Emnebeskrivelse
De fleste har nok prøvet at ville ændre noget i deres liv. Om det er at begynde at løbe, at tabe sig, at blive bedre til at læse lektier eller noget helt andet. De fleste har nok også erfaret, at det ikke altid går helt efter planen. Men hvad er det, der går galt, hvorfor, og hvad kan vi gøre ved det?
Med undervisningen skal vi blive klogere på de faktorer der spiller ind, når vi ønsker at ændre vores adfærd. Vi skal bl.a. tale om motivation, både kvalitativt og kvantitativt. Derudover dykker vi også ned i nogle af de barrierer, der kan være for en adfærdsændring, herunder vaner og selvkontrol, samt konkrete strategier der kan bruges til at overkomme dem.
Undervisningen vil være en vekselvirkning mellem små oplæg, gruppediskussioner, mindre øvelser og eksempler fra egne liv.