
”Jeg har haft rigtig mange bekymringer i forhold til at starte forfra på en ny uddannelse. Men omvendt følte jeg, at det var helt nødvendigt for mig at skifte bane, hvis jeg skulle holde til arbejdsmarkedet resten af mit liv,” siger Jens Obel Jepsen.
Han er 32 år, og i skrivende stund er det syv uger siden, han startede på VIA Sygeplejerskeuddannelsen i Viborg. Med sig i kompetencerygsækken har han en kandidatuddannelse i engelsk og kommunikation fra Aarhus Universitet, som han bestod for fire år siden.
”Jeg er meget glad for min universitetsuddannelse, men jeg kom ud til en lidt anden virkelighed på arbejdsmarkedet, end jeg havde regnet med. Jeg gik ind og ud af arbejdsløshed, praktik og korte ansættelser. Jeg arbejdede endda som selvstændig i et års tid. Det var hårdt, men det løb rundt. Når jeg ser tilbage på det, så havde jeg sikkert flere muligheder for at arbejde fast med fx PR og marketing, men det føltes bare helt forkert. Jeg var nødt til at skifte bane,” fortæller Jens.
Jobbet skal give mening
Han bor nu i Aarhus med sin kæreste og deres lille dreng på to år. Sønnen blev født en måned for tidligt, og derfor var den lille familie indlagt på Aarhus Universitetshospital, Skejby i 10 dage. Selvom det foregik uden problemer, var den pludselige fødsel lidt en hård oplevelse for parret.
”Sygeplejerskerne var fantastisk gode til at få os til at slappe af og vejlede os i den situation, vi stod i. Det var nok dér, jeg første gang overvejede at blive sygeplejerske. Jeg har brug for at gøre en forskel, og i den forstand gav mit daværende arbejde simpelthen ikke mening for mig. Det gik op for mig, hvor direkte man som sygeplejerske hjælper andre mennesker. Mit job skal give mening, og den mening føler jeg endelig, jeg har fundet,” forklarer Jens.
Godt samarbejde i studiegruppen
”På forhånd har jeg selvfølgelig haft nogle bekymringer om, hvordan jeg kommer til at passe ind i et studiemiljø, hvor størstedelen er kvinder. Og de fleste noget yngre end mig. Men nu hvor jeg er startet, tænker jeg ikke så meget over det længere. Jeg er i studiegruppe med tre skarpe piger, og vi arbejder rigtig godt sammen,” siger Jens.
Han forklarer, hvordan dynamikken i studiegruppen er god, fordi de alle bringer noget forskelligt med sig. Selv har han livs- og studieerfaring at spille ind med i gruppearbejdet, imens de yngre kvinder kommer med stærke idealer og specifik erfaring med omsorgsrelateret arbejde fra fx plejehjem.
Joberfaring modner
”Inden jeg blev optaget på sygeplejerskeuddannelsen, arbejdede jeg fuld tid som handicaphjælper i et halvt års tid. Jeg var ansat privat hos en ung mand, der var lam fra halsen og ned, hvilket betød, at han selvfølgelig skulle have hjælp til det meste. Det job modnede mig på flere områder,” siger Jens.
De praktiske og menneskelige erfaringer, han fik gennem jobbet som ufaglært handicaphjælper, kom ham også til gode, da han for kort tid siden var i sin første praktik på Regionshospitalet Hammel Neurocenter.
”Min erfaring betød, at jeg på forhånd havde en rigtig god forståelse for neurologiske skader og den pleje, som typisk er nødvendig i den forbindelse, så det var ikke en barriere for mig. Jeg tror også, det gav lidt respekt hos de erfarne sygeplejersker, at jeg ikke var bange for at smøge ærmerne op,” fortæller Jens.
3 gode råd fra Jens til dig, der overvejer at læse til sygeplejerske
- Få noget relevant erhvervserfaring, inden du søger ind. Fx som ufaglært handicaphjælper. Så finder du hurtigt ud af, om det er noget for dig at arbejde med mennesker på den måde. Samtidig gavner det dine muligheder for at blive optaget på uddannelsen, hvis du søger gennem kvote 2.
- Indstil dig på, at det er en krævende uddannelse. Sygepleje er et evidensbaseret fag, og der er meget teori, du skal lære. Du har et stort ansvar som sygeplejerske, så der er en rigtig god grund til, at fagligheden er høj!
- Tag dig god tid til at mærke efter, om uddannelsen er noget for dig. For mig hjalp det meget at snakke med sygeplejersker, jeg kender. De hjalp mig også med sparring på min motiverede ansøgning til studiet.