
Forskningscenter for borger og samfund ved VIA University College i Aarhus har netop modtaget en bevilling på fire millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden til at gennemføre et forsknings- og udviklingsprojekt, der har som overordnet mål at klæde studerende på sundhedsfaglige uddannelser på med tværprofessionelle kompetencer.
Konkret skal projektet finde svar på, hvordan studerende gennem brug af virtual reality-læringsmiljøer kan træne og udvikle tværprofessionelle kompetencer, som har fokus på det naturvidenskabelige og teknologiske felt.
Projektet understøtter således behovet for tværprofessionelle kompetencer, som er efterspurgte i klinisk praksis på fx sygehuse – ikke mindst i lyset af den stigende kompleksitet i patientbehandlingen.
Et treårigt forskningsprojekt
Projektet med titlen Virtual reality I Tværprofessionel Uddannelse (VITU) er et samarbejde mellem Forskningscenter for Borger og Samfund og Forskningscenter for Professionsstudier ved VIA University College, der starter i efteråret 2025 og løber over 3 år.
Projektet involverer desuden de tre uddannelser ved VIA University College i Aarhus til sygeplejerske, bioanalytiker og sundhedsadministrativ koordinator.
I VITU skal forskere og undervisere i fællesskab undersøge og udvikle følgende: 1. Tværprofessionelle didaktiske principper til undervisning af sundhedsfaglige studerende. 2. Principper for oversættelse af kompleks, sundhedsfaglig praksis til software. 3. Tværprofessionelle, autentiske VR-softwareløsninger. 4. Principper for test af didaktik og software. Og 5. Implementeringsstrategier – herunder mulighederne for at teste og implementere VR-løsninger i eksisterende undervisningsmiljøer.
En teknologisk uddannelsesmodel
”Vi forventer, at forskningsprojektets resultater kan fremme de studerendes læringsoplevelser ved at gøre træning mere fleksibel og teknologisk understøttet,” fortæller forskningsleder og docent Karin Christiansen fra Forskningscenter for borger og samfund ved VIA University College i Aarhus.
Hun fortæller, at den træning, som studerende på sundhedsuddannelser i dag modtager i simulationslaboratorier, er ressourcekrævende. En af ambitionerne med VITU er derfor at få skabt en mere bæredygtig og teknologibaseret uddannelsesmodel for fremtidens sundhedsprofessionelle.
Ud over forskningsleder og docent Karin Christiansen består forskningsgruppen i VITU af lektor Turi Neubauer, lektor Christine Tram Widmer, lektor Ida Lunddahl Bager og lektor Gitte Nielsen fra VIAs uddannelser i Aarhus til sygeplejerske, bioanalytiker og sundhedsadministrativ koordinator.
Yderligere oplysninger og interview fås ved henvendelse til:
Karin Christiansen, forskningsleder og docent i Forskningscenter for borger og samfund ved VIA University College i Aarhus.
Mobiltelefon: 87 55 13 18.
E-mail: kach@via.dk