskvaliteten og åbne op for de svære følelser hos døende patienter,” siger Katrine Frederikke Bjerg Madsen.
Hun blev i juni 2024 færdiguddannet fra sygeplejerskeuddannelsen hos VIA University College i Viborg og satte i sin afsluttende eksamensopgave fokus på musikterapi på hospice.
”Jeg håber virkelig, at mit bachelorprojekt giver politikere og alle andre indblik i, hvad musikterapi kan. Og at dén viden vil føre til, at der fremover vil være midler til at ansætte langt flere musikterapeuter i sundhedssektoren, så sygeplejersker, læger, sosu’er og øvrige faggrupper kan samarbejde tværprofessionelt med musikterapeuter. Fx ser jeg det som toprelevant, at alle hospices og de palliative hospitalsafdelinger med døende patienter integrerer musikterapi. Det vil i høj grad også være relevant, at vi i Danmark kommer til at tilbyde borgere i eget hjem, der er erklæret terminale, mulighed for at få sessioner med musikterapi,” påpeger Katrine Frederikke Bjerg Madsen og henviser til, at de fleste mennesker dør i eget hjem.
Terapi med klaver, harpe og sang
Dén musikterapeut, Katrine Frederikke Bjerg Madsen samarbejdede med på Hospice Limfjord, spillede i sin musikterapi på klaver og harpe og sang til.
”Ud over kompetencerne til at anvende musik som terapi har musikterapeuter også mange andre terapeutiske kvalifikationer – fx i forhold til kommunikation. Deres sessioner åbner op til sindet og til undertrykte følelser,” fremhæver Katrine Frederikke Bjerg Madsen og fortsætter:
”Jeg har i min praktik på hospice gang på gang set, hvordan en musikterapeut kan give patienterne et frirum til blandt andet at tænke tilbage på positive minder i de forgangne år og til at løsne op for følelser og snakke, hvor der bliver sat ord på fx refleksioner om livet og livets afslutning. Ved at kombinere musik og sang med samtale i en tryg, rolig, nærværende og tillidsfuld atmosfære kan musikterapeuter desuden hjælpe patienter, der er døden nær, til at få angst, ensomhed og svære tanker på afstand for en tid og til at fremkalde opløftende nøgleøjeblikke”.
Katrine Frederikke Bjerg Madsen har i sessioner med musikterapi eksempelvis oplevet, at udmattede patienter, der næsten ikke kunne trække vejret på grund af cancer eller KOL, sang med på sange, der gennem livet har betydet noget særligt for dem.
Hjælper både syge og ansatte
I dag bliver musikterapi primært anvendt i forhold til plejehjemsbeboere med demens og til mennesker i psykiatrien. Desuden er mange musikterapeuter kun deltidsansatte, og deres ansættelser er ofte tidsbegrænsede og afhængige af donationer fra fonde og projekter.
Men Katrine Frederikke Bjerg Madsen har talt med en del både sygeplejersker, læger og psykologer, der ligesom hende har dyb respekt for musikterapis positive virkninger og er enige i, at musikterapi bør udbredes langt mere i sundhedsvæsnet.
”Når man er alvorligt syg, har man brug for stunder, hvor man kan slappe af, opleve glæde og bare være, så hvis vi som samfund vil give uhelbredeligt syge en god sidste tid frem for at fokusere på kroner og ører, så er musikterapi ideelt,” fastslår Katrine Frederikke Bjerg Madsen og tilføjer:
”Musikterapi gør også en kæmpe forskel rent fagligt i det tværprofessionelle samarbejde mellem de forskellige faggrupper af ansatte i sundhedsvæsnet. Fx får en musikterapeut under hver session med en patient vigtige input til at skrive ind i patientens journal som nyttig viden for de øvrige faggrupper omkring patienten. Det kan blandt andet være oplysninger om sygdomsforløb, relationer, oplevelser, tanker og følelser, som jeg som sygeplejerske har stor gavn af at kende for at kunne understøtte og forstå patienten bedst muligt og have en optimal relation med patienten”.
Katrine Frederikke Bjerg Madsen understreger, at det i det moderne sundhedsvæsen er en kendt sag, at det er vigtigt at have et holistisk syn på den enkelte patient, hvor der er fokus på både det fysiske og mentale.
Sidste eksamen var 12. juni
Den 12. juni var den sidste eksamensdag for Katrine Frederikke Bjerg Madsen på sygeplejerskeuddannelsen hos VIA i Viborg.
Hun arbejder nu henover sommeren som sygeplejerske på ortopædkirurgisk sengeafdeling på Viborg Sygehus, hvor hun også har været i praktik under studiet. Tidligere har Katrine Frederikke Bjerg Madsen gennem flere år arbejdet i hjemmeplejen i Viborg Kommune.
På sigt vil Katrine Frederikke Bjerg Madsen gerne have job på et hospice ’for at bidrage til at hjælpe døende bedst muligt på vej’. Men hun har måttet sande, at det er meget vanskeligt at blive ansat på et hospice som ung og nyuddannet sygeplejerske.
Privat bor Katrine Frederikke Bjerg Madsen i Viborg med sine tre børn på fem, fire og to år.