Ny forskning afdækker skoleelevers brug af AI til at skrive tekster

Danmarks Frie Forskningsfond har bevilget 7,1 millioner til et projekt, som VIA gennemfører i samarbejde med Aarhus Universitet for at få viden om elevers brug af AI til skoleopgaver.

Barn sidder og skriver på computer

Mange skoleelever bruger AI til at lave lektier og skrive tekster uden for skolen. Imidlertid ved vi stadig meget lidt herhjemme om, hvad AI betyder for, hvordan unge lærer at skrive og læse i skolen. 

Derfor skal et nyt forskningsprojekt undersøge, hvilken betydning ChatGPT og andre teknologiske sprogmodeller har for unges ejerskab og engagement i skrivning og i de valg, de tager for at skabe tekster. Konkret følger projektet elever i 8. klasse på tre skoler forskellige steder i Danmark. 

Forskningsprojektet med titlen ’Hybrid text practices in the Danish L1 classroom’ bliver fra 2026 til 2029 gennemført i et tæt samarbejde mellem Forskningscenter for didaktik og pædagogik ved VIA University College og DPU ved Aarhus Universitet.

Danmarks Frie Forskningsfond har bevilget 7,2 millioner kroner til at gennemføre projektet. Der er tale om midler fra den strategiske og politisk prioriterede pulje ’Læring og trivsel i grundskolen’.

Sætter skrive og læsefærdigheder under lup

”Vi undersøger i forskningsprojektet, hvad elever rent faktisk gør med AI i skrivning i skolen, og hvordan eleverne navigerer mellem de AI-genererede tekster, deres egne ambitioner med deres tekster og skolens og lærerens krav,” forklarer ph.d., docent og medprojektleder Mette Vedsgaard Christensen fra Forskningscenter for didaktik og pædagogik ved VIA University College i Aarhus og fortsætter:

”Vi vil fx afdække, hvordan eleverne gør teksterne til deres egne – hvis de gør det. I det hele taget ser vi i forskergruppen frem til at se nærmere på, hvad der sker med elevernes læse- og skrivefærdigheder, når eleverne skriver med AI som en del af processen”.

Mette Vedsgaard Christensen tilføjer, at forskning fra udlandet viser, at eleverne er særligt optagede af at holde fast i deres egen stemme, selvom de også bruger Generativ AI (GAI) i skrivning.

Forventningen er, at det samme gælder for danske elever – men der er noget af dét, det nye forskningsprojekt undersøger.

Samtidig understreger Mette Vedsgaard Christensen, at danskfaget i skolen spiller en central rolle i at støtte alle børn og unge i at udvikle stærke skrivekompetencer og i at udvikle en refleksiv stillingtagen, som gør dem i stand til at navigere i kunstigt frembragt tekst og bruge de nye teknologier klogt både i og uden for skolen.

Mette Vedsgaard Christensen

Ph.d. og docent Mette Vedsgaard Christensen er medprojektleder i forskningsprojektet med titlen ’Hybrid text practices in the Danish L1 classroom’.

Det praksisrettede er en styrke

Lillian Buus, der er centerleder af Forskningscenter for didaktik og pædagogik ved VIA University College ser det som en stor styrke, at det kommende forskningsprojekt vil give ny, forskningsbaseret viden til lærere og andre fagprofessionelle, der i praksis arbejder med skoleelever.

”Der er godt og rigtigt tænkt, at forskningsprojektet helt fra starten inddrager både forskere, praktikere fra grundskolen og Center for undervisningsmidler. Dét sikrer gode muligheder for at omsætte de kommende forskningsresultater, fund og erfaringer til praksis,” påpeger Lillian Buus.

Danmarks Frie Forskningsfond oplyser, at hvert af de projekter, der har fået bevilget forskningsmidler under temaet ’Læring og trivsel i grundskolen’, er valgt ud fra deres videnskabelige styrke, for at få tilvejebragt ny, banebrydende forskning og for at få skabt forskningsresultater, der styrker såvel praksis i skolen og som læreruddannelsen.

Der har hos DFF i år været endnu større fokus end hidtil på, at projekterne, der får tildelt midler, er praksisnære – fx både kommer til at pege på løsninger til konkrete problemer og vil involvere aktører fra praksis som eksempelvis lærere.

Yderligere oplysninger og interview fås hos:

Mette Vedsgaard Christensen

Relaterede artikler