Emnebeskrivelse
Hvordan føles det, når kroppen prøver at advare os? I denne workshop får eleverne en introduktion til kroppens vigtigste faresignaler – og lærer, hvordan man observerer og måler vitale værdier som puls, blodtryk, temperatur og iltmætning. Eleverne får selv hænderne på udstyr som blodtryksapparat, saturationsmåler og stetoskop, og prøver, hvordan en sygeplejerske arbejder i praksis. Undervisningen kobler cases, refleksion og hands-on øvelser, og giver eleverne både faglig viden og en øget kropsbevidsthed. Relevansen er høj – det handler om deres egen krop, helbred og fremtid.