VR skal styrke læringen for sygeplejerskestuderende

Sygeplejerskeuddannelsen hos VIA University College vil forbedre de studerendes motivation, læring, mestring og overgang til arbejdslivet ved at bruge virtual reality i undervisningen.

VR til sygeplejersker

Umiddelbart rimer sygepleje mere på omsorg end på teknologi. Men faktisk fylder teknologi mere og mere i sygeplejen på fx hospitaler og i den kommunale hjemmepleje. Derfor vil VIA University College her fra efteråret 2024 anvende virtual reality (VR) på tværs af fag til at lære de sygeplejerskestuderende, hvordan de bedst håndterer patientsituationer, når de fremover står ude i virkelighedens verden.

Brugen af VR bliver sat i spil på alle VIAs udbud af sygeplejerskeuddannelsen – i Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Herning, Holstebro og Viborg. 

Konkret vil de studerende på VIAs sygeplejerskeuddannelser iført VR-briller og i et computergenereret realistisk miljø – blive trænet i at håndtere forskellige virkelighedsnære, sundhedsfaglige situationer. Det vil ske ved at anvende en nyudviklet VR-platform, som VIA Sygeplejerskeuddannelsen har investeret i. Platformen indeholder en stribe autentiske scenarier, som de sygeplejestuderende med stor sandsynlighed kommer til at stå i som færdiguddannede. 

Et scenarie er fx, at de studerende iført en VR-brille vil være i stand til at supplere deres læsning af pensum med virtuelle tredimensionelle hjerter og lunger i faget anatomi og fysiologi. Andre VR-muligheder er blandt andet, at de sygeplejerskestuderende får mulighed for at øve genoplivning på hospitalet fra et klasselokale samt at teste egne evner til at bevare overblikket i en presset aftenvagt som sygeplejerske på en hospitalsafdeling.

Forskning påviser en række fordele

”Forskning dokumenterer, at anvendelse af virtual reality både kan højne de studerendes teoretiske viden og deres motivation for yderligere læring, ligesom VR forbedrer evnen til at træffe beslutninger om den rette patientpleje og øger mestringsevnen i praksis,” forklarer Nis Kaasby, der er lektor ved VIA Sygeplejerskeuddannelsen på Campus Horsens.

Han tilføjer, at VIA University College også vurderer, at læring ved hjælp af VR vil forbedre de sygeplejestuderendes overgang fra studielivet til arbejdslivet, så de får et mindre ’praksischok’, når de efter dimission står ude i virkeligheden med ansvar for patienter.

Nis Kaasby er sammen med to kolleger fra VIA Sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus – lektor Ida Lunddahl Bager og lektor Christine Tram Widmer – med i en VR-projektgruppe, VIA Sygeplejerskeuddannelsen har nedsat. 

VR hører fremtidens uddannelser til

Christine Tram Widmer understreger, at der med afsæt i resultaterne fra et tidligere forskningsprojekt er bred enighed på VIA Sygeplejerskeuddannelsen om, at VR hører fremtiden til på sundhedsuddannelserne som en læringsaktivitet. 

”Samtidig er der en fælles forståelse af, at VR alene skal indgå i læringsforløb, hvor der er pædagogiske og didaktiske argumenter for at inkludere virtual reality som en læringsaktivitet. Der er altså ikke tale om at bruge teknologien, ’bare’ fordi den er moderne og interessant,” fastslår Christine Tram Widmer.

Hun betoner, at professionsuddannelserne allerede i dag gør meget ud af at bygge bro mellem teori og praksis. 

”På sygeplejerskeuddannelsen træner vi blandt andet de studerendes færdigheder i simulationslaboratorier – altså faglokaler, der er indrettet som fx en autentisk hospitalsstue eller en plejehjemsbolig. Studier har påvist, dén undervisningsform med stor fordel kan understøttes gennem anvendelse af VR,” lyder det fra Christine Tram Widmer.

Christine Tram Widmer og Nis Kaasby

Glæde hos projektlederne

Begge ledere af VR-projektgruppen på VIA Sygeplejerskeuddannelsen ser et stort potentiale i at introducere virtual reality som et undervisningselement på sygeplejerskeuddannelsen.”Den strategiske satsning på VR giver underviserne mulighed for at styrke deres teknologiske kompetencer og re-tænke deres undervisning på tværs af udbud. Vi glæder os over, at forløbet er blevet meget positivt modtaget, og at VR-teknologien er blevet implementeret på alle udbud,” pointerer Susanne Jastrup, der er uddannelsesleder på sygeplejerskeuddannelsen i Horsens og leder af den nedsatte VR-projektgruppe i samarbejde med pædagogisk-administrativ leder Pernille Bak Skouenborg fra sygeplejerskeuddannelsen på Campus Aarhus N.

Pernille Bak Skouenborg tilføjer, at VR som læringselement er med til at indfri ambitionen hos VIA Sygeplejerskeuddannelsen om at give en undervisning, der er dynamisk, udbytterig og motiverende.

”VR kan give de studerende mulighed for at visualisere fx anatomiske strukturer, hvilket kan styrke forståelsen af kroppen. Ligeledes kan VR bibringe erfaringer, der er praksisnære, og hvor de studerende får mulighed for at træne deres kliniske evner til problemløsning,” siger Pernille Bak Skouenborg.

Pernille Bak Skouenborg og Susanne Jastrup

Superbrugere og intuitivt system

I valget af VR-platform har VR-projektgruppen haft fokus på relevante og brugervenlige scenarier.

”Vi er gået målrettet efter at finde et produkt med anvendelsesmuligheder flere steder i sygeplejerskeuddannelsen. Samtidig har det vægtet højt at få et system, der er intuitivt og nemt at navigere i for både undervisere og studerende,” fastslår Ida Lunddahl. 

VR-projektgruppen hos VIA Sygeplejerskeuddannelsen har også stået i spidsen for at kompetenceudvikle medarbejdere fra alle VIAs syv udbud af sygeplejerskeuddannelsen i Region Midtjylland til superbrugere – altså med dybtgående viden til at kunne hjælpe deres underviserkolleger med VR i det daglige. 

Ligeledes har VR-projektgruppen haft superbrugerne samlet til to workshops for at kunne sparre med hinanden om den fremtidige brug af VR i undervisningen på sygeplejerskeuddannelsen hos VIA.

”I den kommende tid skal vi i VR-projektgruppen monitorere implementeringen af den hardware og software, der her fra efteråret 2024 skal sætte underviserne på VIA Sygeplejerskeuddannelsen i både Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Herning, Viborg og Holstebro i stand til at undervise sygeplejerskestuderende gennem brug af VR, slutter Ida Lunddahl Bager.

Ida Lunddahl Bager

Kontakt

Susanne Jastrup

Relaterede artikler